Hyperpolitik

Hyperpolitik af den belgiske idehistoriker Anton Jäger er en undersøgelse af, hvorfor så mange råber og så få lytter i dagens politiske virkelighed. Det er en medrivende fortælling om, at vi har bevæget os fra institutionaliseret politiske bevægelser, over en afvisning af det politiske til en situation, hvor alt er politisk, men hvor den politiske kamp foregår individuelt eller i løstkoblede netværk.

 Vi har hver især bedre mulighed for at råbe, men glemmer hurtigt, hvorfor det egentlig var, at vi råbte. Vi er gået fra massepolitik til hyperpolitik.

 En central pointe i Jägers analyse er, at hyperpolitik betyder, at politik ikke længere handler om konkret handling, men i højere grad om repræsentation og udtryk. Politik er blevet en forestilling, hvor sociale medier og internettet muliggør en konstant strøm af politiske budskaber og symboler, som befolkningen kan tilslutte sig eller tage afstand fra.

 Jäger argumenterer for, at denne udvikling er et resultat af globalisering og digitalisering, som har skabt en ny offentlig sfære. Her kæmper politikere og influencere for opmærksomhed, hvilket resulterer i, at politiske diskussioner bliver mere polariserede og opdelt i symboler og emblemer frem for konkrete politiske løsninger.

 Et andet vigtigt punkt er, hvordan hurtigt voksende massebevægelser har været med til at forme denne hyperpolitiske udvikling. Jäger påpeger, at både på højre- og venstrefløjen har man udnyttet den politiske arena til at skabe en “os mod dem”-retorik, hvor symbolske markeringer og enkle budskaber dominerer frem for nuancerede politiske diskussioner. Ved at spille på identitets- og kulturkonflikter har populister af forskellig slags været med til at forstærke hyperpolitikken. Det har flyttet fokus væk fra sociale og økonomiske uligheder, til i stedet at handle om kulturkamp og moralske spørgsmål. Det er en analyse som også deles af Andreas Reckwitz, der folder den ud i hans bog Singulariteternes tidsalder.

 Ifølge Jäger kan man anskue politik i en matrix mellem institutionalisering og politisering. Når graden af politisering er høj, fylder politiske emner meget i folks liv. Denne politiske bevidsthed kan så i større eller mindre grad ske inden for rammerne af etablerede institutioner. Tidligere var institutioner som fagforeninger, partiforeninger eller offentlige og/eller lokale institutioner stærke. I dag har det politiske en højere grad karakter af noget individuelt (fx som netkrigerens tastekamp) eller i løst organiserede og ofte kortlivede ad hoc-grupperinger.

 I Hyperpolitik gennemgår Jäger mellem historiske former til at forklare udviklingen af politisk deltagelse og magtudøvelse fra det 20. århundrede til i dag. Han definerer fire hovedkategorier: massepolitik, postpolitik, antipolitik og hyperpolitik. Hver af disse repræsenterer et særligt politisk stadie og en specifik måde, hvorpå borgere og politiske systemer interagerer.

Massepolitik
Massepolitik beskriver den type politik, der dominerede i første halvdel af det 20. århundrede og er kendetegnet ved stærke politiske partier og masseorganisationer. Denne periode var præget af høj grad af borgerengagement og kollektiv deltagelse, ofte gennem fagforeninger, partier og sociale bevægelser. Politik var i høj grad klassedelt og orienteret omkring ideologier som socialisme, liberalisme og konservatisme. Massepolitik gav folk en fælles identitet og en struktur, hvor de kunne arbejde for sociale og økonomiske ændringer. Ifølge Jäger var det en periode, hvor det politiske engagement blev institutionaliseret og formet af en klar vision om et fælles, kollektivt samfundsprojekt. Folk råbte, men gjorde det i et organiseret fællesskab.

Postpolitik
Postpolitik opstod i slutningen af det 20. århundrede og markerer et skifte væk fra de store ideologiske skillelinjer. Efter murens fald og afslutningen på Den Kolde Krig blev politik i stigende grad orienteret omkring konsensus og teknokratisk styring. Her var  fokus på effektivitet og pragmatiske løsninger snarere end på ideologiske visioner. De klassiske venstre-højre-ideologier mistede deres betydning, og politik blev mindre omstridt og mere fokuseret på administrative løsninger. New Public Management kom, så og sejrede.

Jäger beskriver postpolitik som en tid med lavere borgerengagement og en øget professionalisering af politiske ledere, hvor politik blev domineret af eksperter og teknokrater, og store dele af befolkningen mistede interessen for politisk deltagelse. Politik blev kedeligt. Uncool. Vi ville hellere til rave, høre grunge eller tage Tillmans-agtige billeder i Berlin. Flere steder i bogen henviser Jäger til Houellebecqs forfatterskab som et billede på dette. Folket blev til atomiserede desilluserede individer.

Antipolitik
Antipolitik er en reaktion på postpolitik og er kendetegnet af en voksende modstand mod det etablerede politiske system. Antipolitikken opstod som en kritik af de teknokratiske og elitære træk ved postpolitikken, hvor mange borgere begyndte at føle sig fremmedgjorte og udelukkede fra den politiske proces. Dette gav anledning til populistiske og ofte anti-institutionelle bevægelser, som søger at udfordre de etablerede magtstrukturer. Fra Teaparty til Occupy. Ifølge Jäger har antipolitik en stærk komponent af mistillid til traditionelle politiske partier og institutioner, og den er ofte baseret på en tro på, at "den almindelige borger" kan se mere klart end "eliten." Antipolitik er mere en negativ kraft end en egentlig politisk vision, og den søger snarere at afvikle eksisterende magtstrukturer end at skabe nye.

Hyperpolitik
Hyperpolitik er den fjerde fase og den type politik, Jäger mener præger nutiden. Hyperpolitik er karakteriseret ved høj intensitet og konstant forandring, hvor politiske diskussioner ofte er korte og følelsesladede. Med accelerationen af sociale mediers betydning er politik blevet mere fragmenteret og personligt. Borgerne deltager direkte i politiske diskussioner gennem online platforme, og beslutninger træffes ofte impulsivt og ud fra det, der trender. Jäger beskriver hyperpolitik som en form for politik, der er både aktiv og hyperreaktiv – det er politik i realtid, hvor reaktioner og holdninger konstant skifter og tilpasses i forhold til de seneste nyheder og trends. Hyperpolitik har skabt en ny form for demokratisk deltagelse, men er ofte præget af overfladisk engagement, hurtige konflikter og polarisering.

Hyperpolitikken opstår naturligvis ikke ud af det blå. Her i et længere citat:

” Hyperpolitikken ville næppe være tænkelig uden fremkomsten af et sæt indbyrdes forbundne betingelser. I social henseende hænger den sammen med et samfund, hvor det er lettere for borgerne at skifte fra det ene tilhørsforhold til det andet. På samme måde som ansættelsesforholdene i afindustrialiseringens tidsalder er blevet mere prekær og lettere at opsige (især for arbejdsgivere), er det også blevet langt nemmere at forlade en familie, et forhold, et parti eller en vennegruppe, end det var på Webers tid. At melde sig ud af en Facebook-gruppe resulterer ikke i samme form for social udstødelse, som tidligere overgik strejkebrydere, der blev frosset ud af deres nabolag. Disse muligheder for at bryde rammerne og hoppe fra det ene til det andet skaber et samfund, hvor alle livets dimensioner er underkastet kortsigtede logikker. Venskaber, ægteskaber, jobs og politisk engagement udspiller sig i stadig kortere tidsrum. Omskifteligheden i vores arbejdsliv ansporer til hyperpolitisk adfærd.

 Atomisering og acceleration går hånd i hånd: i det nye århundrede er folk mere ensomme, men også mere ophidsede; mere atomiseret, men også mere forbundne i netværk; de er mere rasende, men også mere forvirrede.”  (s. 22-3)

 Hyperpolitikken er god til at mobilisere til BLM-demonstrationer eller Trump-rallies, men den har endnu til gode at vise, at den kan skabe varige resultater eller få folk med forskellige holdninger og agendaer til at mødes og skabe fælles resultater. I en tid med multiple grænseoverskridende problemer er det ikke så godt.

Anton Jäger
Hyperpolitik
Informations Forlag