Når undervisning får én til at falde i søvn - af Louise Pindstrup
I kender sikkert alle anekdoten om lille Per der bliver spurgt om hvad han bedst kan lide ved skolen, hvortil hans svarer: “frikvartererne”. Og I har sikkert alle prøvet at sidde til undervisning og har været lige ved at falde i søvn, ventende på at timen skulle slutte. Det har jeg ihvertfald. Mange gange. Både i folkeskolen. På gymnasiet. Og på universitetet. Og nu, som én der fagligt og personligt interesserer sig for undervisning, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over netop det. For det er altså ikke meningen med undervisning. Nu er ikke alt underviserens skyld. Det er klart. Nogen gange har jeg heller ikke været fokuseret eller villig nok til at lade mig inspirere og rive med af min undervisers planer for timen. Men indimellem oplever jeg, at der godt kunne gøres noget bedre for at undgå nærmest søvndyssende undervisning. Det er dét jeg gerne vil diskutere i dette blogindlæg.
“Er I virkelig alle faldet i søvn?”
Som et led i min kandidat-uddannelse på Pædagogik ved Københavns Universitet, har jeg beskæftiget mig meget med uddannelse og didaktik. Derfor observerede jeg i en periode et undervisningsforløb på en naturvidenskabelig uddannelse på et dansk universitet.
Under en af undervisningstimerne udspillede følgende seance sig:
Underviseren som står oppe ved sin powerpoint stiller et spørgsmål ud til hele holdet.
Ingen reagerer. Der er rungende stilhed.
Underviseren kigger rundt på de studerende og spørger konstaterende: “Er I virkelig alle faldet i søvn?”
Og de var nærmest faldet i søvn, de studerende.
Men, jeg gjorde også observationer under selvsamme undervisningsforløb, hvor det modsatte gjorde sig gældende, og hvor de studerende var enormt deltagende og engagerede.
Forskellige undervisningsformer – forskelligt engagement
Der var særligt to undervisningsformer der stod i stor kontrast til hinanden. Det var undervisning med henholdsvis underviser-oplæg og obduktionsundervisning. Den grundlæggende forskel på de to undervisningsformer lå i hvor meget initiativ og engagement de studerende udviste, og interaktionen både indbyrdes og med deres underviser.
Som eksemplet ovenfor viser, var undervisningen med underviser-oplæg præget af meget lidt engagement fra de studerendes side og meget lidt interaktion mellem underviser og studerende. Undervisningen var klassisk i den forstand, at undervisningen foregik i et klassisk undervisningslokale, med underviseren stående og fortællende om dagens emne oppe ved en tavle.
Omvendt var obduktionsundervisningen en helt anden oplevelse. Her var de studerende engagerede og udviste meget initiativ. Undervisningen startede med, at underviseren først fortalte og konkret viste, hvordan man obducerer smågrise, alt imens de studerende stod rundt om ham, iagttagende og lyttende. Bagefter gik de studerende igang med at gøre det samme på deres egen gris.
Undervisningen foregik i et obduktionslokale, med tre høj-borde. Der var ingen stole i lokalet. Eleverne var delt ind i grupper og stod i disse grupper rundt om den lille gris, mens de i fællesskab undersøgte den.
Obduktionsmetoden overført til almen undervisningsform - konkrete tips
Det var bemærkelsesværdigt, hvor meget mere engagerede de studerende var i obduktionsundervisningen. Eller måske er det ikke. Måske er det i virkeligheden en smule banalt, at de studerende er mere aktive når de står op, og kan få lov til at røre, se, snakke og undersøge på egen hånd. Alt sammen med kyndig vejledning fra en underviser. Men ikke desto mindre finder jeg det vigtigt at bemærke og forholde sig til. Allermest fordi klassisk undervisning nærmest får de studerende til at falde i søvn. Mit spørgsmål i forlængelse heraf, eller nærmere min opfordring, bliver derfor: Kan vi ikke begynde at se undervisning som en obduktionsundervisning?
Der er forskel på fag, det er jeg udemærket klar over. Jeg også godt klar over, at ikke alle fag lægger op til obduktionsundervisning af dyr. Men hvad med om man anså alle emner som et dyr, eller en ting, der skal obduceres eller undersøges, og så overførte principperne til andre fag? For eksempel samfundsfag i gymnasiet. Eller historie, eller dansk. Hvor eleverne skal lære om politiske partier, eller Cuba-krisen, eller at analysere noveller. Her kunne en metode være at du, som underviser, starter med at fortælle og vise hvordan man undersøger eksempelvis de politiske partier. Hvilke spørgsmål starter man med at stille? Hvor søger man information om emnet henne? Og hvordan forholder man sig til resultaterne? Vis og fortæl. Dernæst skal de studerende selv gøre det og overføre det til et andet område. På deres eget dyr, så at sige. Alt sammen meget gerne mens de står op. Eller sidder med tuscher, sakse og billeder. Pointen er netop, at de i fællesskab skal have mulighed for at reagere og interagere på det, der skal læres.
Obduktionsmetoden - en måde at lære lidt mere og bedre på?
Man kunne spørge om obduktionsmetoden ikke er det samme som gruppearbejde. Svaret er nej. Ikke helt. Der hvor obduktionsmetoden adskiller sig fra gruppearbejde, er ved netop det, at den engagerer de studerende fysisk i undersøgelsen af emnet. Og at der er en underviser, der først konkret viser og fortæller, mens de studerende står helt tæt på og ser og hører hvordan deres underviser gør.
Metoden ringer genklang i læringsteoretikeren John Dewey. Og som Sven Brinkmann, forleden dag, skrev på sin facebook side: “Det er din 157-års fødselsdag i dag, John Dewey. Du fortalte os om "learning by doing". Siden da har vi gjort en masse, men lært meget lidt. Undskyld og tillykke”. Måske dette kunne være en måde at lære lidt mere og lidt bedre på? Så ingen falder i søvn og frikvartererne ikke blive de timer eleverne glæder sig mest til. For dét er en brandærgerlig situation.
Af Louise Pindstrup Andersen
Kandidat i Pædagogik fra Københavns Universitet. Har tidligere blogget på Lektionen.dk om sine udvekslingsoplevelser på et amerikansk universitet.
