Rettepraksis: Spar tid på rettearbejdet – af Lasse Wikman
Der er behov for at bruge mindre tid på rettearbejdet. Dels på grund af at besparelserne på gymnasieområdet rammer rettetiden, og dels for at have tid til i stedet at indgå mere i elevernes skriveproces.
GÆSTEBLOG · Ny skriftlighed taler for at eleverne lærer mere af processkrivning, hvor de får ”feedforward” og inputs undervejs i skriveprocessen i stedet for feedback efter afleveringen. Dermed er der behov for, at man sparer tid på det bagudrettede rettearbejde. Og omvendt: Ønsker man at spare tid på rettearbejdet (f.eks. pga. besparelser på rettetiden), så ligger berettigelsen for at spare tid på det bagudrettede rettearbejde i, at man sætter noget andet i stedet undervejs i skriveprocessen. Dvs. at spare tid på rettearbejdet hænger uløseligt sammen med processkrivning.
Min erfaring med andre rettestrategier end den klassiske har været, at processkrivning er en del af "løsningen" både på at spare tid og gøre skriveundervisning bedre og sjovere. Jeg ser mange forsøg på at finde rettestrategier, der skal gøre den bagudrettede retning hurtigere f.eks. ved udarbejdelsen af standard retteark. Dette er dog ofte utilfredsstillende set fra et læringsperspektiv, da feedback dermed bliver mindre målrettet eleven. Desuden er mulighederne for variation i rettestrategi få og tidsbesparelsen lille. Dvs. man skal ikke søge alternative bagudrettede strategier, men derimod lave en skriveporces, hvor eleverne får feedback undervejs i processen, hvilket overflødiggør en afsluttende bagudrettet retning af elevernes afleveringer.
Processkrivning handler om at man skaber en skriveproces med inputs undervejs. Disse kan komme alle mulige steder fra: læreren, andre elever, undervisning, tekster osv. Eleven er som alle andre tilbøjelig til at reproducere med udgangspunkt i tidligere erfaringer. Når elever skal skrive en aflevering, vil de tage udgangspunkt i, hvordan de gjorde sidst, også i de tilfælde hvor de har skrevet en dårlig aflevering (og ikke i lærerens eventuelle kommentarer). Tankerne bag processkrivning er, at man i stedet skaber en proces, hvor eleven får fremadrettet feedback og inputs undervejs i skriveprocessen og dermed så vidt muligt får skrevet en god besvarelse frem for en dårlig besvarelse.
For at kunne implementere dette i egen undervisning er der behov for et opgør med forventninger om, at eleverne har krav på at få rettet deres afleveringer i bund efter endt aflevering.
Rettestrategier
Herunder præsenteres eksempler på rettestrategier, der giver læreren mulighed for at skabe en skriveproces og spare tid på den bagudrettede retning.
Rettestrategi 1 - Genskrivning I:
Læreren læser elevens aflevering, frem til man har fundet en til to relevante ting eleven skal genskrive. Man behøves ikke starte ved starten, hvis det er senere dele af elevens aflevering, det er mest relevant at forbedre. Herefter formulerer man korte genskrivningskommentarer til eleven og eleven får elevtid til at genskrive. Det er vigtigt, at det er en lille og helt bestemt del(e) af afleveringen, eleven skal genskrive, da eleven ellers vil have meget svært ved at motivere sig selv til at genskrive. Afslutningsvis genafleverer eleven, og det genskrevne markeres med rødt af eleven, så det nemt kan findes. I ca. 9 af 10 tilfælde er eneste nødvendige lærerkommentar til det genskrevne ”Fint”.
Første gennemlæsning og formulering af genskrivningskommentarer, bør ikke tage mere end 5-7 minutter per aflevering, og anden gennemlæsning af det genskrevne bør ikke tage mere end 2 minutter.
Rettestrategi 2 - Genskrivning II:
Læreren læser kun 3-4 elevers afleveringer og udvælger eksemplariske afsnit. Disse medbringes til den efterfølgende lektion. Med udgangspunkt heri diskuterer eleverne i små grupper, hvad der gør afsnittene gode. Herefter udvælger den enkelte elev et af disse afsnit at lade sig inspirere af og genskriver et lignede afsnit i sin egen aflevering. Ændringerne markeres med rødt. Afslutningsvis læser læreren kun de dele af besvarelsen, eleven har genskrevet, og giver en kort kommentar tilbage - evt. blot ”Fint”.
Rettestrategi 3 - Elev-til-elev feedback:
Denne fremgangsmåde kræver, at læreren udvælger et eller få rettefokus. Herefter retter læreren den første del af elevens aflevering med dette fokus. Ret en mængde af afleveringen, så rettefokus står klart for eleven og ikke mere end det, f.eks. en halv til to tredjedele side.
Ved tilbageleveringen af afleveringen læser eleven først rettelserne i egen aflevering. Herefter bytter eleverne afleveringer i par. Herefter retter eleverne resten af hinandens afleveringer med samme rettefokus, og i slutningen af lektionen giver eleverne hinanden feedback i disse par.
Eleverne lærer af den feedback de modtager, men bliver måske endnu mere skærpet på, hvad der gør en god aflevering, igennem arbejdet med at give andre feedback.
Rettestrategi 4 - Elevretning af afleveringer:
Inden eleverne skriver afleveringen, beskrives for eleverne hvordan hele afleveringsprocessen kommer til at foregå, og eleverne instrueres i kriterierne for afleveringen der også efter aflevering vil være rettefokus.
To klasser skriver herefter en aflevering med nogenlunde samme afleveringsdato. Det kan være to klasser du selv har, eller du kan samarbejde med en kollega. De to klasser behøver ikke være på samme årgang, men der bør ikke være mere end et års forskel.
Eleverne får herefter en elevtime til at rette en aflevering fra en anden klasse. Kort herefter skemalægges en lektion med begge klasser til stede på samme tid, og eleverne giver hinanden feedback på afleveringerne med udgangspunkt i deres rettelser.
Eleverne skal parres med en elev med cirka samme faglige niveau, for at begge kan bruge den andens feedback. Denne rettestrategi fungerer klart bedst mellem to klasser frem for internt i en klasse, da motivationen dermed er større. ”Der er nogen der rigtigt skal læse min aflevering”.
Konklusion
At få alternative rettestrategier i spil afhænger af, at man får skabt en skriveproces, hvilket kræver lidt mere fremadrettet planlægning af afleveringerne. Desuden skal man få sat noget andet i stedet for den afsluttende stileretning i løbet af processen - typisk lærer-til-elev feedback eller elev-til-elev feedback. Målet er at få skabt en skriveproces, hvor eleven får flere inputs undervejs i skriveprocessen, hvilket gør den afsluttende retning overflødig. Gevinsten er forhåbentlig at eleverne lærer mere, at læreren slipper for kedeligt rettearbejde og at begge parter oplever en sjovere skriveproces.
Jeg taler ikke for en fuldstædig erstatning af klassisk rettepraksis, men forestil dig at lægge disse rettestrategier ned over fire af semestrets kommende afleveringer fra skoleårets start, og dermed vide, at du lige har sparet to arbejdsdages klassisk stileretning.
Kilder
Indlægget er - i en mere detaljeret udgave - bragt i Samfundsfagsnyt.
Af Lasse Ørum Wikman, lektor og pædagogisk leder på Silkeborg Gymnasium.
