Hvad sker der, når alt bliver et spørgsmål om moral?
Jeg synes egentligt, at det bare var i går at jeg smilte af amerikanske historier om trigger warnings og toxic masculinity. Jeg forstod det ikke, og var sikker på, at netop de tendenser ikke ville bevæge sig over Atlanten. Jeg tog fejl.
I uddannelsessektoren er vi i dag tvunget til at skulle forholde os til nye typer af race-, køns- og identitetsmæssige spørgsmål. Adfærd, ord og meninger har måske aldrig været et mere minefyldt landskab end netop nu.
Hordernes hærgen
Der skulle gå mindst et år, fra jeg hørte om toxic masculinity til jeg stødte på begrebet woke. Nu er det som om, at det er alle vegne.
For at forstå begrebet bedre, kan man med fordel læse Hordernes hærgen af Douglas Murray. Den er udgivet på forlaget Ellekær, et for mig ukendt forlag. Forlaget har en værdimæssig profil der ligger til højre for midten – hvilket bliver eksemplificeret i bogens forord skrevet af Marianne Stidsen. Her er boksehandskerne virkelig taget på i en kamp mod ”venstreradikale tendenser”. Murray selv har heller ikke meget til overs for de identitetsmæssige frontkæmpere, men hans analyse er mere afdæmpet.
Bogen er opbygget af fire overordnede kapitler, der hver især belyser et identitetsmæssigt emne: homoseksualitet, køn, race og trans. Grundlæggende for de fire områder er spørgsmålet om repræsentanter i de forskellige grupper er udsat for diskrimination. Kort opsummeret mener Murray at der er eksempler på diskrimination, men at det er uklart hvorfra diskriminationen stammer, hvem der skal kritiseres og hvad der kan gøres for at bedre tingenes tilstand.
Hans pointe er, at der faktisk er historisk stor lighed og grad af accept i dag. Når rettighedsforkæmpere fra de fire områder alligevel insisterer på det modsatte, opfører de sig som en hærgede horde, der skaber splittelse frem for at tale om løsninger. Murrays pointer kan ikke stå alene, men de er et fint indspark i debatten.
Krigen med kamp på fire fronter
Bogen behandler, som nævnt fire, områder hvor der opleves diskrimination:
LGBT+
Første afsnit handler om homoseksualitet. Opgøret mod heteronormaliteten er i gang. Det er ikke længere naturligt, at par består af en mand og en dame. Og det er naturligvis fint, mener Murray – der selv er homoseksuel.
Kapitlet er en interessant undersøgelse af en stærkt fragmenteret bevægelse. Som han skriver: ”Lige fra homoaktivismens begyndelse og frem til i dag har man skændtes indædt om, hvad det præcist er, man kræver. Det kan koges ned til det ubesvarede spørgsmål, om homoseksuelle er præcis som alle andre bortset fra et enkelt karaktertræk. Eller om dette enkelte karaktertræk gør homoseksuelle forskellige fra resten af samfundet. På hver side af denne kløft står to store lejre”. Er man homo eller queer? Det er denne skelnen Murray undersøger, og stiller spørgsmål til hvad det så lige præcist er samfundet skal gøre mere end det, det allerede gør.
Feminisme
I afsnittet om kønsmæssig lighed er det primært feminismen i de forskellige bølger, som bliver analyseret. Hvad er egentlig kønsmæssig lighed? Hvordan måler man toxisk maskulinitet, og kan man tale om toxisk feminitet? Er en del af ligestillingskampen, at mænd skal fravælges?
Den aktuelle situation med Metoo og krænkelsessager viser at der er problemer. Murrays kapitel viser, at den offentlige relation mellem køn er svær at navigere i – det er svært at vide om man(d) overskrider grænser eller ubevidst reproducerer kønsdiskrimination.
Og bare fordi man er en hvid mand, betyder det ikke at man oplever en verden med utroligt mange privilegier. Man kunne fx spørge de arbejdsløse fabrik- og minearbejdere i det amerikanske rustbælte om de føler sig magtfulde. De gør de ikke, og hvis de samtidig får at vide fra venstrefløjen at de er nogle racistiske mandesvin der hader miljøet, ja så stemmer de altså på Trump.
Black Lives matter
I afsnittet om race kigger Murray på, hvordan der er sket en bevægelse fra Martin Luther Kings ønske om, at hudfarve ikke skulle have nogen betydning, til at det har enorm betydning. Der er fuld accept af, at sorte i lande som USA systematisk er blevet undertrykt. Forundringen går på, at det ikke er helt klart, hvad bevægelser som BLMs endemål er og om ikke-sorte-fra-fødslen må identificere sig som sorte.
Som i bogens andre kapitler er det mere Murrays ærinde at stille spørgsmål og udstille hvor svært det vil være at efterleve alle bevægelsernes krav end det er at komme med svar. Eller hans svar er i de fleste tilfælde: ”Det går faktisk ok, og vi er på rette spor. Hav tålmodig hed og accepter at forandringer tager tid.”. Er man sort i USA, kan det dog sagtens være, at man er træt af at vente.
Trans
Sidste afsnit handler om transspørgsmålet. Altså spørgsmålet om køn. På samme måde som de andre afsnit er der mange gode spørgsmål, man vil kunne diskutere med sin klasse. Hvad er køn egentligt? Er man født som mand eller kvinde, og kan man skifte frem og tilbage? Hvornår er man gammel nok til at skifte køn? Skal forældrene inddrages i beslutningen? Nej, mener nogle organisationer. Og er det det offentlige som skal betale for kønsskiftet?
De fire kapitler er adskilt af såkaldte mellemspil – nogle overvejelser hvad der forbinder de fire områder – hvorfor fire egentlige forskellige bevægelser taler til de samme mennesker. Hvordan det at være woke, typisk er gå op i identitetsmæssige uretfærdigheder – også selv om de enkelte områder ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Særligt interesamt er mellemspillet om tilgivelse: om hvorvidt tilgivelse er muligt når man først har set sig sur på en modstander.
Hvad er det identitetspolitiske slutmål?
Bogen er fuld af eksempler, hvor de fleste ville tænke, at her er den identitetsmæssige kamp gået for vidt. Det er historier fra amerikanske universiteter, offentlige debatter og sundhedsmæssige overvejelser. De er sjove at læse, men det mest interessante er Murrays mange spørgsmål til den indre logik inden for de forskellige bevægelser.
Murrays udgangspunkt er en undren: Han undrer sig over, at netop som man troede, at man var nået frem til ligestillingens endemål – et samfund hvor ingen skal blive forfordelt på baggrund af køn, race, tro eller seksuel identitet. Netop da, går det hele agurk.
Murrays spørgsmål til de forskellige bevægelser er ”I forhold til hvad og hvad er endemålet?”. Hvis man mener, at der ikke er lighed, hvad er det så, man sammenligner med? Har det tidligere været bedre eller er der nogle steder, der er mere lige end andre?
Og hvornår er der tilpas ligestilling? Hvornår er kampen slut?
Bogens engelske titel er The Madness of the Crowds. Som et korrektiv til antagelsen om the wisdom of the crowds. For det er jo ikke sikkert, at blot fordi mange siger noget bestemt, at det så er rigtigt. Men internt i sin gruppe-boble, er det nemt at overbevise hinanden.
Hordernes hærgen eller ønsket om at retfærdighed skal ske fyldest?
Hordernes hærgen er en interessant bog, men også et spidsvinklet indlæg i debatten om identiteter anno 2020. Blot fordi du bekymrer dig om ligestilling og social retfærdighed, er du altså ikke nødvendigvis en del af en horde, eller opfører dig hærgende. Det er en stråmandsargumentation, som Murray aldrig helt løfter sig over.
Men der er også tegn på galopperende amokløb, og debatten er ofte skinger, men den skal tages. Og den vil komme til et klasseværelse nær dig. Og i det klasseværelse vil der være elever på begge sider af hegnet (dog flest på woke-siden, vil være mit bud. Samme woke-folk vil nok smide Murray i samme bås som fx Jordan Peterson).
For der er masser af vigtige spørgsmål som skal drøftes:
Der er spørgsmålet om individet over for gruppen: Hvor meget skal gruppen/samfundet tilpasse sig de enkeltes ønsker, og hvor meget skal den enkelte acceptere, at der er nogle samfundsmæssige strukturer, som ikke er helt efter individets hoved?
Spørgsmålet om der er tale om ulighed og hvad – allervigtigst – kan der konkret gøres for at opnå større lighed?
Eller spørgsmålet om hvornår man kan slå en streg i sandet og kigge fremad? Kan man tilgive eller skal dele af kulturen blive cancelled? Det er svært, for der er tale om kontinuummer: Vi vil ikke have statuer af Hitler, men betyder det at alle andre statuer skal fjernes? I så fald, hvem er dommere? Er det nok, at en enkelt medborger bliver stødt? Hvis ikke, hvor mange skal så blive stødt?
Woke er ikke noget nyt og er, heldigvis, kommet for at blive
Vi er ikke ved historiens endemål, og naturligvis skal vi som samfund blive ved med at stille spørgsmål til den bestående orden. Uretfærdigheder skal belyses og der skal findes nye løsninger. I den proces er det dog vigtigt med en nuanceret debat og en accept, at alt ikke kan ændres med det samme. Vi skal debattere den orden og sammen finde løsninger som gør samfundet bedre – og være i stand til at kunne forklare hvordan man rent faktisk forestiller sig at nå ens mål. Moderne samfund bygger på love der er universelt gældende – så vi skal sikre os, at nye love kan tåle at blive testet på alle. Her skal man møde hinandens synspunkter.
Hvis vi som undervisere skal være dem som kan tilbyde vores elever opbyggelig modstand i deres proces med at vokse op og uddanne sig, så er Murrays bog pligtlæsning, når samtalen kommer ind på woke.
Douglas Murray
Forlaget Ellekær
