Pissedårlig undervisning - anmeldelse

Vejen til god undervisning går gennem den pissedårlige undervisning

Kære underviser. Kære kollega. Du kommer ikke udenom at levere pissedårlig undervisning. Det er som det skal være, for vejen til god undervisning går gennem den pissedårlige undervisning. Det er en af de centrale pointer i Alexander von Oettingens nye bog Pissedårlig undervisning. I bogen folder Alexander von Oettingen, Prorektor ved UC SYD, sig ud med skarpe pointer, humor og befriende paradokser. Bogen er fyldt med modhager og samtidig letlæst. Det fremragende eller sublime er, ifølge Oettingen, ikke pædagogisk interessant. ”Det anderledes, skæve, forunderlige, uventede, betagende, paradoksale og angstprovokerende er langt tættere på pædagogikkens virkelighed.”

Negationer og paradokser

Hvad du gør med din pissedårlige undervisningen er derimod vigtigt. Når du reflekterer over og snakker med andre om din pissedårlige undervisning, får du muligheden for at gøre den bedre. Det burde være banalt, at vi lærer af vores fejl, men pædagogikken har, ifølge Oettingen, glemt at vi erkender gennem negationer, irritationer og paradokser. Et centralt begreb i denne forbindelse er negationsviden: “Negationsviden er den produktive omgang med det, som vi ikke ved og ikke kan, og med de fejl, som vi nødvendigvis begår. Det er gennem fejl, irritationer og negationer, at vi kommer tættere på sandheden som et fænomen. En fejl er derfor ikke en dårlig ting, som vi helst skal undgå, men en helt naturlig konsekvens og udvikling af en given praksis.” Vores fejl kan altså bruges produktivt til det muligt bedre. “Du bliver, hvad du fejler, og hvordan du forholder dig til dine fejl” Hvis du skal forstå noget og blive klogere, skal du starte der, hvor negationen optræder. Derfor er det opbyggeligt, at kunne diskutere pissedårlig undervisning og komme tættere på virkeligheden ude i klasseværelserne. Negationsviden handler for Oettingen også om at fremhæve paradokser og modsætninger. Den klassiske paradoksale problemstilling er mellem autonomi og heteronomi, mellem barnets frihed på den ene side og opdragelsens afhængighed på den anden side. En anden paradoksal problemstilling er mellem distance og nærhed.

God undervisning bliver bedre når vi beskæftiger os med dens modsætning

Ingen har monopol på den gode undervisning. Den er kompleks, viser sig i forskellige former og vi har svært ved at præcisere, hvad den er og hvordan den ser ud. Det pissedårlige, derimod, findes i en mere bestemt form. “Vi kan meget lettere definere, hvad vi ikke vil acceptere, hvad der ikke er i orden, og hvad der bare ikke duer i undervisningen. Det gode kan antage mange former; det dårlige kan vi identificere entydigt. Derfor bliver den gode undervisning bedre, når vi beskæftiger os med dens modsætning. Vi må aftabuisere skolens måske største tabu: den pissedårlige undervisning.” Paradokserne giver en forståelse for, “at undervisning altid er spændt ud mellem det gode og det dårlige. Først i de konkrete handlinger viser det sig, hvor pendulet er på vej hen. Paradokserne skal opløses (…) Lærerne kan ikke tænke sig ud af paradokserne, men de kan handle i forhold til dem. De kan tage stilling og komme videre. Først i situationen træffer lærere de valg, der fører til succes eller fiasko.” Fordelene ved netop at adressere den negative og pissedårlige undervisning er, at den åbner op for “at vi kan tale anderledes om det, som vi dybest set ikke ved så forfærdelig meget om. Om alt det, der er svært og volder os problemer, og om alt det, som vi måske ikke er så stolte af.” At aftabuisere skyggesiderne, den pissedårlige undervisning og at “få det frem i lyset vil være det første skridt henimod at respektere og anerkende, at vejen til det mulige bedre ligger i det negative.” Det kræver dog, at der på de enkelte skoler bliver opbygget en sårbarhedskultur, hvor det er ok at fejle og komme ind på lærerværelset og sige: “Jeg har idag lavet pissedårlig undervisning…”

Tre perspektiver på pissedårlig undervisning

Pissedårlig undervisning ses både fra lærerens, elevens og systemets synsvinkel. Fra lærerens synsvinkel handler det bl.a. om altid at have gennemtænkt worst case scenario. Oettingen nævner, at hvis man skal uddanne sig til jagerpilot, skal man øve sig i at styrte ned med sit F-16 fly. “Pissedårlig undervisning er derfor ikke en undervisning der fejler, men en undervisningspraksis, hvor læreren er holdt op med at spørge, om der er tale om fejl.” Dvs. problemet er ikke at fejle, men at undlade at erkende og dermed reflektere over sine fejl. For læreren kan der være tale om tre typer af fejl: indholdsfejl, metodiske fejl og organisatoriske fejl.

Pissedårlig undervisning fra elevens synsvinkel handler om, at mange elever føler sig usynliggjorte i undervisningen og skolens hverdag. “Vi har øjensynligt udviklet en usynlig undervisningskultur med synlig læring. Det er skæbnens ironi.”

Pissedårlig undervisning fra systemets synsvinkel handler om de makrostrukturer, som indvirker på skolens mikrostrukturer. Her fremhæver Oettingen en global undervisningsvirus som har inficeret alle lande, bortset fra Finland. Virussen som vi alle bærer rundt på, og beskrevet af den finske uddannelsesforsker Pasi Sahlberg, hedder GERM (Global Educationel Reform Movement) og er drevet af OECD, Verdensbanken og stærke kapitalfonde. Målet er at ensarte landenes uddannelsessystemer, så de bedre kan sammenlignes og benchmarkes. Skolen bliver en markedsplads og opportunisten klarer sig bedst. Et konkurrence og evalueringsparadigme, hvor den underliggende logik er: bare vi måler bliver vi bedre. Oettingen spidsformulerer det: “Pissedårlig undervisning i metermål, men det virker.”

Pligtlæsning

Oettingens skønne bog er tankevækkende og mind-blowing på mange planer og bør være pligtlæsning for enhver underviser, leder og politiker. Den er fyldt med modhager og paradoksale problemstillinger, som er svære at løse, men kan reflekteres over og handles i forhold til. Bogen er letlæst, men du kan ikke ryste den af dig. Det er en af bogens mange styrker, at den både ser undervisning fra et kikkertperspektiv og et helikopterperspektiv. Der stilles skarpt og zoomes ind på den enkelte lærers pissedårlige undervisning, samtidig med at det hele ses fra oven og de makrostrukturer der påvirker lærerens hverdag. Det store i det små.

Lav nogle gode fejl og del dem med dine kollegaer

Undervisning bliver et pendul svingende mellem bl.a. frihed og tvang. Som Oettingen selv formulerer det: “Ingen veje fører ud af det paradoksale – tværtimod. I pædagogiske sammenhænge må man acceptere, at vejen til det bedre går gennem det dårlige og endda det pissedårlige. Og man må acceptere at skyggesiderne, disharmonierne, paradokserne og fejlene altid følger med. Vi kan lære af vores fejl, men vi kan ikke opløse dem.“

Gå med bogen i hånden ud og lav nogle gode fejl, reflekter over dem og del dem med din kollegaer.

Alexander von Oettingen. Pissedårlig undervisning. Hans Reitzels Forlag 2019. Bogen har forord af Knud Romer, koster 125 kr og er på 102 sider. Du kan læse mere om pissedårlig undervisning her og læse Lektionens interview med Oettingen: Det pædagogiske paradoks.