Det Kreative Nej - anmeldelse

Brug afvisninger som drivkraft! Det er budskabet i Lene Tanggaards letlæste men langtfra letfordøjelige bog: “Det Kreative Nej”. Tanggaard behandler på glimrende vis noget vi alle har prøvet før: at blive afvist. Af mennesker vi holder af og respekterer: forældre, kærester, ægtefæller, venner og på arbejdspladsen. Vi oplever også selv at måtte afvise andre.

I forordet slår hun fast: “afvisninger er ikke ligegyldige, og det er de heller ikke for forståelsen af vores psykiske liv. Det betyder tilsyneladende noget særligt for os mennesker, at vi har en frihed til at vælge og dermed også til at afvise nogen eller noget.”

Afvisninger katapulterer os videre

Tanggaard belyser de situationer, hvor afvisninger katapulterer os videre, men også frygten for afvisninger. Afvisninger og modstand har en særlig kreativ kraft og det “kan være sært tilfredsstillende at rejse sig op igen og alligevel magte mere, end man måske troede." Du får ikke en manual til, hvordan du elegant afviser andre, men snarere “en nysgerrig undersøgelse af, hvad afvisninger betyder for det senmoderne menneske.”

Afvisningernes aktualitet

Selv om afvisningen er så gammel som menneskelig interaktion, så er det som om at emnet aldrig har været mere aktuelt at tale om. “Aktualiteten beror på, at vi lever i et adgangssamfund, der i sin karakter implicerer afvisninger.” Fra at det vigtigste spørgsmål i efterkrigstiden var, hvordan man bryder traditionerne, “er det afgørende spørgsmål idag, hvordan du skaffer dig adgang - til en oplevelse af retfærdighed og en vis selvrealisering.” Muligheden for denne selvrealisering er dog ulige fordelt, samtidig med at vi aldrig før har haft så megen adgang til at se dette liv udfolde sig blandt de andre på de sociale medier. Tanggaard udfolder - med henvisning til Shoshana Zuborffs “Overvågningskapitalismens tidsalder” - den nuværende 2. modernitet, hvor vi selv bærer skammen over de forkerte valg og som en slags indre totempæl ender med at piske os selv. Hun konkluderer: “Det eksistentielle dilemma i dag er, at vi oplever, at mulighederne for et liv i værdighed er uretfærdigt fordelt.”

Praksisfællesskaber og venden blikket ud i verden

Tanggaard trækker tråde til flere at hendes tidligere bøger - Læringsglemsel, FAQ om kreativitet og den fremragende grundbog Pædagogisk Psykologi. Med Tanggaards fokus på afvisninger og det umiddelbart negative udfordrer hun såvel den positive psykologi som den individualistiske mainstreampsykologis venden blikket indad. Som modtræk skal vi vende blikket og opmærksomheden ud i verden på de rummelige, livgivende og stærke praksisfællesskaber, som er afgørende for vores trivsel. Specielt interessant er beskrivelsen af Tanggaards store inspirationskilde: Lave og Wenger og deres “paradigmatiske tekst” fra 1991: “Situated learning - legitimate peripheral participation”. I teksten nævner Lave og Wenger to barrierer for læring: “Det er dels, når de erfarne holder på viden, som kunne have været til gavn for nyansatte eller mindre erfarne, og når man fastholdes i de samme opgaver i mange år uden mulighed for udvikling. Omvendt sker den mest effektive læring, hvis man kan få en cirkulation af viden, erfaringer, tips og tricks mellem kollegaer på samme niveau eller på næsten samme niveau til at fungere.”

Læring er situeret

Aktionslæring og kollegial sparring er i denne optik vejen til at blive en bedre underviser. En vej fyldt med spontane afstikkere, og hvor det er centralt at betragte sine handlinger i et bredere og situeret perspektiv. “For at forklare det, der sker i en given undervisningssituation, skal man kort sagt medtænke en række forhold i situationen såvel som uden for situationen, fx hjemme i barnets hjem, i fritidslivet, i livet uden for klasseværelset osv. En god lærer er ikke altid noget, man selv kan bestemme sig for at være, for man er afhængig af, at andre også er med til at spille en “fri”, om man så må sige.”

Vi lærer bedst, når vi har glemt, at vi er i færd med at lære

Den opbyggelige historie er, at Tanggaard ser afvisningen som et led i en kreativ proces, en driver. Modstanden og afvisningen igangsætter læring og glemsel. Det er et skønt paradoks: “vi lærer bedst, når vi har glemt, at vi er i færd med lære. I læringsglemslens dybe engagement kan vi dog netop snuble eller falde over en forhindring, der gør, at vi bliver nødt til at stoppe op og reflektere over det, vi gør. Dybt opslugt kan vi blive afbrudt. Refleksionen er i denne forstand noget, der sættes i gang af en afvisning eller en erfaret modstand i verden. Den sker ikke af sig selv.” Der ligger også en ziehesk pointe gemt her: Struktur, rammer og forudsigelighed kan virke frisættende.

Vend blikket udad. Skynd dig langsomt. Køb Tanggaards bog og mind dig selv og dine kollegaer om, at det er når modstanden og afvisningerne rammer os, at vi lærer allermest. Når den ene dør smækker åbner en anden.

Det Kreative Nej - om at bruge afvisninger som drivkraft

Akademisk Forlag

Kr. 250, 157 sider.