God undervisning - interview med Finn Thorbjørn Hansen del 1

Jeg blev grebet af filosofisk undren da jeg, for ti år siden, var på kursus hos Finn Thorbjørn Hansen i filosofisk vejledning og sokratisk dialog. Jeg skrev essay om min mormor og Johnny Cash og blev stille og berørt. På kurset filosoferede vi sammen over det almenmenneskelige i det, vi var optaget af. Vi stillede drillende spørgsmål og snakkede om det vigtigste af alt: kærligheden til hinanden og til livet. Derfor var det oplagt at tage kontakt til Finn igen. For hvad mon han tænker om god undervisning? Kan den sættes på formel? I denne første del af interviewet kan du læse om at være i nærkontakt med det levede liv, undren som sætter grundantagelser på spil, genfortryllelsen og om at være ramt af stilhed. God undervisning er en balancegang mellem fire stemmer og at vise underet. God undervisning er et pædagogisk dobbeltspor: kompetencesporet og dannelsessporet.

I nærkontakt med det levede liv og det almenmenneskelige

- Hvad er dit navn og forskningsområde?

“Jeg hedder Finn Thorbjørn Hansen og er professor i filosofisk og dialogisk praksis på Center for Dialog og Organisation på Ålborg Universitet. Jeg underviser dels på kandidaten i kommunikation og digitale medier og dels på anvendt filosofi. På Anvendt Filosofi underviser jeg i filosofisk vejledning (dialog og rådgivningsmodulet), “Dialog- og organisationsfilosofi” og “Forandrings- og Interaktionsfilosofi”. På kommunikationsuddannelsen underviser jeg i “Faget videnskabsteori” og “Professionel undren”. På kandidaten i kommunikation er “Professionel undren” det første fag, de møder. Her skal de lære, at nu skal de ikke kun, som på bachelorniveau, tilegne sig videnskabelig teori som de så lærer at anvende på praksis. Nej, her skal de, fordi de skal op på et højere akademisk niveau, også lære at tage udgangspunkt i deres eget liv og deres egen profession, hvis de har noget erhvervserfaring. Målet er altså ikke bare at repetere og være “kompetent” i at sige og skrive, hvad teoretikerne har sagt og ment, men også komme i en mere fænomenologisk nærkontakt med det levede liv og de professionserfaringer, de står med og som også de brugte teoretikere jo har skabt deres teorier på baggrund af. Hvad de lærer her på dette niveau er noget meget væsentligt. De lærer at tænke selv – og det gør de bedst med begreber og tanker, der er “stemte”. Det vil sige stemte i forhold til den sag, det fænomen eller den levede erfaring, som begreberne og de teoretiske tanker og tilgange jo er generaliserende udtryk for. Problemet er, hvis den studerende kun tilegner sig teori som man læser et leksikon og så mere eller mindre gentager det. For at komme i en dybere erkendelses- og dannelsesproces, må den studerende lære at tænke med faglige begreber og metoder der altså ikke er “ustemte”. En sådan resonant eller stemt tænkning lærer de studerende at få “gehør” for, når de arbejder med praksisfænomenologi og praksishermeneutik. Med det fænomenologiske blik, der vokser frem i nærkontakt med en levet og praksisnær erfaring begynder de at se, hvad er ikke bare deres egne subjektive oplevelser, men hvad der også mere almenmenneskeligt eller mere essentielt er på spil i disse erfaringer. Så handler det ikke længere kun om, hvad fænomenet omsorg eller ensomhed eller den gode dialog er for mig, men hvad er omsorg, ensomhed eller den gode dialog som sådan for os mennesker? Omsorg er fx et nøglebegreb og livsfænomen for sygeplejestuderende og sundhedsprofessionelle. Og den gode dialog er et centralt begreb og livsfænomen for kommunikationsstuderende og kommunikationsprofesionelle. Faget “Professionel undren” handler altså om, dels at komme ind i en fænomenologisk reflektion over egne levede erfaringer, men også senere mere sokratisk, hermeneutisk, dialektisk reflektion over, hvad det almenmenneskelige er i de personlige erfaringer, de studerende har præsenteret og er i dialog omkring.”

En undren som sætter grundantagelser på spil

”Hvor den praksisfænomenologiske tilgang sætter fokus på de levede erfaringer og et sanseligt nærvær og sensitivitet over for det, der særlig har gjort indtryk og opleves som meningsfuldt, handler den praksishermeneutiske tilgang om at spørge sokratisk-dialektisk og undrende til de filosofiske og værdimæssige grundantagelser, som bliver taget for givet i de fænomenologiske beskrivelser og praksisfortællinger. Bevæger man sig frem på disse to ben – det fænomenologiske og “lyriske ben” og det hermeneutiske og “sokratiske ben”, så løfter det de studerende ind i en grundlæggende undren. Det er ikke det samme som nysgerrighed eller blot at være “kritisk undersøgende”. Det er heller ikke en almindelig “videnskabelig undren” de kommer i. Hvis man kun undrer sig på en forklarings- og årsags-søgende måde (”Hvorfor benytter den gruppe af medarbejdere sig af disse diskurser i organisationen?” spørger fx sociologen, fordi han vil søge bagom fænomenet for at finde bagvedliggende årsager, strukturer, betingelser og forklaringer), så kommer man ikke ned i den dybe filosofiske og eksistentielle undren. Det sker, hvis man spørger med afsæt i en praksisfænomenologisk og praksishermeneutisk tilgang. Så sættes de studerende også på spil, og sætter sig selv mere på spil. Da bliver faget og den faglighed de optages i og af også en form for dannelsesfag. Da er det ikke bare et teknisk fag eller kompetencefag. En sådan personfaglig og eksistentiel dannelsesorienteret forståelse er ny for dem at møde på kandidaten. Men det er en i mine øjne afgørende kvalitet ved det at kunne forske og lære selv at tænke. Det kræver både en eksistentiel indsigt, et etisk udsyn og en sokratisk og selvkritisk refleksionsevne som kan holde dem åbne og give dem en “musikalitet” for ikke kun systemets, fagets eller deres egne idiosynkratiske stemmer – men vigtigst for sagens stemme!”

- Hvorfor et det et vigtigt forskningsområde?

Undren er noget andet end at være nysgerrig

 “Forskningsmæssigt er jeg optaget af undringens fænomenologi og undringsbaserede dialogformer i mange forskellige professionelle sammenhænge. Det kan være inden for sygeplejen, coaching, innovation, designudvikling. Mange steder faktisk, hvor folk ønsker at få et bedre blik for de mere eksistentielle dimensioner, væsensmæssige dimensoner, kreative dimensioner, der måtte være indenfor en profession. Undren er jeg som sagt stærkt optaget af, fordi undren er fænomenologisk set noget ganske andet, end det at være nysgerrig. Det er, som jeg også sagde, noget andet end at være undersøgende. Men typisk forstår man undren som en af de to attituder. F.eks. også inden for projektarbejde og problem-baseret læring, hvor man jo også bliver bedt om at starte fra en undren. Men det er ikke den problemløsningsorienterede undren, der optager mig, hvor man typisk siger: “Jeg har et problem, jeg undrer mig over, hvordan jeg kan løse.” Det er som sagt heller ikke den tekniske og natur- og samfundsvidenskabelige form for undren, som jeg forsker i. Det er den fænomenologiske undren, den hermeneutiske undren, den eksistentielle undren, den ontolgiske og værensmæssige undren. Så har vi fat i en lang mere filosofisk og eksistentiel form for undren.”

Lyttende tilgang og ramt af stilhed

- Kan du give et eksempel på, hvad der kendetegner den type undren? 

“Jeg kan tage et andet eksempel – fx psykologen. En psykolog vil spørge: -Hvorfor reagerer hun på den her måde? Jeg undrer mig over, hvorfor hun gjorde det? I psykologens faglig-videnskabelige undren prøver hun at komme bagom det, der skete, for at finde ud af de mekanismer, de årsager, der måtte lige bag, hvorfor hendes klient gjorde, som hun gjorde. Men hvis jeg nu som kunstner, f.eks., er i en kunstnerisk forundring, så ønsker jeg ikke at finde forklaringer, eller få en yderligere viden om noget. Jeg er mere optaget af, at der er noget her, som jeg bliver fascineret af. Jeg oplever, at jeg bliver grebet af noget, og erfarer det som forunderligt. En sådan æstetisk (ikke-nytte- og ikke-problemløsnings-orienteret) forundring vækker en fra den “pragmatiske slummer”! Fra at have været i en funktions-orienteret hjælperelation: det skal nytte noget, det skal bruges til noget – begynder personen, der rammes af en genuin æstetisk forundring, at se på det andet menneske og sig selv og verden med stadig større forundring og fascination: “Gud hvor er det her dog forunderligt, hvorfor vi mennesker er, som vi er!” Det får personen til at komme ind i en mere forsigtigt lyttende og modtagende tilgang og position. Det er den kunstneriske mere fænomenologiske form for forundring. Men så vil jeg tilføje: Den eksistentielle, hermeneutiske og filosofiske undren er noget lidt andet også. I den fænomenologiske og æstetiske forundring oplever vi, wow! Der er noget, derude der taler til mig. Her må jeg blive stille for at lytte og åbne mig for dette indtryk. I den fænomenologiske forundring er der er noget, der kalder på ens opmærksomhed på et sanseligt intuitivt niveau. Men i den filosofiske og hermeneutiske undren forsøger jeg at give et personligt svar på den “kalden”, jeg har hørt. Så hvordan kan jeg ligesom træde ind i det og begynde at forstå (ikke forklare!) fænomenet indefra, indefra den grebethed som jeg står i? Den eksistentielle filosofiske undren handler om, at jeg prøver at tænke mig selv med i mødet med fænomenet.”

Jeg-Du-forhold

“Det er egentlig et Jeg-Du-forhold du kaldes ind i, når du kommer i en eksistentiel og filosofisk undren. Når du derimod står i en videnskabelig eller pragmatisk problemløsnings-undren vil du typisk stå i et Jeg-Det-forhold. Da har du gjort det, du vil forstå, til en gentand, et objekt, for din undersøgelse. Kunstneren og filosoffen bevæger sig anderledes lyttende og dialogisk frem mod det, de vil prøve at forstå og komme i kontakt med. Det er som også den tyske filosof Hans-Georg Gadamer siger indledningsvist i Sandhed og metode (2004/1960), fra kunstens og filosofiens erfaringsrum og “væreform”, at den humanisiske forskning henter sit grundlag og inspiration.”

Det underfulde og undren som berørt ikke-viden

- Men hvad forstår du ved “filosofiens erfaringsrum”?

“Det filosofiske erfaringsrum kan ikke udtømmes ved en henvisning til almindelig akademisk fagfilosofi. Som hvis man siger, at man “kan” sin Kant, eller Løgstrup eller Wittgenstein. Nej, det er filosofi som de gamle grækere forstod filosofi som en praksis, der optager mig. Altså, filosofi forstået som en livsform og livskunst. Filosofi som philo-sofia, altså en kærlighed til visdom. Så en filosofisk praksis og det filosofiske erfaringsrum, som den sokratiske spørgekunst kan hjælpe os ind i er egentlig at komme i en filosofisk undren. I det øjeblik lytter jeg efter det, jeg nu er blevet ramt af, og så spørger jeg mig selv: hvad er det almenmenneskelige og vise i det? Hvad er det Gode, det Skønne og det Sande i det, jeg lige har hørt? I den filosofiske dialogpraksis prøver man sammen at komme i forhold eller i resonans til det, som synes at være det væsentlige i det undersøgte fænomen. Ja, det er faktisk lidt som om man vækker “væsenet” i fænomenet, når man kommer i den filosofiske undren, så væsenet nærmest får lyst og mulighed til at tale tilbage. Sker det, oplever man sig ramt af undren, er det i og for sig fordi man oplever noget underfuldt, eller et under. Det behøver man ikke at være religiøs for at sige. På ingen måde. Wittgenstein og Heidegger fx var ikke religiøse filosoffer, men de var livet igennem stærkt optaget af netop at gense og revitalisere vores forundrings- og undringsevne. Wittgenstein talte om at lære at se “det mirakuløse” midt i det hverdagsagtige. Heidegger om at se værensunderet også midt i vores ordinære og almindelige hverdagsliv. Når vi begynder at spørge, og virkelig bliver ramt af en ægte spørgen: Hvad er i grunden kærlighed? Hvad er i grunden et menneske? Hvad er i grunden indre ro? Egentlig, i grunden? Så tænker man måske ved sig selv: “Mhm, det troede jeg, at jeg vidste og havde viden om, jeg har jo netop gået på kurser i det!?” Men det man opdager, når man er ramt af en sanselig stemt forundring og senere filosofisk undren er, at man står i en zone af “berørt ikke-viden”, som min norske ven og kollega, professor Anders Lindseth, vil have sagt. Vi er berørt af noget, men vi ved ikke, hvad det er. Denne “berørte ikke-viden” handler ikke om, at der endnu er noget man ikke ved, men hvis blot vi koncentrerer os og læser godt nok på det, så får vi også lært det. Nej, det er en langt mere ren og radikal ikke-viden, fordi der er – som både Wittgenstein og Heidegger igen og igen kommer tilbage til – etiske, eksistentielle og metafysiske erfaringer, som vi ikke kan stå i et vidende forhold til og “have viden om”. Vi kan kun og langt mere ydmygt stå i et lyttende, modtagende og taknemmeligt forhold. Heri ligger forskellen på viden som vilje til kontrol og bemestring på den ene side, og visdom som en vilje til at træde til siden for at noget større end én selv, der erfares som yderst værdifuldt og meninggivende og samtidig som uudsigeligt og ubegribeligt.“

Møde det andet menneske gennem øget forundringssans

- Hvorfor er undren godt? Hvad er undringsforskning til for?

“Jeg forsker i undringens fænomenologi, og hvordan man kan arbejde med undrings-baserede dialoger og refleksionsrum indenfor pædagogisk filosofi, eksistenspædagogik og bredt indenfor universitets- eller professionshøjskoler og professionstræning. På hvilken måde kan universitetsstuderende blive bedre til at tænke selv? På hvilken måde kan sygeplejersker, lærere, socialpædagoger, designere og generelt professionelle, der arbejder med mennesker og kommunikation, blive bedre til at møde det andet menneske og møde livsfænomenerne i den hverdag vi går rundt i – gennem en øget forundrings- og undringssans? Det har jeg skrevet en del bøger om. Både for sygeplejersker, lærere, designere, innovationskonsulenter. Ligesom jeg også har talt for en ny profession, som hedder “hospitals- og hospicefilosoffer”, som kan noget andet end hospice-psykologen og hospice-præsten.”

Genfortryllelsen og verden som et grundlæggende mysterium

“Når det gælder universitetet og praksisforskning, så har jeg udviklet en form for aktionsforskning, som er en fænomenologisk og sokratisk aktionsforskning. Det er nyt. For mig er det vigtig forskning, fordi jeg ser, politisk set, at der er blevet lagt en linie, indenfor sundhedssektoren og indenfor velfærdssamfundet som sådan, som i de sidste 10-20 år, har været utrolig domineret af en New Public Management tænkning, som er megen instrumentel, effektivitetsorienteret, økonomisk orienteret tænkning. Så hele den humanistiske måde at møde et andet menneske, for menneskets egen skyld eller gå til et emne, fordi emnet i sig selv – og ikke kun fordi det kan “bruges til noget” – opleves som værdifuldt i sig selv – denne lystbetonede og humanistiske måde at tænke på er desværre blevet betydeligt svækket. Så det jeg kæmper for, det er en rehumanisering af sundhedsektoren, socialsektoren og samfundet som sådan. Jeg kæmper for at komme med et modbillede til den såkaldte affortryllelse af verden, som videnskabeligheden har gennemtrumfet. Jeg kæmper egentlig for en genfortryllelse af verden, at verden er et grundlæggende mysterium, mennesket er et mysterium. Den der sikre viden, som vi bygger vores liv op omkring med vores videnskabelighed, det er egentlig et hovmod, det er en endimensionalisering af tilværelsen.”

Rehumanisering

“Kunstig intelligens, eksempelvis, er jo et pudsigt fænomen. For nogle af dets tilhængere synes at tro, at nu vil A.I. overtage, hvad mennesket før har kunnet, men nu bare gøre det hurtigere og mere effektivt. Men hvis man kun ser på verden og det menneskelige liv igennem den kunstige intelligens’ øje, som jo i den grad er styret af en tekno-videnskabelig rationalitet og verdensbillede, så er det billedlig talt, som hvis man stod i et kulsort rum og kun kunne se ud af et lille bitte hul i væggen. Det, som det lille rationelle og algoritmiske blik kan se, er en utrolig reduceret del af virkeligheden. Som den schweiziske arkitekt og forfatter Max Frisch, der skrev romanen Homo Faber, skal have sagt: ”Teknologi er vores evne til at arrangere verden sådan, at vi ikke oplever den.” Kun den sansning, der lader sig måle, kontrollere og observe på anonym måde synes at blive taget alvorligt, hvis man kun ser med dette blik. Men verden, mennesket og vores sansninger er heldigvis meget mere end det! Noget som igen Wittgenstein, Heidegger og herhjemme K.E. Løgstrup har gjort opmærksom på. Hvis ikke vi passer på, hvis vi blot giver os hen til det naturvidenskabelige og naturalistiske verdensbillede, så vil vi miste noget uerstatteligt og utrolig værdifuldt ved vores liv. Ja, så har man formindsket simpelthen verden. Så, det er også en kamp mod scientisme og troen på videnskaben i dens radikale naturalistiske og materialistiske forstand, som den humanistiske og eksistentielle praksisfænomenologi og praksishermeneutik tager op.”

- Hvad er god undervisning?

God undervisning er en balancegang mellem fire stemmer

“Kort og forenklet sagt er god undervisning for mig når man i undervisningen – i indhold og form – ser en balancegang hvor de studerende og underviseren får mulighed for at arbejde med “De Fire Stemmer”, som er: Systemets stemme, Fagets stemme, Personens stemme og Sagens stemme.“

Systemets stemme

“Systemet stemme er optaget af: Hvad er det vi, ifølge eksamensordningen, nu engang skal? Hvad er det for teknikker, kompetencer og læringsmål osv., de studerende skal lære ifølge uddannelsessystemet? Her hører vi den institutionaliserede faglighed og politiserede rammestyring for uddannelsesinstitutionerne. Her er holdningen: “Det skal vi nu engang lære. Det kan vi ikke rykke ved.” Det er Systemets stemme, og selvfølgelig skal vi også lytte til denne stemme i undervisningen og undervisningsplanlægningen. Men hvis det primært er Systemets stemme, der får lov at blive hørt, så bliver det dårlig undervisning.”

Fagets stemme

“Fagets stemme taler for, hvad videnskaben og fagligheden på området finder vigtigt. Hvad siger fx psykologien om, hvad mennesket er, og hvilke metoder kan vi bruge, og hvordan kan det være med til at løse nogle af de problemstillinger, som vi åbenbart skal løse? Rigtig megen undervisning er bygget op omkring de to stemmer: Fagets stemme og Systemets stemme. Hvis man har lært dem at kende, så er man så godt som uddannet, synes parolen at være. Især hvis systemets mål- og kompetencebeskrivelser bliver støttet op af såkaldt ”evidens-baseret læring.” Men, det du får ud i den anden ende, hvis du kun bliver undervist i Systemets stemme og Fagets stemme, er Teknikeren. Det er en person, som har lært nogle teorier, og lært, hvordan man anvender dem på praksis. Det er, vil jeg hævde, en megen instrumentel måde at tænke på.”

Personens stemme

“Man må lære at gå fra at stå i et sådant teknisk-instrumentelt forhold til viden og uddannelse til – i at lære at stå i et mere personligt og praksis-orienteret forhold til viden og uddannelse. Man skal ikke kun kunne sin teknik, men også blive en god “Håndværker” i sit fag. Det sker, når man får “jord-under-neglene”, dvs. egne levede erfaringer med den praksis og profession, som teorierne på uddannelsen gjorde sig abstrakte og generelle tanker over. Lad os tage et eksempel. En sygeplejersker har fx lært, hvordan hun teknisk set skal håndtere akkrediteringssystemer og evalueringssystemer, og det hun og hendes kollegaer bliver målt på. Hun har i den grad hørt og fulgt Systemets stemme. Hun kan også hendes faglige ting. Hun kender professionens teorier og metoder og kan svare for sig, hvis hun bliver spurgt. Hun kender også Fagets stemme og følger den. Så langt så godt. Men der er et højere niveau end systemer, viden og metoder. Det handler om nærvær og visdom, praktisk visdom. Det kan man ikke måle eller læse sig til. Her bliver sygeplejersken først og fremmest nødt til selv at gå ud i verden, og på egen hånd også selv foretage personlige skøn. For ofte passer virkelighedens verden hverken til akkrediteringssystemerne eller til teorierne og metoderne. Her må sygeplejersken lære at finde sin egen stemme. Den Personlige stemme opstår, når sygeplejersken finder sin egen personlige arbejdsstil og også kan mærke og høre sig selv midt i koret fra Systemets og Fagets stemme. Det har noget at gøre med at finde sig selv: “Hvem er jeg i grunden selv i alle disse krav og teorier og procedurer? Hvad er den dybere mening med det, jeg laver? Hvad er det særligt jeg motiveres af og føler mig kaldet til at gøre?” Så det med at finde sin egen stemme: hvor og hvem er jeg i alle de der systemiske og faglige stemmer? Det er en form for eksistentiel dimension i ens faglighed.”

Sagens stemme og situationens kalden

“Den måske allervigtigste stemme er Sagens stemme. Så, nu har vi altså en sygeplejerske, som kan sin faglighed, kan sin videnskab, kan sine metoder og ved hvordan hun håndterer de systemiske forhold og akkrediteringssystemer, og har fundet en personlig arbejdsstil og også sig selv i det arbejde og krydsfelt mellem Systemets, Fagets og Personens stemme. Det er imidlertid ikke godt nok. For sygeplejersken kan blive så optaget af sin egen faglighed, og af hvad systemerne vil have og også af, hvad hun selv synes og har flair for og lyst til, at hun overhører Sagens stemme! Det er et eksempel. Hvis man er sygeplejerske, og der sidder en dreng på syv år, der har en sygdom, og omkring den dreng sidder hun, en psykolog, en læge, en fysioterapeut, altså mange forskellige fagligheder omkring drengen. Hver faglighed insisterer på, at deres stemme er den vigtigste, og så opstår den tværfaglige diskussion omkring barnet. Men man kan blive så optaget af at høre sine egen faglighed, at man ikke kan høre sagen for bare fag. Hvis jeg kun kigger på barnet med det faglige blik, kan jeg let komme til kun at se på barnet som et objekt, som noget, der skal passe til de diagnoser eller teorier og typologier, man opererer ud fra. Man ser ikke barnet i sig selv, dette unikke og konkrete barn, Peter. Man har allerede et filter af faglighed, man ser igennem, så jeg egentlig ikke ser og møder ham. Med Martin Buber kan man sige, at man meget let med Systemets stemme og fagets blik og stemme kan komme ind i et Jeg-Det forhold til det, man undersøger. Eller, hvis man bliver for optaget af sin egen personlige stemme, kan han blive gjort til ens projekt, hvad man nu har lyst til at gøre. I så fald er det mere ens psykologiske behov der tilfredsstilles, og så mister man muligheden for at høre, hvad det er øjeblikket, sagen, relationen, situationen i det her øjeblik kalder på. Så Sagens stemme har noget med at gøre med, at kunne høre situationens og relationens kalden, hvad det her øjeblik kalder på.”

Phronesis – praktisk visdom

- Kan du sige mere om, hvad du mener med "situationens og relationens kalden”?

 “Det handler om en langt mere intuitiv fornemmelse, der har med det, man med et græsk ord ville kalde phronesis-dimensionen. At man ikke bare kan sin techne, ikke bare kan sin viden, sin episteme, men er lyttende overfor, hvad øjeblikket kalder på, som er phronesis, som er dimensionen for praktisk visdom. Man kunne med et andet ord også kalde denne dimension for taktfuldhed. Det har Gadamer og den Canadiske fænomenolog Max Van Manen skrevet mange kloge ord om. Læs fx Van Manen bog fra 2015, der hedder Pedagogical Tact. Fremragende bog! At være i takt med det, som situationen eller relationen kalder på at man skal gøre, kan også forstås via K.E. Løgstrup og hans begreber om suveræne og spontane livsytringer. Det man hører og reagerer på er således en etisk livsytring eller livsfænomen som tillid, håb eller kærlighed. Det er disse livsytringer eller fænomener, som man hører og i bedste fald handler i kraft af, spontant, improviserende og intuitivt. Man må være eksistentielt nærværende, og værens-orienteret og altså ikke blot i et pragmatisk gøre-mode. At kunne høre Sagens stemme handler altså rigtig meget om ikke bare at lytte med et vidensorienteret øre til verden, sig selv og det andet menneske, men også med et visdoms- og værensorienteret øre.”

Balance mellem de fire stemmer

“Det er, når jeg i bogen At møde verden med undren (2018) taler om Fire Stemme-modellen og om dannelsesfeltet imellem den personlige stemme og sagens stemme, at jeg trækker undren ind. Den filosofiske undren og æstetiske forundring hjælper dig til at få den mere eksistentielle og værensmæssige åbenhed og lytten i spil, således at ikke kun Systemets og Fagets stemme høres. Undren hjælper den studerende og den professionelle til at finde en nødvendig balance mellem de fire stemmer. En god jazzmusiker skal kunne sine teknikker og sit håndværk, men hvis du er en Kunstner i dit fag og i din undervisning, så bliver du nødt til også at kunne overskride din faglighed, din kompetence, dine teknikker for bedre at kunne høre hvad det er “musikken” i faget og undervisningen, d.v.s. hvad det er som sagen selv kalder på i det pågældende øjeblik. Så du skal som den gode omsorgsprofessionelle og som underviser lære at kunne jazze og improvisere.“

- Hvordan får jeg sat den undren i centrum i min undervisning?

God undervisning er at vise underet

“På god højskoleagtig maner, kan man sige, at når jeg underviser, prøver jeg at “vise underet”. God undervisning er at vise underet. Og hvad vil det så sige? Det vil sige, at jeg som underviser prøver altid at tænke de fire stemmer med. Og mere praktisk kunne man sige, at man altid må prøve at arbejde ud fra et dobbeltsporet forløb.”

Det pædagogiske dobbeltspor: kompetence og dannelse

- Ja, du taler i et andet og tidligere interview om vigtigheden af et pædagogisk dobbeltspor?

“Ja. I det ene spor – og det er det, der er det typiske – er man optaget af at undervise i nogle bestemte læringsmål og kompetencer, som skal kunnes. Det kalder jeg for læring- og kompetencesporet. Du kan også kalde det for viden-sporet. Det er sådan, vi får opbygget noget viden, så vi kan kontrollere, håndtere og bemestre verden. Fokus er på at kunne håndtere og bemestre. Det er det ene spor. Selvfølgelig skal vi lære det. Selvfølgelig skal saxofonisten kunne sine teknikker og sit håndværk. Men det andet spor er dannelses- eller visdom-sporet. Her er det ikke viden, læring og kompetencer, der står i centrum, men visdom, væren og dannelse.”

Hvorfor giver det en dyb mening for mig og for os mennesker?

“I det andet spor handler det om, hvordan kan jeg få de studerende eller eleverne til også at forholde sig eksistentielt og etisk til det, vi gør. Du skal både have en eksistentiel indsigt i, hvorfor er det her, jeg undervises i, vigtigt for mig i min verden? På et eksistentielt niveau, hvorfor giver det en dyb mening for mig? Og, lige så vigtigt, hvorfor giver det også en dyb mening for os mennesker? At arbejde eksistentielt betyder ikke en indadvendthed, men omvendt at man spørger ud til, hvad det er eksistentielt og almenmenneskeligt set, som vi har til fælles og som binder os sammen som mennesker. Det kan fx være forundringen over og et undringsfællesskab omkring, hvad kærlighed dog er, eller hvad “indre skønhed” kan være? Hvornår er vi – som den tyske sociolog Harmut Rosa ville sige – i resonans med nogle dybere værdi- og meningsgivende erfaringer og fænomener?”

Indsigt og udsyn

På den ene side er der den eksistentielle indsigt, og “hvem er jeg?”-spørgsmålet, og hvad er den dybere mening med mit og menneskers liv. På den anden side andet er det etiske udsyn. Her stilles der andre ”vi-orienterede” spørgsmål. Hvordan kan det her, vi laver nu, på min uddannelse, i dette projekt vi har gang i her, hvordan kan vi måske være med til at gøre verden bedre? Ikke bare på et politisk samfundsmæssigt niveau, det er også godt, men også på et mere kulturelt, økologisk, planetarisk niveau. Her handler det om de store fællesskabende visioner og tanker. Det er vigtigt at få det med, og dette etiske aspekt har også med dannelsessporet at gøre. En væsentlig del af det, der kitter folk sammen eller motiverer eller kan få en person eller flere til at komme ud af den zone, der kun er optaget af det umiddelbart nyttige, målbestemte og håndterbare, er at være grebet af noget, brænde for noget, og komme mærke at man nu er på vej sammen – både underviser og studerende – ud i en proces og ud i en tænkning, som er ny for alle, og som opleves som noget man er stolt af at være en del af. Så stolt at man også vil fortælle sine børnebørn om det, når man bliver ældre. Så er der kommet etisk højde og “swung” over undervisningen! For at komme over i dette dannelsesspor, der er det min erfaring, at den undrende måde kan fungere som en slags løftestang.”

Landingsbaner og undringsrum

- Hvordan kommer man så ind i den undrende tilgang? Hvordan praktiserer du undringsrum?

”Jeg har over snart 20 år udviklet nogle særlige undringspraksisser. Men vigtigt, man kan ikke ville undren! At komme i undren er ikke en viljessag, altså noget man blot bestemmer sig for og så planlægge i god tid at gøre. Så har man virkelig misforstået eller aldrig selv været i en ægte filosofisk undren eller æstetisk forundring. Undring af den type kommer altid uventet og bag på en. Derfor kan man ikke tale om “undringspædagogik”. Man kan ikke håndtere undren. Der findes ikke en undringsdidaktik eller undringspsykologi. Eller hvis de dukker op, så hold jer væk, for i så fald får man ikke mulighed for at møde den ægte undren. Ligesom man kan tale om modsætningen mellem retoriske og pædagogiske spørgsmål på den ene side, og på den anden side om ægte og levende spørgsmål, således gælder også for undren. Hvad gør man så? Hvad mener jeg da med “undringsrum” og “undringspraksisser”? Det man efter min mening kan er, at forsøge at lave en form for “landingsbane”, og håbe på at undringen så kommer forbi. Man kan prøve på at gøre sig modtagelig og åben for, at undringen kan ske med os, men du kan ikke lave en didaktik på det. De praksisser som jeg har tyve års erfaring med, har jeg kaldt “undringsværksteder” eller “wonderlabs”. Det er ord, som er gode at igangsætte en interesse for undrings-baserede dialoger og være-former. Men ærlig talt, så vil jeg i dag hellere tale om “undringsrum” end om “undringsværksteder”, fordi man let kan komme til at tro, at man kan tilegne sig “værktøjer” til at undre sig med. Det kan man ikke. Man kan håbe og arbejde på, at der vil opstå nogle eksistentielle dannelsesprocesser og møder med værensformer eller såkaldte sokratiske undringsdyder (At møde verden med undren, 2018), som kan gøre én mere åben og modtagelig for at høre “underet-i-hverdagen” og det, jeg før kaldte Sagens stemme. Sker det, så bringes man spontant ud i en begyndende forundring og undren. Det er en særlig form for eksistentiel og dannelsesmæssig praksis, som jeg prøver af på universiteter og professionshøjskoler. (se www.undren.aau.dk og www.finnthorbjornhansen.com.”

Det uudsigelige

- Du skriver i bogen “At møde verden med undren” bl.a. med henvisning til Løgstrup, at det vi mennesker lever i kraft af - det som giver mennesket dets egentlige livsglæde, livsmod og livsindhold – ikke er, hvad mennesket har magt over og kan styre, men det, vi netop ikke har magt over og ikke kan bemestre. Du nævner i denne forbindelse begrebet “det uudsigelige” (side 27). Hvad mener du med det?

“Hvis du nu skulle forklare mig, hvad kærlighed er, og jeg spørger efter en klar definition, hvad vil du så svare? – Eller prøv at definere et af de smukkeste musikstykker, du nogensinde har hørt. Prøv at komme med en helt klar definition på det. Eller prøv at finde evidensbaserede beviser for, hvorfor denne musik er god. Der sker noget, når du bevæger dig rundt i verden med det evidensbaserede empiriske blik (“fakta-blikket”). Nu skal eller vil jeg forholde mig faktuelt og objektivt, nu vil jeg neutralt dokumentere og observere på det, der sker omkring mig. Hvis man ankommer til verden og ser på verden, sig selv og andre med et sådan evidens-søgende blik, hvor kun det, der kan tælles og observeres på empirisk vis, får lov at få betydning og få stemme, så sker den reduktion og én-dimensionalisering af verden og det menneskelige liv, som jeg kritisk talte om før. Hvis du med andre ord går rundt med det empiriske evidensbaserede blik, så kan du alt for let komme til at gøre vold mod livet selv. I hvert fald det liv der har med det etiske, eksistentielle og det værdimæssige at gøre. Det kan du ikke fange ind ved hjælp af den mere evidens- og empirisk orienterede tilgang, hvis du primært støtter dig op af den naturvidenskabelige og i en vis forstand også socialvidenskabelig tilgang, der trækker på fx neurovidenskab eller andre naturvidenskabelige tilgange. Hvis du derimod trækker på en humanistisk, fænomenologisk og hermeneutisk dannelses- og forskningstradition, vil du bedre kunne opnå en større forståelse for, at der er noget her i livet, som vi ikke kan beskrive på sådan en definerende måde. Det uudsigelige har med de etiske, eksistentielle og metafysiske erfaringer, spørgsmål og dimensioner i livet. Wittgenstein og Heidegger er vel nok de to undringsfilosoffer i det 20. århundrede, der klarest har vist denne linje eller grænse mellem det sigelige (som natur- og socialvidenskaben tager sig af) og det uudsigelige (som filosofi, kunsten og den humanistiske forskning er optager af/taget op af).

Den æstetiske og sokratiske dimension

Som jeg indledningsvist sagde med Gadamer, hvis man skal prøve at komme i dialog eller resonans mod det uudsigelige eller det etiske eller værdimæssige, og prøve at komme i et forskende og lærende forhold til det, så må man bevæge sig frem på to fødder. Den ene fod er den æstetiske og lyriske dimension. Der er noget i kunsten, der er noget i det æstetiske, du bliver grebet og berørt af noget, og kunsten har nogle erkendelsesformer i sig, som vi kan lære af. En slags art-based research eller art-based pædagogik. Det er den ene ben.

Der andet ben er det sokratiske, filosofiske, at der også er en dialektik, en åbnende begrebslighed, en “begrebets-strækken-sig-til-det-yderste”, og en spænden ben for vores begreber og rationaliteter. Et sokratisk drilleri og jordemoder og samtalekunst, der leder hen til en “fyldt stilhed” og undren, idet vi i denne undren netop står over for noget “underfuldt”, et Du, som bringer os til tavshed for at vi bedre kan lytte til det, vi ikke selv er og ikke selv siger (eller kan sige).”

Stilfærdig lytten og åbenhed for at en forståelse kan komme til dig

“De to ben, det filosofiske og det æstetiske ben, kan altså få os bedre ind i en stilfærdig, forsigtig lytten til det eksistentielle og uudsigelige. Og gør man det, så vil man netop, når man står i den filosofiske undren, blive mere åben for, at en forståelse kan komme til dig, at du kan blive grebet af noget, at en indsigt kan komme, mere end hvis du systematisk går ud og begriber en indsigt i kraft af de rigtige begreber og metoder. Det samme med kunsten. Du vil i kraft af kunsten komme i et mere fænomenologisk sanseligt stemt forhold til det underfulde og uudsigelige. Inden for nyere filosofi kalder man også dette for en “apofatisk tænkning”. Det er noget, jeg er stærkt optaget af for tiden, og sikkert også de næste år. Der er – for nu at parafrasere DRs julekalender Julestjernen – ”guld i den bakke!“