Sidste chance - anmeldelse

Dannelse mandag morgen. Hvordan ser den ud? Hvordan skal vi forstå dannelse i dag? Hvad er forskellen på kompetence, læring, evaluering og dannelse? Hvordan undgår vi en udryddelse af dannelse? Hvordan undgår vi at dannelse bliver et tomt elitært ”hattedame” begreb, hvor verden er væk og begrebet står tomt tilbage? Hvordan redder vi dannelsen for at ende på bullshit-bingopladen? Disse og mange andre spørgsmål får du svar på i den fremragende antologi ”Sidste Chance - nye perspektiver på dannelse” - redigeret af Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard.

Dannelse i teori og praksis

Vi kommer vidt omkring, fra de langhårede teoretiske diskussioner - og divergerende tilgange til hvad dannelse vil sige - til mere praktiske diskussioner af, hvordan du kan undervise med dannelse for øje. Det hele er godt og udgør en delikat buffet, hvor du kan dykke ned i alt fra Humboldt, Rousseau, Schiller, Heidegger, Dewey og Klafki til helt konkrete bud på, hvordan dannelsesorienteret undervisning ser ud. Du får som læser ikke ét bud på hvad dannelse er. Dannelse bliver nemt som et stykke sæbe - svært at få hold om. Men det ligger nok i dannelsens natur: ikke alt kan præciseres på forhold. Lene Tanggaard er selv inde på det: ”Dannelse handler om at blive glædeligt overrasket over, at der findes noget, vi endnu ikke forstår eller begriber. Noget af det, vi siger til en elev eller en studerende, vil vise sig at få betydning og sætte sig spor på en dannende måde. Noget undervisning vil få dem til at søge yderligere indsigt ud over rammerne af undervisningen. Nogle af de samværsformer, der findes i skolen, vil give dem livsvarig ballast forstået som en evne til at tåle andres nærvær og måske sætte sig selv til side til gavn for noget større end en selv. Vi kan ikke per definition begribe alt det på forhånd.”

Først en lang række nedslag i de mange glimrende kapitler. Hop på når du lyster eller spring til konklusionen, hvis du synes det bliver for langt i spyttet.

Opmærksomhed på verden og det der ikke kan måles og vejes

Lene Tanggaard indkredser i indledningen dannelse som en anti-instrumentalistisk proces, der udvider vores fælles horisont. Dannelse er ”den proces, hvor et menneske myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab, hvor det i udgangspunktet er underkastet normer og traditioner, som det siden kan bidrage til at vedligeholde og forny. Dannelse er altså ikke bare noget med at kende til etikette og romanklassikere (selvom det ikke skader), men en bred proces, der kan foregå overalt, hvor mere erfarne hjælper mindre erfarne med at forstå sig selv som del af en større sammenhæng. (…) Dannelse handler i bredeste forstand om at blive opmærksom på den verden, man er en del af, uden at spørge ”om det kan betale sig. (…) ”Dannelse finder altså sted i praksisser, der former mennesker i lyset af en større horisont, fx i den klassiske bevægelse ”ud og hjem”, i mødet med det fremmede, med et stofområde eller en erfaring, der gør verden større og den enkeltes erfaringer rigere. Men dannelse går ikke op.”

Dannelse er forbundet med skelsættende erfaringer og nysgerrig spørgen

I bogens første og filosofiske del skriver Tanggaard om den dannende undervisning, der gør at eleverne ”får lyst til at forstå mere af det, de endnu ikke forstår, så stoffet vinder en chance for at sætte sig spor og få betydning for dem.” Hun fortsætter: ”Dannelse skal forstås som noget der finder sted, når vi oplever en overskridelse af det eksisterende, når vores faglige og personlige eksistens formes af skelsættende erfaringer, og når vi har brug for at spørge nysgerrigt og undersøgende til hvorfor, hvornår og hvordan?” Dannelse bliver en slags horisontudvidelse, hvor vi er forbundet til noget andet end os selv. Det handler altså mere om udsyn end indblik.

Undervisning som søger over mod det, man endnu ikke forstår

Læring sker derfor, i Tanggaards optik, når vi ikke er opmærksom på det! Det er når ”aha-oplevelsen” indtræffer, noget vi ikke kan styre, noget ukontrollerbart. En dannelsesorienteret undervisning søger derfor over mod det, man endnu ikke forstår. Hun skriver videre: ”Dannelse sker i de øjeblikke, hvor noget får betydning. Det kan være en tekst, der sætter sig, en oplevelse, der aldrig glemmes, eller en bemærkning, der bliver hængende på en måde, så vi forandres af den. (…) Det dannede menneske ved, at det ikke ved alt og først og fremmest har brug for andre mennesker. Dannelse er også, når vi kan se, respektere og forstå, at den anden ser verden helt anderledes end os selv.”

Vi formes af noget andet end os selv

Tanggaard slutter: ”Dannelse former os på måder, der sætter sig spor i vores eksistens. Der er derfor, at dannelse handler om det ”hele” menneske, fordi det som begreb rammesætter det, der får betydning for os livslangt. Dannelse er således en risikofyldt affære, men det bliver mekanisk hvis vi lader være.”

Gnisten og vekselvirkningen mellem det kendte og ukendte

Rasmus Kolby Rahbæk kobler dannelse med ”stedets pædagogik”. Dannelse er mødet mellem det velkendte og det fremmede: ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden. I denne grebethed træder mennesket som et sansende og følende væsen frem. Dannelse angår derfor ikke kun vores intellekt, men også vores krop. Dannelsen kan ses som en gnist, og når den finder sted, antænder den vores tænkning, vores sprog, vores krop, vores liv og tilskriver det en betydning, en mening.” På den måde handler dannelse om at finde et passende sted i verden. ”Et sted, hvor mennesket kan være, netop som menneske. Men også et sted, hvor mennesket kan møde verden fra.” I stedet for at snakke om at ”finde os selv” burde vi i stedet, ifølge Rahbæk, forsøge at finde det, som er udenfor os. Dannelse er en ”vekselvirkning mellem det, vi kender, og det, som endnu er ukendt.”

Dannelse og resonans

Rahbæk henviser, som flere af bogen bidragsydere, til Hartmut Rosas resonansbegreb. Et begreb - der ligesom dannelse - omhandler menneskets samklang med verden, en måde at forholde sig til verden på. At komme i resonans med en ting, et sted, et menneske, en sag, et sted eller en ide, indebærer at man først bliver bevæget. Dernæst at vi reagerer på bevægelsen og går det i møde, som har bevæget os. Sådanne resonanserfaringer kan forvandle og forandre os. Men vi kan ikke kontrollere forandringen. Den er ukontrollerbar. Det samme med dannelse. Det kan ikke kontrolleres: ”Den udspiller sig i vekselvirkningen mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Sådan cirka samme sted, som livet udspiller sig.”

Tænk mere og lev mindre

Svend Brinkmann opfordrer os til - modsat tidens trends - at tænke mere og leve lidt mindre instrumentelt og selvoptimerende. Dannelse kræver eftertænksomhed, og den er ifølge Brinkmann en mangelvare. Dannelse er det modsatte af opportunisme og handler om ”at se træerne som træer i en skov. Opportunisme er at se dem som tømmer. Dannelse sker - jævnfør Rømer - ”når tingen tages ud af brug og mennesket ud af funktion.” Dannelse bliver i den optik en eksistensform, der er ikke-instrumentaliserbar: at nærme sig verden nysgerrigt, dvælende, tvivlende, tænkende, legende, modtagende og taknemmeligt. “Tænkningen og dermed dannelsen kan finde sted de mærkeligste steder og bestemt ikke kun i et formaliseret skolesystem, hvor den ret beset må siges at have fået trange kår: Cykelrytteren kan tænke i fart på sin cykel uden ydre formål, og håndværkeren kan tænke i sin omgang med værktøj og materialer. Især steder, hvor der er mulighed for leg, kan tænkningen ske.”

Dannelse som bevægelse der forudsætter fremmedhed og tilbagekomst

Keld Skovmand skriver, med afsæt i en rørende erindringstur hjem til hjemegnen i Holstebro, om dannelsens bevægelse og bygning. Skovmand mener, at vi tit kommer til at bruge dannelse som synonym for andre begreber eller det opløses i et abstrakt begrebsunivers, hvor ordet ikke har selvstændig betydning.

Vi glemmer, at dannelse forudsætter fremmedhed og tilbagekomst. Dannelse er ”at hæve sig til det almene” og handler om individets selvoverskridelse i en søgen efter mål og proportion. Dannelse er en bevægelse: Mennesker har et sted, det går ud fra, og som det fjerner sig fra - for at komme forvandlet tilbage. Dannelsesfortællingen forudsætter en rejse. Og rejsen som metafor for forandring, ser vi i dannelsesromanens grundlæggende hjem-ud-hjem-struktur. Samme struktur genfinder vi, ifølge Skovmand, i overgangsritualer – f.eks. fra barn til voksen.

Rejsens og ritualets kvaliteter

Skolen bør få indarbejdet nogle af rejsen og ritualets kvaliteter og skal ikke efterligne uddannelse og arbejde men frisætte eleverne til at tage del i de forskels- og grænseløse fællesskaber. Skolen skal flyttes ud i verden, så eleverne mærker bevægelse. Men eleverne skal først og fremmest ”bevæges af fortællinger om det at rejse og af mødet med det genuint fremmede, som var mødet en rejse.” Skovmand fortæller rørende om barndommens gade i Holstebro, og hvordan han blev dannet med Dan. Sammen blev de forbundet til en større verden i form af fodbold og rockmusik. Som Skovmand skriver: ”I fælles selvvirksomhed blev vi til. Vi åbnede verden for os selv og hinanden.”

Inddrag og udfordr elevernes forståelseshorisont

I bogens anden del får vi både poetiske og praktiske perspektiver og møder alt fra Merete Risager til Knud Romer. En blandet pose velsmagende bolcher. Særligt vil jeg fremhæve Mette Frederiksens (ikke statsministeren) indlæg. Mette Frederiksen er folkeskolelærer på 26. år og fortæller levende om den dannende undervisning, som gør eleverne klogere på sig selv, den anden eller noget alment menneskeligt. I den dannende undervisning skaber lærere en meningsfuld forbindelse mellem den enkelte elev og fagets indhold. Elevernes subjektive ”klangbund” skal bringes i spil: ”Hvordan stemmer dine erfaringer med det? Er du enig med forfatteren i det? Kunne man se anderledes på tingene her? Får teksten dig til at tænke noget nyt om dit eget liv eller menneskelivet som sådan?”

Elevernes forståelseshorisont skal både inddrages og udfordres. Dannelse sker for Mette Frederiksen i fællesskaber. Noget bliver til og kommer til syne, det ligger i selve ordet dannelse. Dette noget ”er den enkelte barns myndighed og ansvarlighed over for det samfund, som det er og skal være en del af. Det drejer sig om individets kultivering - at eleverne bliver ført ind i sin kultur og verden som sådan. Lærer den at kende, at have holdninger til den, at være nysgerrig over for den og at ville tage et medansvar for den.”

Ikke kun ”mig selv” men mig i vekselvirkning med ”de andre” og det almene

Dannelse handler for Frederiksen om at ”eleverne spejler sig i noget større, noget uden for sig selv, noget alment, for derigennem netop at blive klogere på sig selv, ”de andre”, kulturen og hele verden.” Fokus i den dannende undervisning er ikke kun ”mig selv” men mig i vekselvirkning med ”de andre” og det almene. Hun slutter i tråd med den klafkiske dobbelte åbning: ”Et relevant fagligt stof skal kunne åbne for noget alment gyldigt i fx kulturel, historisk eller menneskelig forstand. Og det skal læreren have blik for. Noget er vigtigere end noget andet.”

Skolen skal tradere - videregive noget, som er vigtigt. Men der er for Frederiksen vigtigt, at eleverne ikke reproducerer viden. Skolen har også en myndighedsfunktion: eleverne skal lære at forholde sig, tage stilling og udvikle personlig autoritet.

Arveforskud til de opvoksende generationer

Indholdsdelen i dannelse er også i fokus hos Merete Risager: ”Dannelse er at videregive det vigtigste vi ved. Det er en slags arveforskud til de opvoksende generationer fra den ældre – bestående af de klareste erkendelser, de bedste opfindelser og de fineste fortællinger.”

Og ikke alt er lige godt. Dannelse er en ”kompleks opdragelse til at blive en myndig og tænkende borger, der udviser respekt for andre mennesker, og som tager livet på sig…”

Derfor indeholder dannelser også normer: selvbeherskelse er bedre end vrede og generøsitet og tolerance er bedre end misundelse. Og vi bliver aldrig færdige med dannelse. Det er en bestræbelse og en søgen, der aldrig hører op. Som Risager slutter: ”Dannelse er alt det, vi får med, den måde, vi forholder os til det på, og hvad vi siden gør med det. Vi når aldrig i mål.”

Dannelse = fokuseret opmærksomhed

Opråbet fra Lea Korsgaard lyder: ”Behersk dig. Begræns dig. Sluk. Lad være. Styr dig. Hold ud. Bliv ved.” Korsgaard kobler dannelse med dyden: opmærksomhed. Opmærksomheden er blevet et råstof på linje med olie og guld. Et centralt spørgsmål er: Hvordan vinder vi herredømmet over vores eget liv tilbage og udvikler evnen til fokuseret opmærksomhed? ”Fokuseret opmærksomhed er en dårlig forretning for opmærksomhedskøbmændene, for de tjener penge på det modsatte – på den fragmenterede opmærksomhed, på bevidstløs klikken og viljesløs glanen. (…) Det, der sker på skærmen, kræver ikke udholdenhed. Det kræver ikke selvbeherskelse. Det kræver ikke mod. Det kræver ikke handlekraft. Det kræver lige præcis intet andet end en ordentlig luns af opmærksomheden.” En dannende undervisning retter derfor også fokus på opmærksomhedsforstyrrelser og noget så gammeldags som selvbeherskelse. Som Korsgaard slutter: ”Min lyst, med andre ord, står ikke over din. Og det er først, når jeg lærer at beherske den - at styre mine impulser og fokusere min opmærksomhed – at jeg evner at dele et fællesskab med dig. At jeg kan være modig, tage initiativ. At jeg kan være handlekraftig. At jeg kan leve i kærlighed til andre.”

Det er svært, at være dannet, helt for sig selv. Dannet er man først, når man - som også Henrik Jensen påpeger - føler sig forpligtet, ud over sig selv, i den verden, man lever i.

Et skridt tættere på, hvor dannelsen sker

En entydig og klokkeklar definition på dannelse giver bogen ikke. Måske hænger det sammen med at dannelse er blevet en flydende betegner. En flydende betegner er tegn eller begreber som i særlig høj grad er åbne for forskellig betydningstilskrivning og som der er kamp om at indholdsudfylde.

Til gengæld er bogen et nødvendigt modpol til instrumentalisme, effektmålinger og opportunisme. Bogens røde tråd er dannelsestabet, men findes der ikke andre perspektiver? Ville man kunne vende det om, og sige at vi står på tærsklen til dannelsens guldalder? Jeg sidder tilbage med et håb og fornemmelsen af at være kommet et skridt tættere på, hvordan jeg kan koble dannelse til min konkrete undervisningshverdag. Bogen er et skattekammer af inspiration til at komme i gang med tænke dannelsen ind i dine timer, mandag morgen. En mandag morgen, hvor elevernes forståelseshorisont inddrages og udfordres. En mandag morgen hvor en legende tilgang til det faglige stof kan åbne for et større udsyn. En mandag morgen hvor øjeblikke af fokuseret opmærksomhed får betydning. Teksten der sætter sig i bevægelse eller en tanke der bliver hængende. En mandag morgen, hvor vi stiller undrende spørgsmål. En mandag morgen hvor vi glemmer os selv for en stund, dvæler og står i det åbne - og ukontrollerbare - og henter inspiration fra kunstens, musikkens og poesiens rum. Jeg tror jeg vil starte med Søren Ulrik Thomsen: ”Vi er så meget, vi ved så lidt, ét blik er nok, så ved vi dét”

Sidste chance - nye perspektiver på dannelse.

Svend Brinkmann, Thomas Aatrup Rømer, Lene Tanggaard (red.)

Forlaget Klim