Få et benspænd og få øjnene op for flere måder at undervise på
siger Claus Nissen i den oprindelige version af "det perfekte menneske" som Jørgen Leth genindspiller i Von Trier filmen: "De fem benspænd". I filmen udsættes Leth for benspænd, der får ham ud af sin comfortzone og som virker fremmende for kreativiteten. Det er begrænsningen og de snævre rammer, der skaber kreativ magi.
Giv dig selv nogle udfordringer
På samme måde kan du som underviser give dig selv nogle benspænd eller få et benspænd af en kollega. Har du en tendens til at stå for meget ved tavlen, kunne benspændet være: "i den næste time må du kun stå ved tavlen i 5 minutter" eller "undervis i 5 minutter i hvert hjørne af klasselokalet". Eller hvis du har svært ved at komme ud af din værtsrolle, kunne dette være benspændet: "I den næste time skal du tydeliggøre, at du ikke altid er ven med eleverne og vise dig som lederen, som sætter rammer og udstikker klare retningslinier". Andre benspænd kunne være: "inddrag din ynglingsbog eller hadebog i din næste time", "inddrag en personlig historie i din næste time".
Del dine benspændsoplevelser med kollegaer
Det er vigtigt at have nogle at dele dine benspændsoplevelser med. Lav derfor en benspændsgruppe som f.eks. to gange om måneden pr. sms giver hinanden benspænd. Drøft efterfølgende jeres oplevelser. Her er flere eksempler på benspænd, man kan sende til hinanden: "inddrag en aktuel nyhedshistorie i din næste time", "Inddrag minimum et web 2.0 værktøj i din næste time", "Indtænk én CL øvelse i din næste time".
Benspænd er selvfølgelig ikke et quick fix: læring og personlig udvikling er ikke = ubehag/ utryghed. Læring er derimod tit forbundet med lyst og er ofte en langsommelig proces. Så længe at man holder sig det for øje, at læring udover en kognitiv dimension også har en social og psykodynamisk dimension, egner mentale benspænd sig godt til at tydeliggøre, at der er mange måder at undervise på.
Har du erfaringer med benspænd? Skriv i kommentarfeltet herunder.
Inspiration og litteratur
Filmen "de fem benspænd" af Lars Von Trier og Jørgen Leth, Zentropa 2003.
Min gode kollega på KVUC, Julie Østrup Christensen.