Kreativitetens opfindelse – en anmeldelse

For meget medicin kan slå dig ihjel.

Den moderne udvikling er en paradoksal størrelse, der i en underlig vekselvirkning skaber løsninger og problemer simultant. Kendt i fagkredse er Webers analyse af at et moderne fokus på rationalitet og effektivitet samtidig låste individer inde i jernbur af mål-middel-tankegange og Marxs analyse af, hvordan kapitalismen både skabte muligheder og undertrykkelse.

Det er i den sammenhæng, at den tyske professor ved kultursociologi Humboldt Universitet, Andreas Reckwitz, skriver sig ind med hans bog Kreativitetens opfindelse. Reckwitz fortælling er følgende:

Modernitet gør følelsesløs
Det moderne gennembrud blev drevet frem af et fokus på det rationelle og på kapitalisme, og i samfund der fokuser på vækst, fremdrift og videnskab, bliver følelser skubbet i baggrunden. Der opstår en tab af affekt. Så langt er han enig med Weber. Men ifølge Reckwitz så opstod kuren simultant med problemet. I takt med affektmanglen rammer folk, dukker forskellige udbydere af æstetisk produktion op. De er klar til at udfylde de følelsesmæssige tomrum. Det er med det fokus på vigtigheden af det nye, det kreative og det æstetiske at Reckwitz bringer nyt til forståelse af den moderne udvikling. 

Sansende væsener som mennesker kan ikke leve uden at få stimuleret netop følelser og sanser. Tidligere kunne det ske i religionen, men med modernitetens sekularisering er det ikke længere tilstrækkeligt. Noget nyt skal til, og noget nyt dukker op. Det nye er en dyrkelse af det æstetiske med inspiration fra kunstens verden. Det æstetiske skal bringe affekt ind i vores liv.

…så moderniteten skaber følelser
Den kreative kunstner og dennes værker bliver dyrket fra 1800-tallet, og mange vil imitere både liv og produktion. I en sådan grad, siger Reckwitz, at det bliver til historien om, at vi alle kan være kreative. At vi alle inderst inde er kreative – vi skal bare have rammer der tillader vores blomstring. Samtidig sker der en æstetisering af vores forbrug og handlinger: Mode og design opstår og går fra at være perifært til at være centralt. Oplevelser bliver vigtige og ikke mindst vores fortællinger om de oplevelser. Kunstneren var før romantikken mest en producerende håndværker. Langsomt bliver han en åndsperson der performer. Samme tendens ses hos individer og virksomheder.

I en kamp om et troløst publikum
Som det er tydeligt i dag, er god smag inden for mode, design og kunst noget der skifter. Herved opstår der, siger Reckwitz, en tendens til at det æstetiske ofte bliver synonymt med det nye. Er det nyt er det spændende, og der opstår en kamp for at vise, at man er med på det nye. Når du performer har du behov et publikum. Og hvis flere og flere performer sker der det, at publikum bliver overdynget med indtryk og at grænsen mellem udøver og bedømmer bliver uklar. Når vi bombarderes med affekt, kan det virke kontraproduktivt. I et moderne paradoks gør det æstetiske os mindre sensitive over for det æstetiske.

Reckwitz hovedpointe er, at det æstetiske ikke blot er et kunstnerisk ornament på modernitetens motor. Det er selve det brændstof, der får motoren til at køre rundt. Det er ønsket om at leve, forbruge og producere kreativt, nytænkende og æstetisk, der har skabt verden anno 2020.

Reckwitz bog er en fremragende fortælling om det moderne og en øjenåbnende analyse af, hvorfor vi alle sammen – gamle og unge, virksomheder og institutioner – har så travlt med at være på og vise vores hjem, oplevelser og nye dimser frem. Det giver nemlig anerkendelse og respekt.

Har du, kære læser, lyst til at dykke lidt dybere ned i bogens pointer, kan du fortsætte her.

Hvorfor er folk produktive?
Det er, som nævnt, en fortælling om hvordan den vestlige verden blev moderne.

I Weber, Simmels og Marx’ analyser er det moderne gennembrud båret frem af en rationalisering, en økonomisering og en medialisering. De forklarer, hvordan samfundet er blevet rigt og effektivt, men at individer i samme proces blev fremmegjorte og kyniske i en affortryllet verden. Men folk fulgte med arbejdspresset fordi det kunne betale sig, og fordi det blev forventet af dem. Gud kunne lide de produktive.

Hvad driver udviklingen frem?
Webers protestantiske etik kan imidlertid bedst holde dampen oppe, siger Reckwitz, så længe folk er religiøse. Religionen er retningsgivende i folks liv, det samme er traditioner som mærkedage, ritualer og omgangsformer. Med det moderne mister troen og traditionerne deres kraft. Når troen forsvinder, mister folk en vigtig kilde til følelsen af mening. Uden troen kræves noget andet som trækkende kraft. Det politiske kan fungere som et alternativ – og man så også nationalstater og politiske partier som stærke samlende faktorer. Men det er ikke nok – det er ikke personligt og inderligt som troen. Durkheim så, at vækst og rigdom ikke nødvendigvis gjorde folk mere lykkelige, men forklarede ikke tydeligt hvorfor de fortsatte ad samme spor. Hvad drev dem ud over simpel overlevelse? Hvad er det, der driver udviklingen frem? 

Driften mod det æstetiske
Ifølge Reckwitz er en forklaring på hvad der får folk til at arbejde hårdt og virksomheder til arbejde henimod det nye, en drift imod det æstetiske. Det æstetiske har mange former, men det kredser omkring det kunstneriske, kreative og innovative. Det æstetiske er det smukke og spændende der skiller sig ud i sin egen ret, og det er noget der ændrer sig. Todays hot is tomorrows not. Derfor bliver det æstetiske ofte det samme som det nye og pirrende. Hvis du skal være noget specielt (lader sig dække af Reckwitz’ æstetiske) skal du tilbyde noget nyt, smukt og/eller autentisk. Det æstetiske lader sig bedre opleve af sanserne end af den rationelt tænkende forstand. Det har at gøre med lidt diffuse begreber som skønhed, overraskelse, vellyst, åndfuldhed og samhørighed. Det æstetiske skal opleves ikke udregnes. Og da mennesket først og fremmest er et følende sansende væsen, har det æstetiske en stor og umiddelbar tiltrækning

Det æstetiske forklarer udviklingen af det moderne samfund
Det æstetiske er et plastisk begreb, og hvad præcist der bliver oplevet som æstetisk attråværdigt varierer over tid og sted. På den måde hænger det æstetiske sammen med det nye. Hvad der er nyt, er spændende. Det nye er i sin natur ikke nyt særligt længe, og hvis der er en samfundsmæssig drift mod det nye, ja, så skal der hele tiden opdateres. Om det er produkter, moden eller omgangsformerne. Driften mod det nye og det æstetiske kan forstærkes så voldsomt, at det får en dominerede rolle i samfundet. Hvis tilpas mange – individer, virksomheder og institutioner - fortæller sig selv og hinanden at det nye er vigtigt, ja så bliver det vigtigt. Er du ikke med er du ude.

Ovenstående kommer sikkert ikke som en overraskelse for dig - sådan har det altid været - men det nye i denne sammenhæng er, at menneskets drift mod det æstetiske ikke er blevet tillagt stor betydning i forståelsen af det moderne gennembrud og for hvorfor verden ser ud som den gør.

Med Reckwitz’ analyse går det æstetiske fra at være et kuriøst tillæg til de egentlige kræfter – Webers rationalisering og Marx’ kapitalisme til at være en grundlæggende komponent – helt ligestillet de andre. Det æstetiske kan, sammen med økonomisering, rationalisering og medialisering, forklare udviklingen af det moderne samfund.

Fra kunstneren over den kreative medarbejder til det selviscenesættende individ
Hvordan har det æstetiske og det nye fået en så fremtrædende rolle i vores samfund?

Samfundsmæssige ændringer er typisk svære at datere, men et godt sted at starte er i 1700-tallet. Her begynder man at se kunstneren som en skabende ånd og ikke bare en håndværker. Den tendens tager fart i 1800-tallet i form af en egentlige dyrkelse af kunstnere –eksemplificeret ved kunstneren i naturen eller bohemen på Montmartre. Kunstneren dyrkes som person med en speciel forbindelse til følelser og sande. Det begynder med malerkunsten, men bliver fulgt op af andre kunstformer inden for litteratur, scene og musik.

Kunstneren virker ofte anti-moderne: en der ikke dyrker det rationelle, det vækstorienterede og det økonomiske. Kunstneren, og dennes fortælling om sig selv, får en stor tiltrækningskraft for folk - drømmen om det frie kreative liv breder sig, og langsomt breder tanker sig om, at der i alle mennesket er en iboende kreativ kraft som venter på at bryde igennem. Parallelt opstår der bevægelser der er modsvar til industrialiseringens standardiseringer. Bevægelser som arts & craft vokser frem omkring 1900-tallet og dyrker det autentiske og smukke, ikke kun det funktionelle. Samlet set er der en bevægelse henimod det kreative og unikke. Det forventes i stigende omfang at produkter ikke kun skal være funktionelle men også smukke.

 De kunstneriske og designmæssige bevægelser og personer – fx surrealisme, dadaisme, futurisme, Bauhaus, Dali og Picasso - bliver drevet frem af en dygtig selviscenesættelse: kunstnerne er afhængige af et publikum og dyrker fortællingen om dem selv. De nye medier (først omnibusavisen, så radioen, tv’et og nu nettet) fortæller gladelig om dem - det sælger i spandevis.

 Reckwitz pointerer, at der i perioden omkring 1900-tallet sker en slags kollektiv uddannelse: Publikum lærer mere om kunstformer (i samme periode kommer der mange flere museer og udsmykningen af byerne tager fart) og om kunstnerne som arbejdende individer. Men jo tættere publikum kommer på kunstnerne, jo mere kan de se, at kunstnerne blot er mennesker – præcist som én selv. Den bærende fortælling er at alle jo er kreative. Med kunstnerne fødes de første mediestjerner, og siden drømmer stadig flere om at blive netop det.

 Creative cities og Self Growth Psycology
Fokus på det kreative ses meget tydeligt inden for kunsten, men er lige så dominerende  inden for design, mode og reklamerne for disse. Men også i byindretning (The creative city) og i psykologien (med fx Self growth psycology) opstår der fokus på at give individet mulighed for at realisere sig selv. Hver af disse områder bliver grundigt behandlet i bogen. 

Motoren til det moderne skabes
Op igennem 1900-tallet breder tankerne om det kreative, unikke og æstetiske sig til mange andre dele af samfundet. I virksomhederne begynder ledelseslaget at se medarbejderne i det lys: Hvis man giver dem mulighed for selvudfoldelse, vil de trives (og arbejde bedre). Det sker samtidig med, at medarbejderne begynder at forlange at blive set som unikke individer. Arbejdet skal ikke længere kun give brød på bordet, men også mening i livet. Og den tendens er kun blevet stærkere, og med den en drift til at bevise sit værd: En stærk motor til det moderne er blevet skabt. 

Kreativitetsdispositiv
Driften mod det kreative, det nye og det æstetiske går, ifølge Reckwitz, i to spor: Antagelsen om individers og organisationers naturlige innovationskraft og en æstetisering af produkter og processer. I dag er det kreative allestedsnærværende, siger Reckwitz. Når hele samfundet på den måde kredser om at komme først med det nye og med at dyrke den enkeltes potentiale, har det en formende karakter. Der opstår et såkaldt kreativitetsdisposiv. Et dispositiv er en måde til at forklare at mange - ikke forbundne forhold - trækker i samme retning. 

Det moderne skaber mangel på affekt
Men hvorfor har det æstetiske en så stor tiltrækning på folk? Fordi det æstetiske og nye gør den enkelte speciel.

Reckwitz påviser, at den moderne produktions- og livsform medfører en affektmangel i samfundet. Altså en mangel på stærke følelser. Det er ret svært at få hjertebanken af et regneark eller ved at stå ved et samlebånd. Så folk er på udkig efter noget der kan udfylde tomheden, og det er her den æstetiske produktion og løftet om egen kreativitet vinder frem.

 Lysten til at imitere kunstnerens kreative liv og selviscenesættelse breder sig, og den bliver hjulpet på vej af markedskræfterne. Virksomhederne øjner nemlig store muligheder i at dyrke det kreative – både som et ledelsesinstrument og som udvidelse af markedet.

 Så alt bliver sat ind på at skabe affekt - og virksomhederne anvender de instrumenter de kender bedst: nemlig økonomisering, rationalisering og medialisering. Herved opstår der et sælsomt paradoks: Moderniteten skaber affektmangel. For at skabe følelser og mening arbejder først kunstnere, siden designere, virksomheder og reklamefolk på at skabe produkter der netop på følelser og mening. Der sker en æstetisering af samfundet. Flere både efterspørger og udbyder og for at kunne tilfredsstille markedet, går produktionen fra de små atelier på Montmartre til storskalaproduktion – noget som Warhol jo kommenterer med hans masseproduktion på the factory. Der opstår en æstetisk produktion som anvender modernitetens logik til at komme ud til folk, og på den måde styrker det moderne. Det æstetiske bruger markedsundersøgelser, løbende tilpasninger, storskala produktion, global arbejdsdeling, reklamer og effektiviseringer. I sådan en grad at det er endt i veritabelt æstetisk sansebombardement.

Kampen om at blive set
Fortællingen om det kreative er i dag så dominerende, siger Reckwitz, at det findes alle steder: skoler, virksomheder og personer skal alle arbejde på at være unikke og kreative. Det bliver næsten til et krav. Her kommer så nogle af problemerne, for der er naturligvis noget malurt i bægeret: Du er først ægte æstetisk, når du bliver anerkendt af et publikum. 

Før det kan ske, skal publikum have øje på dig. Publikum kan være partnere, de andre eller kunden. Alle vil derfor kæmpe om at blive set, men ikke alle vil kunne blive set. Som det miskendte kunstneriske geni på Montmartre, må mange se sig selv blive overset. Og dette kan blive selvforstærkende: De kendte, de populære eller de med det stærkeste brands og flest likes, vil være dem der først bliver lagt mærke til, mens de andre kun kan håbe på at blive så (lidt) kendte. Men håbe vil de og kæmpe gør de, for løftet i tiden er, at alle kan blive det. Lykkedes det ikke, kan det være en depressiv oplevelse. 

Fra 1700-tallets mesterlære til TikTok
Derfor er der måske en tendens til, at man tilpasser bedømmelseskriterierne, så flere kan være med. Måske sker der det, at flere tror, at man skal kunne producere noget kreativt, æstetisk, unikt hurtigt. I den proces kan både bedømmelseskriterier og medier blive ændret, så det nemmere bliver muligt at fremstille sig som kreativ. Man går fra 1700-tallets mesterlære til Garageband på Mac’en og TikTok og Instagram på telefonen. Og når flere kan vise, at de er kreative, bliver presset på de ikke-kreative større.

 I denne proces opstår der et våbenkapløb, som umiddelbart er svært at se sig ud af: Des flere der vil vise sig frem, jo mere forsvinder den enkelte i mængden. Men hvis samfundets logik er, at man skal ses for at blive anerkendt, er alle tvunget til at kæmpe mere for at blive set. Det betyder noget hvem, og hvor mange der kan lide, hvad du laver. Hvem der liker dig. Da publikum i dag er allestedsnærværende og reagerer øjeblikkeligt, kræver det, at du konstant er på. Det er ikke længere så vigtigt hvad du laver, men hvilken rating din performance får. Man går fra kvalitet mod kvantitet.

Her vil du sikkert indvende, at det måske gør sig gældende for teenagepiger, men ikke for dig. Og du har sikkert ret. Det varierer naturligvis hvor meget man er på, hvor meget man stræber efter det nye (jeg skal hilse at sige, at min svigerfar ikke går særlig meget op i hvad der er nyt og smart). Men den samfundsmæssige tendens, siger Reckwitz, går entydigt i retning af det nye og det æstetiske.

Æstetisering uden udmattelse
Man bliver helt forpustet. Og der er mange flere der bliver forpustet af livet, siger Reckwitz. Hvad kan man så gøre? Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på en ændring, siger han, men man håndterer det æstetiske på nye måder. Han fremhæver to. Men lad os lige opsummere: Æstetiseringen af samfundet skyldes et behov for at få affekt i livet. Det gøres ved at tage del i noget nyt og pirrende. I den proces er der en udøver og et publikum, så hvis man vil opnå affekten, men ikke blive forpustet, kan man enten tage publikum ud af ligningen og/eller fokusere på gentagelse fremfor nyskabelse. 

To veje til at undgå at blive forpustet
De to veje: Den første kalder han profan kreativitet (profan i modsætning til den heroiske persondyrkelse). Her er det folk, der dyrker deres hobbyer og søger nye spændende ting, men ikke behøver at vise dem frem for et publikum. Der er fokus på produktion fremfor performance. Den anden måde kalder han for hverdagens gentagelsesæstetik. Her kan man dyrke nuancerne af det samme. Man kan fokusere på flow og repetition - eksemplificeret ved meditation og mindfullness.

Ny forståelse af hvorfor vi bliver ved med at løbe rundt i hamsterhjulet
Som underviser er det altid en fornøjelse at få en ny teori til forståelse af sit fag. Og som underviser i samfundsfag, skal jeg da ellers lige hilse og sige at jeg med Andreas Reckwitz’ Kreativitetens opfindelse har fået teori for alle pengene. Men det er ikke kun en bog for undervisere i samfundsfag, men for alle der ønsker hjælp til at forstå, hvorfor vi alle sammen er så forhippede på at være på og være med.

 Det kreative og æstetiske kan ikke forklare alt - det er Reckwitz helt med på. Der er stadig mange ting der fungerer efter en ikke-æstetisk logik, men når man først har fået øje på fortællingen om æstetiseringen af samfundet, ser man den alle vegne. Jeg glæder mig til at diskutere de grundlæggende pointer med mine elever.

Kreativitetens opfindelse
Andreas Reckwitz
Hans Reitzels forlag
Kr. 350