Resonans – en anmeldelse
Udviklingen, moderniteten og fremskridt bliver ofte illustreret som et tog, der buldrer afsted. Som individ gælder det om at springe på, hvis man ikke vil blive stående tilbage på perronen. Og ikke nok med at man skal skynde sig at hoppe om bord, man skal også være forrest i bussen (eller kupéen). Det bliver en alles kamp mod alle: hvis jeg ikke viser mit værd, vil andre blive forfordelt. Andre vil løbe med jobbet, daten, likes’ne, billetterne eller hvad det nu kan være. Så det gælder bare om at være fit for fight.
Men det er aldrig helt klart om man når frem til målet – det er nemlig et mål der hele tiden rykker sig ud mod horisonten. Ligegyldigt hvor meget man aser og maser med at komme afsted, når du aldrig frem. Det kan virke fremmedgørende
En sociologi om forholdet til verden
Det er den fremmedgørelse, der er udgangspunktet for den tyske sociologs Hartmut Rosa i hans seneste bog Resonans.
På linje med mange andre sociologer mener Rosa at kunne konstatere, at det moderne mennesker har stadig mere travlt, uden at det derved får det meget bedre. En stor del af os har fået det materielt bedre, men ikke mentalt. Det er som, siger han, at vi altid er bagude. Bagude i forhold til vores personlige mål, vores todo-lister og i forhold til folk vi sammenligner os med. Vi har endnu ikke udlevet vores fulde potentiale (please help mr. Robbins). Rosa vil undersøge hvorvidt det forholder sig sådan, hvorfor det, i så fald, er sådan og til sidst hvad man kan gøre ved det.
Når samfundet kører hurtigere
Resonans er en videreudbygning af Rosas bog Fremmedgørelse og acceleration fra 2014. Her arbejder han med begrebet social acceleration. Det er en samlebetegnelse for at alting går hurtigere omkring os. Pointen er, at det ikke bare føles som om at alt accelererer, men at det rent faktisk er tilfældet: Verden går hurtigere.
Accelerationen sker på tre niveauer:
Teknologisk acceleration - forandringer i samfundet. Ny teknik gør ny teknik mulig (og nødvendig). Dampmaskinen gjorde andre teknologier mulige, og når der kommer nyt styresystem i den seneste iPhone, skal alle apps opdateres.
Acceleration af social forandring - forandringer af samfundet. En stadig hurtigere afvikling af pålideligheden af erfaringer og forventninger og ved en sammentrækning af det tidsrum, der kan siges at udgøre ‘nuet’. I gamle dage gjaldt tingene ligesom i længere tid: moden, indretningen, troen, erfaringerne etc.
Acceleration af livstempoet - forøgelse af antallet af handlinger eller erfaringer per tidsenhed. Der er så mange muligheder i dag, og mange af dem er fristende. Mange af dem lover, at du vil få et bedre liv ved brug: Tag en ekstra uddannelse, lev sundere, oplev mere, slap mere af, køb det nye køkken – du har fortjent det. Mulighederne er altid uoverstigelige, derfor er det fristende at leve dobbelt så hurtigt. Og det giver god mening, jo mere man opnår og oplever, des mere attraktiv er man. Jo mere attraktiv des flere muligheder. Bourdieu ville give ham helt ret. Ifølge Rosa er det moderne individ drevet af at udvide hvad der er tilgængeligt opnåeligt og muligt (available, attainable and accessible).
Problemet er, siger Rosa, at hvis hastigheden hele tiden stiger, så når man at komme forud eller kunne slappe af. Jeg har ofte mødt elever, der ville ønske, at verden bare lige kunne holde en pause lidt tid – så de kunne nå at komme frem til de andre. Man okser afsted, men kommer ikke ud af stedet. Han illustrerer det med en person der står på en nedadgående rulletrappe, hvor hastigheden hele tiden stiger. Man skal løbe stadig hurtigere bare for beholde sin position.
Hvis vi spæner afsted, men ikke føler at vi kommer nogle vejene, bliver vi på et tidspunkt udmattede og begynder at spørge os selv om hvorfor pokker vi skal have så travlt. Problemet er, at det ikke opleves som en mulighed at hoppe af toget (eller rulletrappen). Hvis vi bare stopper, så er det jo helt sikkert, at de andre får de attraktive positioner.
Ræset kan føre til, at vi ikke har tid til at lytte efter os selv, hinanden eller verden. Vi bevæger os rundt i verden, men lidt som i en osteklokke: vi er arbejder, men føler ikke rigtigt nogen glæde ved det. Vi tager til museer, men glæder os mest til museumsshoppen. Vi spiser aftensmad med familien, men har hovedet andre steder. Verden bliver stum og vi bliver stum for den.
Gælder dette alle mennesker? Nej, naturligvis ikke. Men tilsyneladende så mange, at brugen af psykofarmaka, terapi og stresssygemeldinger er på et all time high. Og det skal undersøges tænker Rosa. På samme måde som Durkheim for 125 år siden ville undersøge, hvordan det kunne være, at selvmordsraten steg, i takt med at samfund blev rigere.
Vi skal lære at lytte til verden
Hvis det at verden bliver stum er problemet, så må løsningen være at skabe resonans. Resonans er svingninger, og i Rosas terminologi er det svingninger imellem individet og verden. Det er når verden påvirker os og vi lader os bevæge. Han kalder det for en vekselvirkning mellem affekt og emotion (eller af<-fekt og e->motion som han skriver det).
Resonans er når noget taler til os og rører os eksistentielt. Det kan være den der koncert, hvor musikken bare talte til dig. Det kan være turen i skoven, hvor lyset og duftene bare var rigtig. Det kan være den undervisningsgang, hvor alt bare gik op i en højere enhed. Det kan være troen på gud eller følelsen man får ved at stå ved Giza-pyramiderne og det slår en, at her har der været mennesker i tusindevis af år
Resonans kan findes på mange plan. Rosa deler det op i fire områder.
Eksistentiel resonans: Når Gud, naturen eller historien taler til dig
Social resonans: Når man er i sync med familien, vennerne, kollegaerne eller andre levende mennesker
Personlig resonans: Når du svinger med din egen krop. Når du har det godt fysisk og psykisk og når du har det godt med din egen biografi (hvis der er overensstemmelse med det du gør, og den føler du skal være).
Materiel resonans: Relation til fysiske enheder. Resonans kan også opstå mellem et individ og døde ting. En vase du har arvet, kan betyde meget for dig. Din vielsesring. Dit skrivebord eller en potteplante kan give dig samme følelse som naturen, vennen eller Gud.
Husk at du har en krop
Den første del af bogen Resonans handler om kroppen, for det er, siger Rosa, noget som socialvidenskaberne underlig nok har negligeret. Vi har glemt, at mennesker faktisk er fysiske. At vi har vejrtrækning, fødder, hud, øjne og kønsorganer. Og hvis man vil lave en sociologi om hvordan individet oplever verden, ja, så bliver man dælenduleme også nødt til at se på hvordan kroppen fungerer. For resonans er også en kropslig følelse, det er hjertebanken (på den gode måde), hårene der rejser sig, den rolige vejrtrækning etc. Modsat når vi er fremmedgjort. Her er det den dårlige hjertebanken, svimmelheden, de fugtige håndflader, summen for ørene etc. Det kan virke hippie-agtigt. Jeg synes at det er logisk og timeligt at huske kroppen. Især i en tid hvor de taktile indtryk bliver sjældnere: Verden opleves i stigende grad via en glat hård overflade med internetadgang.
Resonans er ukontrollerbart
Problemet med resonans er, at det ikke kan kontrolleres. Det kan ikke fremtvinges. Du kan tage til samme koncert med samme band igen, men her føler du ikke noget specielt. Turen i skoven kan blive forstyrret af myg eller tanker om arbejde. Søndagen i kirken kan føles tom og besøget ved Giza kan blive forpestet af sælgere. Du gør, udefra set, det samme. Der er bare ingen resonans. Og det er naturligvis frustrerende for moderne mennesker, der er vant at verden kan planlægges, optimeres og kontrolleres.
Men man kan opsøge resonans. Man kan stoppe op og tale med andre. Man kan give sig tid til at blive god til noget. Kokken, håndværkeren, musikere, forfatteren, underviseren kan efter mange timers øvelse, komme i et med sin metier. Snedkeren kan føle at træet taler til ham. Man kan give noget af sig selv, uden at være sikker på at få noget tilbage.
Og man kan prøve at undgå det der stopper resonansen. Det kan være konkurrencen – du kan ikke forbinde dig med omgivelserne, hvis du hele tiden prøver at vinde over dem. Man skal øve sig i ikke at forholdet til andre som et nulsumsspil, siger Rosa.
Flere steder i bogen henviser Rosa til den amerikanske filosof og psykolog William James (1842-1910) og dennes analyse af hvad det der gør mennesker religiøse. Religionen kan, når det virker rigtigt, tilbyde resonans i alle fire dimensioner. Andet sted har James beskæftiget sig med hvad der giver folk følelse af selvværd. Han opstiller i Principles of Psychology (1890) følgende simple formel self-esteem = success / Pretensions. Altså hvorvidt man føler sig noget værd er et forhold mellem den opnået succes og den succes du føler at du burde kunne få. Hvis nævneren altid er større end tælleren i den ligning, vil man aldrig få et positivt selvværd. Løsningen er enten at få endnu mere succes eller sænke forventningerne en smule. I det samfund Rosa beskriver, med et konstant krav om at få mere og nå videre, bliver det svært at tage til takke med mindre end det sublime.
Du ved selv, når der resonans
Resonans lader sig ikke sætte på formel. Hvad der giver dig resonans, behøver ikke at betyde noget for mig. Resonans er en følelsen af ting falder på plads – at vi rigtig møder verdenen. Der sker noget med spejlneuronerne. Der sker noget med dopaminen. Der sker noget i sjælen. Mere præcist kan man ikke komme, men du er ikke i tvivl, når det sker.
På den måde er resonans nostalgisk – noget vi længes efter, men som vi kun oplever glimtvist. Rosa citerer den tyske romantiske digter Joseph von Eichendorff (1788-1857) for at sige, at hjemmet er altid allerede tabt. Vi længes efter hjemmet, men kan aldrig helt nå dertil. Vi prøver – og der er masser der gerne vil hjælpe os med at føle os hjemme (restauranter, arbejdspladser, IKEA, skoler etc.), men det er kun momentvis at det lykkes. Men vi stopper aldrig jagten – og på mange måder er det historien om det moderne: En evig drift efter at komme ud, for at kunne føle sig hjemme.
Måske man skal bruge en anden metafor fra transportsektoren, når man skal beskrive udviklingen, moderniteten og fremskridtet. Måske skal vi se det som metroen i snakkevorn storby. Metroen er højteknologisk. Den bringer dig hurtigt frem og giver dig mange muligheder. Men hvis du ikke lige når metroen kl. 10.00, ja, så kommer der sørme en igen kl. 10.05. Brug metroen til at komme fra A til B, men der sker ikke noget ved at du stiger af, går op på gaden og kigger dig omkring – ja, måske ligefrem samtaler med andre – inden at du hopper ned igen, og begiver dig videre.
Toget vi mødte i starten af artiklen, illustrerer, at man når frem til en endelig destination. Metroen kører i ring imens byen og dens indbyggere langsomt ændrer sig. 10 år efter er du sikkert stadig i byen, men du skulle også gerne have ændret dig, lært nye ting og fået nye oplevelser. Hvis du kun har pisket frem og tilbage mellem hjem og arbejde, med blikket stift rettet på dit smartwatch, kan du ende med at føle dig fremmed i din egen by. Og så stopper transport- og bymetaforerne for denne omgang.
Hartmut Rosa har skrevet udkastet til en sociologi om forholdet til verden. Den er lang og langhåret, men enorm spændende.
Resonans
Hartmut Rosa
Forlaget Eksistensen
