Liberalisme i flertal

Jeg ved ikke om det er fordi jeg læste de to bøger lige efter hinanden, men på en eller anden måde, synes jeg at Malcolm Gladwells At tale med fremmede og dr.phil. Michael Böss’ Liberalismens vildfarelser handler om det samme. De handler begge om, hvor svært det kan være at tale med den anden, hvis vi tillægger hinanden motiver man ikke har.

Men så slutter ligheden nok også. Hvor Gladwells bog er hyggelig pludrende er Liberalismens vildfarelser en tour-de-force igennem liberalismens historie. Både i Danmark og i andre vestlige lande. Det er velskrevet og lærerigt, men næsten for grundigt. Der er så mange navne, og så mange delforklaringer, at man til sidst bliver helt i tvivl om hvad det egentligt var Böss ville med bogen. Han vil minde os om at gøre det vi traditionelt har gjort i Danmark. Arbejde pragmatisk for brede løsninger, og at liberalisme skal forstås i flertal. Vi er stort set alle liberale, og liberalisme kan betyde næsten hvad som helst.

Når enkeltpersoners ideosynkrasier bliver ophøjet til lovmæssigheder
Liberalismens vildfarelser kan ses som en bevisførelse for, at ideologiske sandheder ikke findes. Forstået på den måde, at man ikke kan sige at sådan er liberalismen. Ideologiske tanker er ikke gudsgivne – der findes ikke et facit. Der findes mennesker som på et tidspunkt har sat sig ned og formuleret tanker om stat og individ. Så er der igen nogle der har tænkt over deres tanker, og måske lagt lidt til og skåret lidt fra.

Nøglen til Adam Smith ligger i hans mest kendte værk Nationernes velstand men i Teorien om de moralske følelser. For Smith handlede det, ifølge Böss, ”således ikke kun om frihed, men også om retfærdighed, generøsitet og gensidighed”. Mere om at sikre alle end om grådighed-er-fint-for-den-usynlige-hånd-omfordeler-alligevel. John Stuart Mills var positivt indstillet over for statsintervention, men pga. en forkortet udgave fra 1884 af hans værk Principles of Political Economy (1848), hvor den del var skåret væk, er han senere blevet omfattet til staten-er-problemet-liberalismen.

Den politiske tænknings historie, er historien om hvordan man bygger videre på andres tankegods. Ludwig von Mises udlagde en form for liberalisme på baggrund af hans forståelse af tidligere liberale teoretikere. Hans elev Friedrich von Hayek fortsatte arbejdet. Milton Friedman tog teten op, og pludselig har Anders Fogh Rasmussen et fundament, at bygge sin minimalstatsteori på. Enkeltes holdninger kan over tid blive ophøjet til sandhed: ”Sådan er liberalismen” eller ”mennesket klarer sig bedst uden statsintervention”. Hvorfor? Fordi det siger enormt mange kloge intellektuelle.

Men sådan er verden altså ikke, minder Böss os om. Verden består af en masse mennesker, som er mere interesseret i at løse dagligdags problemer, end at diskutere ideologiske spidsfindigheder. Problemet er, at de mennesker, som træffer de politiske beslutninger, enormt godt kan lide de ideologiske diskussioner. I ungdomspartierne er man gode til at tale i absolutter. Hvis man så som politikker bliver skråsikker på, at de ideologiske dogmer er korrekte, kan der træffes beslutninger, som påvirker de mange mennesker, som ikke var interesserede i ideologi. Som det bl.a. sås i England under Thatcher eller Chavez i Venezuela.

At tale med fremmede
Vi skal bruge mindre energi på at grave ideologiske grøfter og bygge skræmmende stråmænd. I stedet skal vi arbejde sammen om at løse konkrete problemer. Det er det bedste værn mod hovedpine, samfundsmæssig splittelse og autoritær populisme (om det er Orban eller Woke). Vi kan naturligvis stadig være uenige, og mene, at vi selv har ret. Men vi skal ikke føre samtalen med et selvfabrikeret skræmmebillede af vores politiske modstandere. Det er altså de færreste, som står op om morgenen, med det formål at gøre verden til et dårlige sted.

Michael Böss
Liberalismens vildfarelser
Gads forlag