Drop håndsoprækningen – lad os nytænke klassediskussionen

Jeg glemmer aldrig erhvervsskolernes pædagogikum i Århus i 2002. Harpunering fra dag et. Det var forfriskende og gav en lidt nervøs stemning. Underviseren tog konsekvent altid dem, som ikke havde hånden op. Ingen kunne føle sig sikre. Jeg boede i Aalborg og havde været tidligt oppe, sad og faldt lidt hen i hjørnet. Han lavede kig væk finten og råbte: "Ejlskov, hvad tænker du om Vygotsky?"

Klassediskussionen - en svær disciplin

Jeg har altid synes, det er en af de sværeste discipliner: den dynamiske og aktiverende klassediskussion. Alt for ofte ender det med en for højtragende diskussion for de få (oftest siddende på forreste række), som aktivt - med håndoprækning - markerer sig. Alt imens de andre "holder sig under radaren" og langsomt kobler af. Aktiv brug af spørgeteknik hjælper selvfølgelig på en del på problemet: f.eks. at optage svaret og spørge videre frem eller den mere aggressive variant: harpunering. Men det er ikke nok.

Hør ikke kun dem med de rigtige svar

Hvorfor ikke bare droppe håndoprækning? Ville det ikke i højere grad komme de fagligt udfordrede til gavn? Det mener Dylan Wiliam, Professor Emeritus ved University of London. Wiliam påpeger, at læreren stiller en masse gode spørgsmål, for at finde ud af om eleverne har lært det, han gerne vil have dem til at lære.

Men ofte er det kun et fåtal som svarer: "Læreren stiller et spørgsmål og seks elever rækker hånden op. Læreren vælger en af dem og skaber sig et billede af klassens behov på basis af en eller to frivillige. Nogle deltager mens andre bare lukker ned" (Læringens idéhistorie, 7:7. dr.dk d. 15/11-2016).

Han argumenterer for, at læreren skal basere sine beslutninger på et bredere grundlag. Istedet for at høre dem med de rigtige svar, burde læreren høre de andre og stille spørgsmål på en anden måde. Han foreslår, at man i stedet mindst en gang i løbet af timen får alle elever til at svare, f.eks. ved at få dem til at stemme ved at række nogle fingre op. Eller at man indfører mini-whiteboards til alle, hvor eleverne skriver deres svar og overvejelser på og efterfølgende viser frem. "Det gør omgående læreren i stand til at reagere og tilpasse undervisningen", mener Wiliam. Eller at man skriver elevernes navne på sedler, som man tilfældigt trækker imellem.

Hold lidenskaben for at lære i live

Med erfaringen bliver man, ifølge Wiliam, bedre til at give feedback. Feedback afhænger af lærer-elev forholdet. "Den samme feedback kan få én elev til at tage sig sammen - men få en anden til at give op. At vide, hvornår man skal presse eleven og lade eleven være i fred - er svært at lære. Jo mere man øver sig, jo bedre blive man." (ibid.) Han slutter med denne salut: "Alle læreres opgave er at holde lidenskaben for at lære i live." (ibid.)

Jeg har nu givet mig selv et benspænd: til næste klassediskussion bruger vi ikke håndsoprækning!

Hvad er dine oplevelser med klasseundervisning og håndsoprækning? Del meget gerne dine erfaringer og ideer i kommentarfeltet herunder.