Kunst i undervisningen I - Kunst som håbets fødselshjælper
Undervisning handler om tre ting: at få folk til at tilegne sig nyt stof, at gøre sig overvejelser om hvordan de kan bruge det lærte i deres eget liv og i den proces lære nye ting om dem selv og deres plads i samfundet. Det sidste er ofte meget abstrakt og det kan derfor hjælpe at se hvordan andre har gjort det, eller hvordan andre har tænkt over noget af det samme. Her kan kunst hjælpe.
Af Søren Lindgreen
Jeg er velsignet ved at arbejde på en skole, der befinder sig i gåafstand til nogle af Danmarks største kulturskatte, og jeg har besluttet mig for at inddrage dem endnu mere i min undervisning. Kunst kan nemlig skabe sanselighed og fortællinger på en måde som tekstbøger har svært ved. Kunst kan bruges som den mentale knage elever kan hænge deres tillærte viden på. Og så kan kunst, måske vigtigst af alt, hjælpe os med at blive bedre mennesker.
Det er nemlig afsindigt svært at være menneske. Vi tumler med karriere, helse og boligsituation, som relativt konkrete daglige udfordringer. Og så er der de mere sjælelige problemstillinger som drømme, anerkendelse og selvindsigt, frygt, glæde og tanker om hvordan det hele mon ender. Og det er især disse spørgsmål, som betyder noget for os. Det er derfor underligt, at behandlingen af disse spørgsmål ikke fylder mere i uddannelsessektoren. ”Det er der slet ikke tid til” og ”jeg er ikke ansat til at være åndelig guide”, hører jeg mine kollegaer indvende, og de har ret. Men jeg tror, at vi skal tage os tid til det.
Jeg er sikker på, at de skoler der bedst adresserer livets store spørgsmål, vil være de skoler der vinder fremtidens konkurrence om elevernes gunst. Når vi om nogle år finder ud af at skærme og teknologi ikke gjorde os gladere, vil vi insistere på at blive set som mennesker. De skoler der kan det, vil være de foretrukne. Og kunsten skal hjælpe dem på vej. På Museet for Samtidskunst i Roskilde hænger et fint lille værk af Henning Christiansen, der siger det hele:
Kunst som formål
I modsætning til de fleste akademiske discipliner (som er dem, der fylder mest i uddannelsessektoren) er kunsten som udgangspunkt normativ. Den kan komme med svar på, hvad vi bør fokusere på. Men det kan vi ikke så godt lide - os undervisere. Vi vil helst ikke være for normative eller subjektive, så derfor fortæller vi hinanden, at vi godt kan lade med at være det. Vi skal i stedet fokusere på at beskrive verden som den er. Men det er en forkert indstilling. Vi skal turde at tage stilling og vise vej.
For rejsende er det vigtige vel ens endemål. Så kan der være mange måder til at nå frem, og der kan opstå en lang stribe udfordringer på vejen dertil. Det er naturligvis vigtigt, at skibet kan sejle og at man kan navigere fri af isbjerge og sørøvere, men man stiger ikke om bord for at sejle sikkert. Man stiger ombord for at nå frem.
For mennesker er endemålet diffuse, men som regel varianter af Jeg ønsker at leve så lykkeligt, interessant og sygdomsfrit, som muligt med familie og venner omkring i trygge og smukke omgivelser.
Undervisning fokuserer på hvordan skibet skal sejle, om der nogle eller noget der borer huller i bunden og om vi kan pakke 19 eller 20 kasser proviant med om bord. Alt sammen vigtigt. Men det kunne være rart, hvis vi med jævne mellemrum husker at stoppe op, kigge hinanden i øjnene, og tale om hvor det er, vi er på vej hen. Hvis vi husker at gøre det, giver det pludselig mere mening at sikre sig, at skibet er sødygtigt og kortene er opdaterede.
Alain de Botton gør sig i sin glimrende bog Art as Therapy til fortaler for, at kunst har væsentlige funktioner, som ligger ud over det æstetiske. Jeg taler i denne artikel om billedkunst, men jeg er klar over, at andre kunstarter som litteraturen og musikken kan meget af det samme. Ifølge de Botton kan kunsten bl.a. hjælpe os med huske hvad der er vigtigt, ikke at miste håbet og med at se verden på nye måder. Især håbet om en bedre fremtid, må vel være vigtigt. Men for at kunsten skal kunne hjælpe os, er det oftest nødvendigt med en forklaring.
Der er på mange museer og, især, gallerier en holdning om, at kunst skal kunne tale for sig selv, og det vil ødelægge den umiddelbare oplevelse. Wrong!
Folk kigger ikke kun på kunst for at blive visuelt adspredt. Folk kigger på kunst for at rykke sig (og sikkert også fordi andre gør det). Hvis de får hjælp til at forstå og tolke det præsenterede, får de mere ud af det. Præcist som i undervisningen. I undervisningen kan kunst bruges til mindst tre formål: Didaktisk hjælpemiddel, teoretisk indspark og som livsguides. Jeg vil her fokusere på den sidste, og vende tilbage til de to andre i senere artikler.
Kunst som livsguides
Jeg elsker at gå på museer og jeg elsker især kunsten fra før 1950. Jeg kan nemlig enormt godt lide at få et indblik i fortidens verden. Et indblik i farver. Den tidsrejse man er på, når man slentrer rundt i museers samlinger af klassisk kunst, husker en på, at vi har set mange af de samme problemer før. At der sjældent er noget rigtigt nyt under solen. Naturligvis havde de ikke en iPhone X på Købkes tid, men de tumlede med de samme sjælelige og fællesskabsmæssige problemstillinger. Problemer er nu en gang lettere at overkomme, hvis man hjælper hinanden. Filosofferne, de brave folk, har naturligvis vidst det i lang tid: Kunst kan hjælpe os.
Ifølge Kant så er livet en konstant kamp mellem pligt og fornøjelse. Mellem hvad jeg gerne selv vil, og hvad jeg kunne tænke mig skulle være en almengyldig regel i samfundet. I denne kamp ved vores bedre jeg godt, hvad der er rigtigt og vigtigt, det er bare ikke altid, at vi lytter til vores bedre selv. Det smukke og det æstetiske er en påmindelse om vores bedre selv. Når vi nyder det smukke, fjerner vi os kortvarigt fra vores egen verden, egne problemer og egen stræben efter mere på bekostning af andre.
Da det smukke er universelt - en blomst er lige smuk for en tigger og en prins og en solnedgang er lige magisk for en professor og et barn - minder det os om, at vi alle er forbundne. Mere poetisk sagt af Picasso: Kunstens formål er at vaske hverdagslivets støv af vores sjæl.
De evige værdier….
Gamle sure Hegel var inde på det samme: Kunst skal gøre de vigtige ideer tydelige for os. Vigtige ting som medfølelse, tab, kærlighed, savn, skyld, uskyld, angst, nysgerrighed osv. Det er nemlig langt fra sikkert, at vi vil kunne forstå ideer, hvis vi blot får dem præsenteret koldt og intellektuelt. Der er mange ting som vi nok rationelt ved er rigtigt eller forkert, vi føler dog ikke noget for det, hvorfor vi er ligeglade. Hvis vi er ligeglade og ikke efterlever det, er det i praksis som om vi ikke har lært det. For rigtigt at lære de vigtige ting i livet, skal vi kunne fornemme dem. Kunsten er den sanselige repræsentation af ideer.
På samme vis, giver Hegel os ammunition til den kommende kamp (og den kommer mine damer og herrer) om hvorvidt fysiske skoler i det hele taget er nødvendige. Det skal de, siger Hegel, fordi vi ikke kan forstå og håndtere rene ideer (som Descartes ville mene), vi er afhængige af deres repræsentationer i verden. Derfor skal vi have konkrete institutioner med bygninger, mennesker, produktion og symboler der skal repræsentere en ide. Institutionen er altså på samme måde som kunsten en påmindelse om noget universelt vigtigt. Skoler skal fungere som konkrete repræsentanter for det vigtige i livet.
…og den nye verden
Kunst kan bruges som eksistentielt kompas. Både til at få greb om de mere eviggyldige værdier, men også til at kunne navigere mod en fremtid, som vi har svært ved at begribe, men som vi som undervisere jo skal forholde os til: Vi skal gøre elever klar til at møde morgendagens samfund.
Det forhold bliver beskrevet glimrende i en omtale af Louisianas seneste udstilling om det digitale og hvordan det ændrer os som mennesker: ”Ved at tillægge kunsten betydning i forhold til det, der foregår omkring os i vor samtid – altså se på samtiden gennem kunsten – giver udstillingen med fuldt overlæg kunstnerne rollen som kanariefuglen dybt nede i kulminen; deres sensibilitet gør dem i stand til mærke forandringer i luften, før det rigtigt er gået op for os andre.” (Louisiana Magasin #47)
Som undervisere har vi brug for sådanne sensorer, for at kunne placere vores fag i den rette kontekst.
Desværre er de fleste samtidige kunstnere, måske med rette, kritiske over samfundets udvikling, så det er ikke altid at håbet og optimismen bliver givet gratis. Men det er ikke desto mindre vigtigt, at vi leder efter sprækkerne så lyset kan komme ind. I tidligere omvæltningstider blev det smukke meget populært – tydeligt i en dansk kontekst ved guldalderen. Kan man nyde disse, uden at blive Morten Koch-agtigt nostalgisk?
Kulturteoretikeren Franco ’Bifo’ Beraldi skriver i sin ikke-særligt-opmuntrende bog After The Future, at noget af det der kendetegner nutidens befolkninger, er at de ikke på samme måde som tidligere tror på, at fremtiden bliver bedre. Vi har ikke længere futuristernes tro på en ny og bedre fremtid. Den amerikanske drøm (som ikke kun gælder vest for Atlanten) er blevet til en drøm i samme kategori som drømmen om at vinde i Lotto. Det er som om, siger Beraldi, at der er sneget sig en dommedagssikkerhed ind i befolkningen: Det kommer til at gå galt, jeg kommer til at gå ned. Og hvis det alligevel går ned, så er der ingen grund til at investere i fremtiden. Det kan ligefrem være noget vi længes efter – at leve lige som Rick Grimes i hans kamp mod zombier. Vi skal bare passe på, at vores længsel efter skibskatastrofer ikke bliver til en selvopfyldende profeti.
Jeg er egentligt lidt træt af prædikanterne fra Singularity University, med deres konsulentsnak om teknologiens easy fix af verdens problemer. Men de skal have ros for at fortælle historien om en bedre fremtid.
Indtil teknologiens tryllestav renser havene, giver os rigeligt med fritid og minimerer uligheden, er det nok ikke en dum idé at tale om gode endemål i livet på lokalt plan. Hvordan kan vi gøre vores skole, vores kvarter, vores by og vores land bedre? For meget er godt i dag (jeg ville personligt ikke leve på noget andet tidspunkt i verdenshistorien end i dag), og meget kan blive endnu bedre. Men det bliver kun bedre hvis vi taler om mål og midler og hvis vi arbejder sammen. Det er sikkert det, der var tankerne bag Superflex’ store udstilling på Tate Modern: Hvis vi for et øjeblik slipper tyngdekraften og gynger i takt med fremmede mennesker kommer der måske noget godt ud af det.
Det lyder som en kliche fra en anden tid, men lad os tale om hope and change, og lad os så derefter bruge vores faglighed til at sætte handling bag drømmene, så de bliver til mere end paroler. Kunsten kan give os perspektiv og håb, så lad os få den mere ind i skolerne.
- Tal med eleverne om hvad der er vigtigt
- Brug kunsten til at hjælpe samtalen på vej
- Tilpas din undervisning så den kan være et middel til at nå et mål
- Vov at mene noget
