Skærmfri virkelighed skaber nærhed og koncentration
Virkeligheden kan også være skærmfri
"Jeg har været freelancefotograf, jeg ser alt" siger jeg i desperation, da jeg endnu engang konstaterer at jeg ikke har set noget som helst.
Et par stykker er ved at sms'e hjem, mens to andre "facer" den. "Hvad skal I have at spise" spørger jeg ham. "Øhh - spise?", "ja", svarer jeg. "Eller du er måske ved at google demokrati og diskurs"? Tavshed. "Ok, luk og sluk jeres skærme og sæt jer i lyttestilling!" Tavshed. Jeg viser lyttestillingen. "Det skulle jeg, da jeg gik i skole." En elev spørger: Hvornår var det? "I 70erne." Tavshed. Jeg fortsætter: "Sådan viste man, at man nu var klar til at tage imod en fælles besked og blive undervist." "Er i klar?" Spredt latter.
Jeg er, også efter at have læst Dorte Ågård, blevet mere og mere opmærksom på vigtigheden af skærmfrie tidsrum.
4 udfordringer ved skærmbrug
Professor Peter Holdt Christensen påpeger fire udfordringer ved anvendelsen af skærme, når vi er sammen med andre mennesker.
- Multitasking hæmmer koncentrationsevnen og hukommelsen. Vores hjerne er ikke skabt til multitasking. Når man alligevel forsøger både at chatte og samtidig høre efter hvad læreren siger, opstår der opmærksomhedssvigt. "Forskning viser, at når vi skifter fra den ene til den anden opgave, så får den nye arbejdsopgave ikke tilstrækkelig med opmærksomhed. Det vil sige, vi kan ikke i tilstrækkelig grad koncentrere os og tænke os om i den nye opgave, fordi vi fortsat (også) hænger fast i en anden opgave. En klar anbefaling er derfor at få afsluttet en opgave, før der skiftes til en ny opgave. Når vi f.eks. sidder i møde – eller til undervisning – er det derfor et problem, at mange af mødedeltagerne melder sig ud af mødet og primært koncentrerer sig om, hvad der sker på deres medbragte teknologi. " (Peter Holdt Christensen. Jyllands-Posten d. 21/2-2017. Virkeligheden kan også - i perioder - være skærmfri). Forskning peger på, at multitasking gør os kognitivt overbelastede. Eyal Ophir, Clifford Nass og Anthony Wagner fra Stanford Universitet viste i et studie, at især dem, som gør brug af mange medieformer samtidigt, lider overlast. "De er dårligere til at koncentrere sig. De er dårligere til at skelne mellem relevant og ikke-relevant information. De er dårligere til at huske ting. De er endda dårligere til det, som man skulle tro de var bedre til, nemlig at skifte mellem opgaverne." (Ing.dk d. 22/1-2010. Multitasking er svært, tidsrøvende og usundt). De fleste multitaskende mennesker får formentlig aldrig læst denne indlæg til ende:) Hvorfor forsøger vi alligevel at multitaske? Ifølge Clifford Nass "eksisterer der et ønske om at blive oversvømmet af information, fordi det giver en kortvarig lykkefølelse, og fordi det giver en fornemmelse af at være i centrum af begivenhederne." (ibid.). Minder om FOMO (Fear of Missing Out): angsten for at gå glip af noget online. Svend Brinkmann foreslår at erstatte begrebet med JOMO: Joy Of Missing Out!
Tilstedeværelsen af f.eks. en smartphone forringer oplevelsen af de sociale interaktioner blandt dem, vi er sammen med. Der tales om iPhone-effekten, som beskriver, "at når blot en anden af de tilstedeværende tager sin telefon frem, vil de andre lynhurtigt også tage deres telefoner frem, og derefter afsluttes al form for social interaktion som f.eks. øjenkontakt." (ibid.). Christensen fortsætter: "Når vi er sammen med en anden, vi kender godt, og denne anden tager sin telefon frem, opleves det endnu værre, end hvis vi er sammen med en, vi kun kender mindre godt. Simpelthen fordi vi har en forventning om, at den person, vi kender godt, giver os fuld opmærksomhed – og altså ikke henvender sig til sine digitale venner. Den blotte tilstedeværelse af bærbar teknologi giver således mindre gode interaktioner, fordi vi netop ikke giver disse interaktioner – som undervisningen – fuld opmærksomhed. Et voldsomt problem ved mindre gode sociale interaktioner er, at de opleves som energidrænende..." (ibid.).
Digital adfærd smitter. Christensen konkluderer: "Hvis de alle sammen sidder og følger med på de sociale medier, giver du efter for din indre konflikt og melder dig ligeledes ud af undervisningen. Udfordringen ved skærmen vedrører således ikke altid kun den enkelte, men også – og måske især – de andre." Den "digitale uro" spreder sig. Min egen tese er dog, at uro specielt går ud over de fagligt udfordrede. Hvilket igen retter fokus på tydelig klasseledelse indeholdende en trylledrik af høj styring og kontakt.
Når computere anvendes til notetagning er det transskriptioner, og der finder ingen sortering sted. Christensen fremhæver at "når der tages noter i hånden, er det ikke muligt at transskribere forelæsningen, og derfor er det nødvendigt at foretage en eller anden sortering. Der forekommer en her-og-nu-bearbejdning af undervisningen, og forskning har vist, at denne bearbejdning fører til en bedre forståelse, og at det tillærte huskes i længere tid." (ibid.). Christensen slutter med denne salut: "Jeg blander mig ikke i den enkeltes digitale adfærd, men jeg blander mig i den digitale adfærd, mennesker har, når vi skal være sammen om noget. Så får vi alle nemlig meget mere ud af at være sammen." (ibid.).
"iPad-Illusionen"
Den teknologiske oprustning er først lige begyndt. Men hvorfor plastres vi til med teknologi, når videnskaben fraråder det? Sammenhængen mellem koncentrationsvanskeligheder og brug af computere og mobiltelefoner kan vel ikke længere ignores?
Ph.d. stipendiat ved Roskilde Universitet Jesper Balslev mener ikke, der findes forskning, som siger, at digitalisering hjælper på indlæring. Det er således ikke et videnskabeligt grundlag for at indføre læringsteknologi. Der gælder dog specielle regler for det digitale. "Her er rationalet, at hvis digitaliseringen ikke virker, er det omverdenens skyld, fordi folk hænger fast i fortiden og ikke er parate til at blive digitaliseret." (Markus Bernsen. Weekendavisen d. 20/1-2017. iPad-illusionen).
Naturkraft og flydende betegner
Digitaliseringen er en naturkraft "og hvis der er noget, som ikke virker, som det skal, må det være vores egen skyld. Som regel er løsningen endnu mere digitalisering. Det svarer til, at man bygger en motorvej mere, fordi den første ikke blev brugt nok." (ibid.). Balslev har læst en masse offentlige rapporter om, hvad det er man siger, det digitale kan. Et almindeligt svar er, at digitaliseringen kan underholde og at digital undervisning bedre kan tilpasses den enkelte elev og børn med særlige vanskeligheder (ibid.). Men Balslev køber ikke argumenterne: "som om deres lærere ville stå og føre en monolog hen over hovederne på dem, hvis de ikke havde iPads. Spørg en hvilken som helst lærer, og de vil sige, at de i forvejen bruger masser af tid på at differentiere deres undervisning."(ibid.). Barslev beskriver digitaliseringen som en flydende betegner der "skifter betydning fra afsnit til afsnit og bliver tilskrevet nogle værdier, som er i konflikt med hinanden." (ibid.). Balslev mener, at i nogle rapporter handler digitaliseringen om, at den kan give en masse data. I andre findes der argumenter om, at digitaliseringen gør børn mere kreative. Internettet bliver, ifølge Balslev, også tit fremstillet som en demokratisk samarbejdsform, "et stort forsamlingshus med inklusion, ligeværd, solidaritet og så videre." En masse håb og drømme er klasket sammen i forestillingen om det digitale. Men som Barslev pointerer: "Vi ved ikke rigtigt, hvad det er, vi taler om. Ingen af rapporterne tør sige, hvad de mener med digitalisering, eller hvordan man skal gribe det an. I stedet bliver det op til den enkelte (..) leder at (...) finde ud af det." (ibid.).
Filterboble
Mens Jesper Balslev læste videnskabelige artikler om koncentrationsproblemer dukkede en tanke op. "Måske har ikke kun vores børn, men også vores embedsværk svært ved at fokusere? Hvad nu, hvis de embedsmænd og konsulenter, der sidder og skriver de her rapporter om digitalisering, er lige så distraherede? De er sikkert dygtige om samvittighedsfulde, men måske bruger de primært Google til at finde nye oplysninger, og der finder de det samme materiale fra de samme tænketanke, som præsenterer den samme (...) version om teknologien. Hvis embedsværket ikke søger andre steder, fører det til en slags copy paste-politik (...)". (ibid.). Hvis man bruger Google til at finde viden om læring, undervisning og digitalisering, vil man kun finde fordele ved at bruge teknologi: "Man bliver hjulpet til at komme med anbefalinger af det digitale - i øvrigt af de samme virksomheder, der har en økonomisk interesse i at promovere løsningerne. De tyske didaktikere vi har bygget vores uddannelsessystem op omkring, er ikke ret synlige på Google." (ibid.). Fænomenet hedder "Filterboble". "I teorien giver internettet og digitale medier os adgang til en mangfoldighed af ny viden, men i praksis sørger snedige algoritmer for, at vi bliver præsenteret for samme oplysninger igen og igen. Vi lukkes ind i en boble, som bliver mindre (...) jo mere vi bruger teknologien." (ibid.). Filterbobler er, ifølge Balslev, kendt for at opstå gennem søgetjenester som Google og sociale medier som Facebook og kan have lukket sig om de offentlige kontorer og Christiansborg. (ibid.).
Hvad er dine erfaringer med computerbrug og Smartphones/Iphones? Skyder jeg gråspurve med kanoner eller er digitale hjælpemidler bare ikke altid fornuftige? Er vi endt i en "filterboble", hvor digitaliseringens ulemper er sorteret fra? Bidrag meget gerne i kommentarfeltet herunder.
Inspiration og litteratur
Dorte Ågård. Klasseledelse i ungdomsuddannelserne. Frydenlund 2016.
www.nogetathavedeti.dk d. 14/9-2016. Er dine elever modvindsresistente?
Markus Bernsen. Weekendavisen d. 20/1-2017. iPad-illusionen.
www.b.dk d. 3/10-2016. "Du smadrer din hjerne ved at multitaske."
www.gymnasieskolen.dk d. 14/12-2016. Interview. Ph.d: Elever skal lære forskellen på papir og skærm.
Dorthe Antonsen. (Kronik). Gymnasieskolen.dk d. 10/2-2017. Blændet af digitaliseringens fjernlys.
