Hvad er det modsatte af "formløshedens tyranni" ?
Et strukturerende holdepunkt. Sådan vil jeg gerne se mig selv som underviser. En rejseleder, inspirator og fast holdepunkt.
Modtendens: længslen efter strukturer
Rutiner, ritualer, strukturer og faste holdepunkter. Det er min oplevelse at mange kursister efterspørger det. Samtidig med at de forklarer mig, hvor lidt de tror på autoriteter og traditioner i et flydende højhastighedssamfund. Vi har både fødder og rødder. Hos både Løgstrup og Ziehe fandt jeg begreber for denne modtendens: længslen efter strukturer, traditioner og aversionen mod formløsheden.
Formløshedens tyranni
Løgstrup skriver i sit essay "Formløshedens tyranni" at "Formløshed er tvang, især når den ritualiseres, hvad er uvægerligt sker. Formløsheden tvinger alle tilstedeværende, uden undtagelse, til at være med - til formløsheden." Han skriver videre: "Det forholder sig altså ikke sådan, at form og konvention gør ufri, og formløshed gør fri. Det kan lige så godt være omvendt. (...) Vi er nemlig allesammen tilbøjelige til at mene, at form er det modsatte af spontaneitet, og at et liv i formløshed er det samme som et liv uden regler. Men begge dele er forkert. Form og krav er ligefrem en betingelse for spontaneitet. " (Formløshedens tyranni. I K. E. Løgstrup. Kunst og etik. Gyldendal 1961.) Manglen på former gør os parodoksalt set ufrie. Livet i skolen skal, ifølge Løgstrup, være bundet af forpligtende normer og båret af interessen i en sag: tilværelsen. Skolens formål er for Løgstrup tilværelsesoplysning. Poisien og skønlitteraturen har en særlig evne til at give eleverne denne tilværelsesoplysning.
Understrukturerethed
Ziehe taler om samme formløshed, en "understrukturerethed" hvor omgangsformerne og det "almindelige hverdagsliv er præget af grænseløshed..." De daglige informale og understrukturerede omgangsformer "bevæger sig udadad dvs. "fra den indre verden "tages" de nærmest ufiltreret "med" i skolen. Og de bevæger sig indad, dvs. at informaliseringen og understruktureretheden også præger personlighedens indre forhold. " (Thomas Ziehe. Øer af intensensitet i et hav af rutine. Forlaget Politisk Revy, 2004, side 109.)
Vi har indtil videre, ifølge Ziehe, lukreret på en liberaliseringsgevinst, men med en øget afstand til 70ernes aftraditionaliseringer kommer nu også følgerne: en yderligere forceret grænseløshed og afstrukturering.
Hos eleverne findes netop de modsatrettede behov. "Hvor der mangler institutionelle eller interaktionelt overskuelige, tilforladelige og orienterende strukturer, fører det hos mange elever til affektlejer af lede, irritation og nedvurderinger. Man er bange for alt, der øger vilkårligheden eller uigennemsigtigheden. Tilsvarende findes der modsatrettede længsler efter tætte strukturer, tydelig personlig anerkendelse og stabile orienteringsaflastninger." (ibid, side 110.)
Hvad er lærerens opgave?
Hvad bliver lærerens rolle? Ziehe giver følgende bud:
- Læreren som rejseleder i meningsverdener. Læreren skal forsøge at give eleverne en lyst til at udforske fremmede meningsverdener, uden at det opfattes som en nedvurdering af deres egne verdener. "Det handler netop om at fjerne jeg-fremmedheden fra mangfoldigheden af mulige verdener (...) i form af tilbud om at udvide virkelighedshorisonterne." Læreren er en rejseleder i fremmede meningsområder. "Rejselederen opmuntrer til at rejse. Han kender til egnen og ved om grænseovergangene. Han er klar over turisternes relative uvidenhed uden at bebrejde dem den. Han repræsenterer nydelsen af det fremmede uden at undervurdere det hjemlige, som enhver har brug for." (ibid. side 114-115.) Selv forsøger jeg mig som rejseleder i litteraturens, lyrikkens, sociologiens, kunstens og musikkens verden. Min egen fascination af f.eks. lyrikeres evne til at sige meget med få ord, giver måske eleverne lyst til også at "gå ind" i den verden.
- Læreren som "setting´ets beskytter". Settings er for Ziehe regler og overenskomster som også har en beskyttende betydning. Læreren "beskytter reglerne, indstifter små ritualer og tilbyder formforlæg og små stabiliseringer til klasserummets mikroverden." (ibid. side 117.) En ydre strukturerethed kunne, ifølge Ziehe, støtte etableringen af indre strukturer. Et setting kan indeholde beskyttende ritualer, regler og høflighedsformer og virker ifølge Ziehe kontingensaffjedrende. (ibid. side 116.) Skolen er i Ziehes optik ikke en pædagogisk som-om-familie, men en institution hvor elever og lærere varetager professionelle roller. Skolen skal bidrage til "øer af intensitet i et hav af rutine." (ibid. side 46.) På disse øer kan man måske for en tid glemme, at man er i skole. De klare regler, rutiner og strukturer kommer specielt de fagligt udfordrede til gode. De første 10 minutter af en time er de vigtigste. Start timen med rutiner som f.eks. at skrive dagens program og formål på tavlen, opsummere centrale pointer fra sidst, lave en tipskupon eller snakke om hvad de fandt mest interessant ved dagens tekst. Slut med dagens centrale pointer.
- Læreren som "stifter af førglæde". Læreren kan vise idealer for vilje og er med sin personlige stil en meget central aktør. Læreren kan anskueliggøre sammenhængen mellem anstrengelser og glæder. Lærerens stil bidrager "til at trække eleverne med og påpeger og kultiverer deres anstrengelsesberedskab "narcissistisk". (ibid. side 118.) Læreren bør derfor tage højde for både "det narcissistiske behov for stolthedsoplevelser (...) og følsomhed i forhold til (...) nedvurdering." "Elever længes efter oplevelser af stolthed, netop fordi de ofte mangler den." (ibid. side 118-119.) Stil er ikke blot et spørgsmål om metode, men om den performative side af lærerjobbet. Det handler om egenskaber som at "overbevise, medrive og anspore - dvs. en overtalelseskvalitet, der kan danne modvægt mod den (...) formløshed, der er blevet almindeligt og normaltilstanden på mange pædagogiske områder. " (ibid. side 118.) Vi kan som undervisere - med vores stil og personlige erfaring omkring anstrengelser og glæder ved at opnå et mål - indstifte en førglæde hos eleven. Eleven får en forsmag på, hvad der venter forude, en førglæde.
Vi skal som undervisere i denne optik dyrke fremmedheden, langsomheden, åbne op for nye fortolkninger af virkeligheden og være det strukturerende holdepunkt: den med- og modspiller som kursisterne kan spille bold op imod. Vi skal huske det vi er fælles om: sagen.
