Læring foregår med hele kroppen

Vi ved det egentligt godt: Undervisning er altid noget praktisk der foregår i et konkret rum med levende mennesker. Alligevel er godt en gang imellem at blive mindet om, at vi ikke kun skal tale til intellektet, når vi underviser. Undervisning er altid undervisning af mennesker med en krop og en historie. Jo mere disse bliver inddraget, des bedre undervisning.

Af Søren Lindgreen

Inden for robotteknologi er The uncanny valley et sted man frygter. Det er et sted hvor verden giver sig ud for at være normal, men bare ikke er det helt. Det er et billede på, hvordan vi mennesker reagerer på noget ikke-menneskeligt, der opfører sig som mennesker eller bliver tillagt menneskelige værdier. Animisme og antropomorfisme har altid fundet sted – vi har altid tillagt naturen, vores dyr eller bamser menneskelige egenskaber. Men når vi har kommunikeret med dem, har vi ikke forsøgt at tolke dem som mennesker – altså sådan helt konkret som når man kigger på et ansigt for at afkode meningen. Og det er fint, fordi det jo netop ikke var et menneske der stod over for os, men naturen, et dyr eller en gud (alt efter temperament).  

Vi kommunikerer bedst med mennesker

Hvad har det så med robotter at gøre? Jo, problemet for robotfabrikanter er, at mennesker arbejder bedre sammen med robotter, som vi kan knytte os emotionelt til. Det bliver underholdende forklaret i en TED-talk af Leila Takayama (som forsker i human-robot interactions). Hvordan skal robotter se ud for at vi kan knytte os til dem og samtidig arbejde med dem? Her skal man finde en balance mellem en positiv emotionel forbindelse og et gnidningsfrit samarbejde.

Vi mennesker arbejder super godt sammen, fordi vi umiddelbart kan aflæse hinanden og koordinere handlinger. Vi kan se om folk er med på opgaven. Mennesket har brugt millioner af år på at fintune evnen til at kunne aflæse og knytte sig til levende mennesker, og vi er enestående til at afkode det nonverbale - og det er primært igennem det non-verbale, at vi lærer at blive mennesker. Det er i mødet med mennesker, at vores spejlneuroner kommer på arbejde. Denne form for intuitive samarbejde er robotfabrikanternes guldstandard.

Og så til problemet: Det er helt utroligt svært at lave robotter, der rigtigt ligner et menneske. Pionerer inden for robotteknologi står over for et svært valg: Skal de lave robot-robotter eller robotter der virkelig ligner os mennesker.

 Robotter der ligner robotter R2D2 har vi det fint med, fordi det er tydeligt, at vi ikke står over for et menneske. Vi ved, at vi ikke skal iværksætte vores arsenal af emotionelle og sociale kompetencer. Selv om vi slet ikke kan lade være med at knytte os til robot-bamsen eller Siri.

Men når man står over for ikke-mennesker der næsten ligner mennesker, så bliver vi usikre. Vi ved ikke om vi skal kommunikere mellem-menneskeligt (hvilket vores instinkt fortæller os, da vi jo står over for noget der ligner et menneske) eller om vi skal kommunikere som om det var en computer eller kat. Det er her, at vi bevæger os ned i the uncanny valley.

…og hvad har det så med undervisning at gøre?

Husk det ikke-intellektuelle når du underviser

Den her artikel handler egentligt slet ikke om robotter, men om hvordan man underviser børn og unge. Men jeg har ofte tænkt på the uncanny valley, når jeg det seneste år har undervist eller mødtes med kollegaer online. Det er svært at sætte fingeren på hvad der mangler, men noget er off. Møder på Teams føles bare ikke helt rigtige - og det er jo ikke mærkeligt – da vi mangler det taktile.

Skulle man være i tvivl om hvorvidt vi har behov for fysiske kropslige møder, skal man skynde sig at læse Læring med kroppen forrest af adj. professor og læge Kjeld Fredens.

Fredens har en såkaldt enaktiv tilgang til undervisning. Tanken er, at forståelse af verden kun rigtig kan ske gennem kropslig handling. Gennem konkrete møder mellem rigtige mennesker. Dette i modsætning til mere kognitivistisk tilgange der siger, at man godt kan lærer noget rent intellektuelt.

Den radikale enaktiske tilgang siger, at man skal føle og afprøve, før man forstår. Den radikale modsætning i kognitivisme siger, at man teoretisk sagtens kan få viden direkte uploadet matrix style og så derfra kunne håndtere verden. Kognitivisterne vil ikke se de store problemer med Teams, da viden, siger de, jo i sidste ende er noget der foregår i hovedet.

Det er fin historie, den er bare ikke rigtig, siger Fredens. Læring er altid kropslig. Det begynder allerede i moders mave, hvor babyen mærker og lytter. Efter fødslen lærer barnet ved at mærke verden, og det stopper aldrig. Som vi bliver ældre, har vi ikke samme behov for at stoppe ting i munden for at lære det at kende, men omverdenen er stadig afgørende. Det er afgørende, hvor du lærer noget, og hvem der lærer dig det. Og så er hjernen – denne kognitivistiske hovedenhed – altså ret afhængig af kroppen. Det er kroppen der først registrerer verden, og det gør den så meget, at den kan handle autonomt: fra hånden på kogepladen til fodboldsstjernen der bare ved, hvor han skal skyde hen. Hvordan du har det fysisk, påvirker også din forståelse. Er du træt, er dansktimen svær, og er du udmattet, føles en bakke i landskabet uoverstigelig. Vi skal være fysisk klar til at modtage undervisning.

Læring foregår i krydsfeltet mellem hjerne, krop og omverden

Læring er noget individet gør, og individet kan kun forstås i krydsfeltet mellem hjerne, krop og omverden.

 I Læring med kroppen forrest gennemgår Fredens den nyeste kognitionsforskning og hvilke konsekvenser det har for den måde hvorpå man tænker pædagogik og undervisning. Kort fortalt skal der tænkes meget mere sansning ind i undervisningen: Der skal være praktiske øvelser. Der skal tænkes mere i håndens arbejde og kunst og æstetik.

Ligeledes mener Fredens at alt for skarpe opdelinger mellem fag skal opblødes – for det er ikke sådan, verden fungerer: Uden for skolens mure er der ikke noget, der hedder dansk, matematik eller samfundsfag. Uden for skolens mure er der levende mennesker der laver konkrete ting med hinanden.

Bogens fokus er undervisning og pædagogisk håndtering af børn i alderen to til 10 år, men pointerne kan bruges af undervisere på alle niveauer.

Teams kan fungere, når der ikke er andre alternativer. Men hvis vi tror, at det er fremtidens eneste undervisningsform, skyder vi os selv i foden, og forsvinder ned i en uncanny valley fyldt med dumhed, fedme og tristesse.

Læring med kroppen forrest
Kjeld Fredens
Hans Reitzels Forlag