Om vore dannelsesanstalters fremtid. En anmeldelse
I 1872 afholdte Friedrich Nietzsche fem forelæsninger på universitetet i Basel. Emnet var de tyske dannelsesinstitutioners fremtid. Det var en fremtid, mente Nietzsche, hvor den almene dannelse var under pres af et ønske om at brede en mere fagspecifik dannelse ud. Frem for at dyrke ånden, dyrkede skolerne i stedet kompetencer. Kompetencer er vigtige, men mennesker har brug for den almene dannelse til at give deres uddannelse mening og retning. Løsningen, siger Nietzsche, er ikke at glemme de klassiske græske dyder som kunst, filosofi og æstetik.
Her 150 år senere er udfordringen den sammen. Forlaget Klim har udgivet de fem foredrag med et grundigt efterskrift. De er absolut læsværdige.
Da mediet Folkeskolen i 2018 bad om Knud Romers tanker om hvorvidt skolen skulle fokusere mere på den almene dannelse, fik de følgende svar: ”Det er derfor, vi eksisterer i universet. Det er for viden, oplysning, afmystificering og erkendelsesprojektet. Vi er ikke sat i verden for at producere Matadormix”.
146 år tidligere sagde en vred ung tysker det samme, med undtagelse af det der med matadormixen. Friedrich Nietzsche var 24 år da han blev udnævnt som professor på universitetet i Basel. Tre år senere, i foråret 1872 afholdte han fem forelæsninger om de tyske dannelsesanstalters fremtid. Han rasede over et dannelsesmæssigt forfald i form af et knæfald for uddannelse af målorienterede kompetencer frem for en undervisning i meningen med livet.
Man skelnede på Nietzsches tid mellem to typer dannelse: Den almene dannelse, der fokuserer på åndens opbygning og den specialiserede erhvervsdannelse, der fokuserer på kompetencer. Den almene dannelse skal opbygge og styrke folks kræfter, den specielle skal udvikle dets anvendelige færdigheder. Begge er vigtige. Men den første havde trænge kår.
”Jeg for min del kender kun én sand modsætning, anstalter for dannelse og anstalter for livsnødvendigheder; alle eksisterende hører til den anden type, men det er den første jeg taler om”, siger Nietzsche i sin første forelæsning. Det er vilkårene for den almene dannelse som er den røde tråd i de fem forelæsninger.
Forelæsninger foreligger nu i samlet form udgivet af forlaget Klim med et grundigt og oplysende efterskrift, hvor lektor Jens Erik Kristensen og professor Lars-Henrik Schmidt fra DPU sætter forelæsningerne ind i den rette kontekst og hiver Nietzsches tanker frem til i dag. Man kan med fordel begynde med læse efterskriftet.
Når dannelse bliver udvidet og udvandet
Men hvorfor er det så, at den almene dannelse er under pres? Det skyldes et samfundsmæssigt pres for at brede uddannelse så meget i samfundet som muligt.Nietzsche indleder forelæsningsrækken med at præsentere hans grundtese:
”To tilsyneladende modsatte, i deres virken lige fordærvelige og i deres resultater til slut sammenflydende strømninger behersker i nutiden vores dannelsesanstalter, som oprindeligt er grundlagt på ganske andre fundamenter: for det første driften til en størst mulig udvidelse af dannelsen, for det andet driften til formindskelse og afsvækkelse af samme. Ifølge den første drift skal dannelsen udbredes til stadigt videre kredse, ifølge den anden drift forlanger man af dannelsen, at den skal opgive sine højeste selvherlige ambitioner og tjenende underordne sin en anden livsform, nemlig statens.”
Baggrunden for dette er i og for sig god og logisk: Staten ønsker at dens borgere er så veluddannede som muligt, så de kan være med til at sikre velstand og udvikling. Hvis alle så ikke bliver undervist i super meget i kunst og filosofi, er det en pris man er villig til at betale. Men hvis mange skal undervises, bliver man nødt til at sænke den dannelsesmæssige barre samt standardisere undervisningen. Ikke så meget ånd, men en masse arbejdskraft – og var præcist hvad der skete. En udvikling som forskere som Ken Robinson også er inde på: Skolen bliver designet til at imødekomme den industrielle revolutions krav om lydige og disciplinerede medarbejdere. Ikke tænk for meget selv, men gør som der bliver sagt.
Hvis det blot havde gjort sig gældende for masserne havde Nietzsche været ok med det, men problemet er at industrialiseringens logik sniger sig ind i alle uddannelsesinstitutioner – og så bliver prisen pludselig meget høj.
Dannelse kan ikke standardiseres
For standardiseringer er utilstrækkelige i forbindelse med den almene dannelse. Den almene dannelse er nemlig altid en individuel proces. Det skal ikke forstås som en navlepillende session hos en coach, men grundige overvejelser om hvordan det enkelte individ kan udfylde en meningsfuld rolle i samfundets hele. For at rigtigt at kunne forstå det, skal man have fat i grundlæggende tanker om individet over for staten. Samfundssind og borgerdyd. Om at blive enige om værdier der er værd at kæmpe for. Her spiller grammatikken og matematikken fallit, og man skal i stedet have fat i kunst, tro eller filosofi.
Vi står altså med et dilemma hvor individet har behov for individuel vejledning, men staten understøtter ensartethed og udbredelse. Når man laver standardiseret uddannelse til masserne, mister vi ånden. Mange bliver uddannet, men næsten ingen bliver dannet.
I Danmark anno 2020 er dilemmaet stadig ikke løst: Hvordan kan man bedst gøre den enkelte klar til at møde livets (og ikke kun arbejdsmarkedets) udfordringer?
I efterordet opsummerer Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt Nietzsches tanker:
”Man må således ikke forveksle den sande dannelse med livsnødvendighedens, erhvervets og trangens tjenerinde og rådgiver. Enhver opdragelse og uddannelse, der stiller et bestemt erhverv eller materiel indtjening i udsigt, er ikke nogen opdragelse til dannelse, men blot anvisninger i, hvordan man klarer sig i kampen for tilværelsen”.
Rigdom, ny viden og tekniske hjælpemidler er naturligvis afgørende vigtige for det gode liv – og vi skal altid stræbe efter nye opdagelser og dybere forståelse. Men det er sjældent et mål i sig selv. Lykke, anerkendelse, sjælero og mening er i sidste ende det vigtigste for den enkelte, og det er her den almene dannelse kommer ind i billedet.
Dyrkelsen af ånden skal være det ekstra. Det der adskiller os fra kampen om overlevelse – det være sig fysisk, økonomisk eller socialt. Dannelsen er det der gør civilisationer åndrige og ikke blot tekniske.
Hjælp fra Aristoles
Hvad er det så man skal bruge den almene dannelse til? Dannelsen er både den kræft der skal få individet til at overkomme de mange opgaver som livet kræver (personligt, socialt og arbejdsmæssigt) og som skal skabe sammenhæng i samfundet. Det er den almene dannelse der skal give dine kompetencer mening og retning. Uddan dig, men vid hvorfor du gør det. Gennem dannelse får individet en plads i historien og samfundet.
Til det har man behov for virkeligt dygtige undervisere og dedikerede institutioner – og det er her vi har balladen. For der er opstået en situation, siger Nietzsche hvor uddannelsesinstitutionerne ikke er gearet til opgaven og hvor de fleste undervisere ikke er, ja, dannede nok til at kunne fungere som vejledere. Den nemme løsning er så at skrive dannelsen ud af uddannelse – hvilket var det den unge tysker rasede over i 1872.
Men hvor skal vi undervisere så kigge hen hvor inspiration? Hvordan finder man frem til samfundsbærende værdier?
Igennem tiderne har man kunne orientere sig imod religionerne. Men Nietzsche er jo kommet til at slå Gud ihjel (eller det vil han i hvert fald senere hen gøre), så hvad kan vi så bruge som åndeligt kompas?
Nietzsche er ikke i tvivl: Vi skal kigge til det antikke Grækenland. Vi kan tage ved lære af deres blanding af myte, filosofi, kunst og kropsdyrkelse. På Olympen boede både Apollon og Dionysos. På jorden skal elever lære noget om
”Prøv at tænke grækerne, samt filosofien og kunsten væk: ad hvilken stige vil I da stige op til dannelse? Thi under forsøget på at klatre op ad stigen uden denne hjælp, kunne Jeres lærdom komme til hvile som en ubehjælpelig last i nakken på Jer, snarere end den gav Jer vinger og trak Jer opad.”
Rejsen er vigtigere end målet
Men selv Nietzsche forventer ikke at folk bare sådan lige af sig selv knækker Olympens visdom. Til det har man brug for vise vejledere. Og det er en sådan vejleder der er helten i hans fortælling.
De fem forelæsninger er da bygget op om en fortælling, hvor en ung Nietzsche og en studiekammerat møder en gammel filosof og dennes lærling ved et skovområde langs Rhinen. Her har vi altså lærlingen der får den nødvendige eneundervisning.
De to unge studerende indleder en lang samtale med filosoffen og lærlingen. Her diskuterer de hvad det vil sige at søge viden og hvordan samfundet skal være indrettet førend dybe indsigter kan udvikles og videregives.
Og her bliver det svært: Landskabet hvori man bevæger sig ændrer sig jo hele tiden. Man kan derfor ikke 1:1 imitere grækernes svar. Og man finder naturligvis ikke præcise svar på aktuelle samfundsmæssige udfordringer eller til hvilken vej lige netop jeg skal vælge. Men man kan bruge dem til at blive en god rejsende på livets lange vej. Til at finde nogle værdier at stræbe efter og nogle moralske og menneskelige egenskaber der gør en i stand til at påbegynde og fuldføre rejsen (for så at fortsætte på en ny). Nietzsches senere übermensch er jo netop kendetegnet ved at kunne udholde rejsen mod store mål. Og så parkerer vi lige rejsemetaforerne for en tid.
Vi skal udruste vores elever ordentligt
Er vores elever klar til at begå sig i verden efter studentereksamen? Har de lært det væsentlige? Har de udviklet et borgersind?
Undervisning er ikke for sjov. Det må gerne være sjovt, men formålet har altid været – også på Nietzsches tid – at gøre individet civiliseret og sikre civilisationernes overlevelse. Hver tid sine udfordringer.
”Mennesket er i den grad omgivet af de alvorligste og vanskeligste problemer, at det, ført frem til dem på rette vis, tidligt vil geråde i ved vedvarende filosofiske forundring, på hvilken alene en dybere og ædlere dannelse kan vokse, som på en frugtbar undergrund. Hyppigst er det vel de egne erfaringer, som fører frem til disse problemer, og især i den stormfulde ungdomstid spejler sig næsten enhver personlig begivenhed i et dobbelt skær, som eksemplificeringen af noget dagligdags og samtidig af en evigt, forbavsende og forklarelsesværdigt problem”.
Dannelsesanstalternes opgaver er altså at gribe de unge og vise dem en vej igennem de udfordringer de ser omkring sig. Vi skal kunne sætte de spørgsmål som eleverne tumler med ind i en større kontekst. Her skal vi som undervisere hele tiden tale med hinanden og med vores elever om hvad der egentligt er det vigtige lige nu. Faren er, at når det pres som Nietzsche beskrev for 150 år siden – krav om mere undervisning til flere mennesker – bliver stadig større, at vi ikke har overskud til de samtaler. At vi genbruger gammelt materiale og gentager tidens modeord.
”At det sundeste fra den klassiske oldtid udgående kræfter end ikke anes i vore gymnasier, nemlig de kræfter, som forbereder til kampen med nutidens barberi, og som måske endnu engang vil forvandle gymnasierne til tøjhuse og værksteder for denne kamp.”
Det er os underviseres ansvar – sammen med relevante beslutningstager – at tage denne udfordring op. Det er op til os at sikre at gymnasierne bliver væsentlige tøjhuse i kampen med morgendagens udfordringer og ikke blot ligegyldige modehuse til afspejling af seneste trends.
Alt er ikke nyt, og ikke alt nyt er godt
Selv om bogen består af taler, og derfor er tiltænkt en mundtlig formidling, er den svær at læse i dag. Sproget er tæt og referencerne ikke altid lige til at fange for en dansk læser 150 år senere. Nietzsches publikum på universitetet har helt sikkert været bedre end mig til at sætte Kant, Hegel, Schiller og Winckelmann ind i den rette kontekst er, men det gør ikke så meget. For det er ok ikke at forstå det hele. Det er ok at blive mindet om, at tiden går og ting ændres.
Nietzsches forelæsninger fungerer som et vidnesbyrd om at vi nok aldrig bliver færdig med at tale om uddannelsesinstitutionernes rolle i samfundet. Det er et kampskrift mod det nytteorienterede. Målet for uddannelsessteder og for mennesker bør være noget mere end penge, prestige og produktion af matadormix.
