Team Teachers - eller en historie om den gode hverdag og det firedobbelte pres
Det er sjovt at være underviser, og det er et arbejde der er fyldt til randen med mening. Gode kollegaer og muligheden for at beskæftige sig med de emner der interesserer én. Men. For naturligvis må der være et ’men’. Gode historier kræver et ’men’ så, here it comes: Men når det er sagt, er nogle forhold man skal forstå og nogle problemer der skal løses, for at det bliver ved med at være sjovt. Der er i dag et firedobbelt pres på undervisere i dag. Nemlig:
- Krav om mere undervisning
- Krav om mere personificeret undervisning
- Konstant ændring af strukturer (ministerielt og teknologisk)
- Ingen klar modtager af kritik
Sagt på en anden måde, så skal den enkelte lærer undervise flere elever på en mere individualiseret facon i en sektor med konstante forandringer, og hvor det er svært at ændre rammerne. Meget er godt i underviserens liv, men der er en udvikling i horisonten, som vi skal forholde os til, hvis vi også om 10 år skal være glade som undervisere. Det er jeg sikker på at vi vil være, men først skal vi have et begreb om udfordringerne.
Mere undervisning giver mindre tid til fordybelse
Med den kontinuerlige række af reformer og effektiviseringskrav skal de fleste undervise flere timer. Det vil, alt andet lige, betyde mindre tid til forberedelse og fordybelse. Det er problem, da flere timer betyder større risiko for at brænde ud. Jeg tror egentligt ikke, at det er timerne i klasserne der i sig selv er et problem. Problemet opstår, hvis underviserne på længere sigt ikke kan dyrke deres fag og deres nicher. Uden nye input kører man i hak. Kører man i hak, keder man sig. Keder man sig, leverer man dårlig undervisning. Leverer man dårlig undervisning, får man ukoncentrerede elever. Og så kan den onde cirkel ellers bare spinne derudaf.
Som undervisere konkurrerer vi med telefonens konstante dopamin-belønninger. Så hvis vi ender med at levere standardiserede sekunda-undervisning (grundet manglede forberedelsestid), så er det svært at se, hvorfor elever i fremtiden skal vælge de fysiske skoler frem personaliserede tilbud online. Mit bedste bud er, at man i fremtiden vil efterspørge ro, fordybelse, nærvær og historier bundet op på viden. Det vil være fint, hvis skolerne kan levere netop det. De hurtige klik kan elever sagtens finde andre steder.
Det er svært at finde tid til den personaliseret undervisning
Samtidig med, at underviseren skal være i klassen, er der stærke didaktiske kræfter der overbevisende argumenterer for, at vi skal huske at tilrette undervisningen til den enkelte elev, og at vi i lærerteamene skal have tid til at diskutere hvordan man bedst giver formativ feedback til hver af eleverne. Med de nye, og i øvrigt ganske fine, tanker om at vi på skolerne skal være bedre til at sætte uddannelserne ind i elevernes hele liv (hvilket er et af formålene ved det nye begreb karrierelæring), er der mange områder, hvor vi skal huske at fokusere på individet og ikke kun gruppen. Jeg er helt enig. Jeg håber bare ikke, at det vil tage endnu mere tid fra faglig fordybelse, refleksion og udviklingen af undervisningsmaterialer. Jeg sætter min lid til dygtige folk i it-branchen, og deres evner til at løfte næste generation af software til personaliseret læring.
Omskiftelighed skaber ustabilitet
Som jeg behandlede i et tidligere indlæg, så bliver it-rammer ofte udskiftet i undervisningen. Lidt langsommere går det med didaktiske stile (synlig læring, relationsbåret læring etc.). Endelig kommer der med jævne mellemrum nye politiske krav, til hvordan uddannelserne skal indrettes og udføres. Denne treenighed af forandring skaber en gyngende grund, for uddannelsesstederne.
Hvis der for ofte bliver dikteret nye rammer, bliver det svært at finde en rytme og stabilitet i sit arbejde. Uden rytme og rutiner bliver man forvirret. At konstant omstilling er et gode, er en løgn managementkonsulenterne har prøvet at overbevise os om, og som gode kræfter først sent stiller spørgsmålstegn ved. Brinkmann og andre kæmper så ene i manegen, at de risikerer at lide pizzariadøden (du ved – det der er sket med Monets åkande-malerier eller billedet af højhusarbejdere der spiser deres frokost på en jerndrager højt over New Yorks gader – man bliver træt af at se dem og deres budskaber bliver en kliché).
No sender to return to
Hvis man, som jeg, ser ovenstående symptomer som udtryk for samme diagnose, er det naturligt at søge at finde en kur. Men her kommer vi til den djævelske afslutning: Der er ingen synlig fjende. Det besynderlige er, at der ikke er nogle onde personer. Der er ingen, der har en dagsorden med at ville skabe dårligere undervisning, dumme elever eller deprimerede lærere. Der er ingen man kan pege på og sige ”det er dig, der skal fixe det”. Kollegaerne kan pege på ledelse, ledelsen kan pege på politikerne og politikerne kan pege på en ’udvikling’ styret af teknikken og den globale konkurrence. Men alle vil det bedste. Jeg oplever selv en ledelse der oprigtigt er interesseret i at sikre et godt arbejdsmiljø.
Det er så at sige noget der ligger i tiden, eller i strukturen, hvis man skal følge logikken fra Hartmut Rosa og andre. En dansk repræsentant for den skole er Rasmus Willig, og hans analyser af hvor svært det kan være at finde lydhørighed for sig sine bekymringer, er bekymrende læsning. Problemet er, at hvis man ikke kan finde en afsender til sine problemer, er der en fare for at internalisere dem.
Team Teachers
Hvis man ikke kan finde årsagen til dårligdommene, eller hvis man ikke kan finde en ansvarlig, hvad gør man så? Man forsøger i fællesskab at komme med løsninger. Det er der heldigvis mange der gør: Dygtige folk i ministerierne, GL, Danske Gymnasier og uddannelsesforskere, for at nævne de mest oplagte, beskæftiger sig med det samme.
På Lektionen.dk vil vi gerne være med til det – fra et græsrodsniveau. Vi vil prøve at blive klogere på hvad der sker og sammen finde på løsninger der sikre at hverdagen for underviserne bliver ved med at være god. Vi tror, at den proces skal gå på to ben:
- Ved at diskutere de undervisningsmæssige rammer.
- Ved at dele tips og tricks til den daglige undervisning
Jeg er inspireret af teknologi- og medieteoretikeren Douglas Rushkoff og hans arbejde med borgernetværket Team Human. Team Human rasion d’etre er at finde det menneskelige i en tid, der i stigende grad bliver kontrolleret af algoritmer og binær logik. Det er en insisteren på, at livet består af nuancer og at det særegent menneskelige er det man ikke kan måle. Rushkoff er en teknologi-evangelist der har mistet troen på teknikken, og som leder efter svar på hvad det var man gjorde før excel, databaser og iphones. På Team Human er der interview med eksperter og praktikere, der deles links, historier, guides mm. På Lektionen vil vi skabe en base for Team Teachers, hvor vi kan blive klogere på det firedobbelte pres, og finde intelligente løsninger på det.
Vi skal sammen finde på måder at anvende teknik. Vi skal dele tips og tricks. Vi skal fortælle de inspirerende faglige og didaktiske anekdoter. Vi skal fortælle når nye tiltag er mere dumt end smart (sic!). Vi skal blive ved med at drikke kaffe med ledelsen. Vi skal huske os selv på, hvorfor vi har et vigtigt og spændende arbejde. Som Team Teachers skal vi spille bold med alle relevante aktører.
