Et bud på en grøn teoretisk kanon

Vi vidste det engang. Så glemte vi det i nogle århundreder. Nu er det på tide, at vi genlærer det: Dikotomier er abstraktioner.

Kultur-natur, kunstigt-naturligt, krop-sjæl, menneske-ikkemenneske, stat-marked, offentligt-privat. Sådanne modsætningspar er gode at tale ud fra og de kan være nødvendige, når man skal lære verden at kende. Men på samme måde som kort er glimrende introduktioner til landskabet, så er de jo ikke landskabet. Vi ved det jo godt.

Moderne samfunds- og statsteori har i vid udstrækning dyrket dualismer, og især overdualismen civilisation vs. natur. Det har medført både skidt og kanel.

I den nye introduktionsbog Grøn samfundsteori præsenteres tanker og tænkere, der har det til fælles, at de insisterer på, at menneske og natur ikke kan eller skal forstås uafhængigt af hinanden. Hverken teoretisk eller praktisk. Den bør blive fast pensum på alle skoler og for alle undervisere. De teoretikere og tanker som bliver præsenteret, vil for mig blive et fast supplement i min undervisning.

Bogen er en slags arvtager til marmorbogen: universitetsklassikeren med introduktionstekster til Veber, Bourdieu og alle de andre. Jeg elsker marmorbogen, men synes at Grøn samfundsteori er bedre tænkt. Her er nemlig givet plads til introduktioner til teoretikere, en indføring i aktuelle debatter og anvisninger til hvordan man selv kan gøre tankerne til virkelighed. Virkelig sejt.

Grøn samfundsteori består af 29 kapitler, og er delt op i tre dele:

1: en introduktion til 15 grønne tænkere
Teoretikere som Bruno Latour, Donna Haraway og Jane Bennett fylder med god ret meget i de aktuelle teoretiske debatter om natur og mennesket. Så meget, at jeg undrer mig, om de virkelig er de eneste der er med til festen. Det er de naturligvis ikke. De fylder meget, og der er mange der kredser omkring dem, men festen er stor og huset vrimler med andre seje folk. Det er fest for folk med samme mening, men det kan også være rart.

Jeg blev vild med Val Plumwood og hendes feministiske læsning af naturen. Jeg blev behageligt forvirret af at forstå Eduardo Viveiros de Castros tanker om multinaturalisme og Kyle P. Whytes tanker om ancestrale dystopier og spørgsmålet om hvilken verden, det er vi skal redde. Alle introduktionerne begynder med en kort opsummering og afsluttes en oversigt over de væsentligste begreber. Tak 

2. Grønne debatter
Debatten om en ’grøn omstilling’ (hvad end det betyder) fylder meget. I aviserne, i politik, i uddannelserne og omkring middagsbordene. I bogens anden del foldes fem af debatterne ud. Bl.a. spørgsmålet om hvor meget vi kan overlade til teknologien (spoiler: ikke det hele) og spørgsmål om retfærdighed og om hvorvidt demokratiet overhovedet er gearet til så store udfordringer.

3. Grønne praksisser
Og hvad gør man så lige, hvis man tænker at det der grønne måske kunne være meget fint at beskæftige sig med? Det har bogen også et bud på. Gennem syv kapitler introduceres man til klimaakivisme, grønne fællesskaber, genforvildning, regenerativt landbrug, økoreligion, klima i kunst og fiktion samt grøn dannelse.

 Grøn samfundsteori kommer vidt omkring på sine næsten 500 sider. De mange bidragsydere er eksperter og forstår at formidle kort og præcist. Og tør at undlade. Hele tiden skarpt og koncentreret. De tre redaktører Simon Kjær Hansen, Stine Krøijer og Lars Tønder har gjort et forbilledligt arbejde. Et ønske herfra vil være, at de ikke stopper samarbejdet, men hurtigt går i gang med bind 2 – for der er stadig mange seje teoretikere vi ikke har hørt om i Danmark og der er flere debatter der kan foldes ud og praksisser der kan viderebringes.

Jeg vil anbefale at du læser bogen fra ende til anden, og så lader være med at lægge den for langt væk, for så dykke ned i den igen og igen.

Grøn samfundsteori
Simon Kjær Hansen, Stine Krøijer og Lars Tønder (red.)
Hans Reitzels Forlag
Næsten 500 velskrevne sider