Feb 1

Feb 1 Ønsket om kontrol og følelsen af utilstrækkelighed

For noget tid siden sagde en elev i min klasse, at hun sådan ville ønske, at verden kunne holde en pause. Det var efter første nedlukning, så det var ikke en corona-pause hun tænkte på. Det var en pause for at skulle præstere. Hun efterspurgte ikke et stop. Bare en pause, så hun kunne nå at komme frem til hendes planer og aspirationer, og samtidig en pause hvor hun kunne nå at tænke sig som. Hun efterspurgte altså en dobbeltsiddet pause: En periode hvor alle andre stod stille, men hvor hun kunne arbejde for at komme op til dem (hun følte at alle var meget længere end hun selv) og så skulle hun samtidig have tid til at trække vejret og bare være, uden at skulle forholde sig til en reel og indbildt konkurrence.

Jeg har fornemmelsen af, at hun er ikke den eneste. Jeg synes, at der blandt mine elever er en sitrende fornemmelse af ikke at kunne slå til.

Generation Z (født efter 1995) er svær at blive klog på. De er frie men tryghedssøgende. De har ekstroverte idealer men en introvert livsstil. De har en facade af skønhed og sikkerhed, men tumler med en stærk følelse af at være utilstrækkelig.

Jeg vil gerne blive lidt klogere på mine elevers generation. Som kulturradikal akademiker benyttede jeg mig af mit favoritmedie og orienterede jeg mig i nye bøger om emnet.

Et øjebliksbillede af en presset dansk generation

Den første jeg falder over er Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge af ph.d og højskolelærer Christian Hjortkjær. Den er et øjebliksbillede af en ungdom, der har svært ved at leve op til andres og især egne idealer. Den beskriver min elev.

Hjortkjærs udgangspunkt er, at vi som samfund er gået fra relativt faste succeskriterier til flydende idealer og krav om at være speciel. Du skal simpelthen være det, og det er drønhamrende hårdt.

Hjortkjær eksemplificerer ved at vise en stribe eksempler på påbudskulturen, som man ser den på tøj, i serier og reklamer. Slogans som Don’t blend in – stand out eller The Future is Yours – Make it er allestedsnærværende og minder modtageren om, at den eneste der holder dig tilbage, er dig selv. Hvad de ikke siger noget om, disse slogans, er hvordan man så når sit mål. De viser et ideal, men ikke en vej og en målstreg. Idealer kan nemlig sjælendt nås: Man kan altid være lidt mere sund, klog, sjov, festlig, berejst, belæst etc. Og lever man ikke op til idealet, ja, så er det altså meget nemt at føle sig utilstrækkelig. Og det er præcist det der sker med vores unge, siger Hjortkjær.

De unge er på en umulig mission uden mulighed for at sige fra. Hvis de ikke arbejder hårdt for at skille sig ud, bliver man overset. Konkret kan det tage mange forskellige former: forskellige hobbyer, stilarter, uddannelser etc. Men under det hele er et krav om at skulle være speciel og specielt god. The tricky part er, at det umiddelbart er svært at have noget imod budskabet: Budskabet er essensen af en velmenende og opbyggende Disney-film: Vær dig selv, tag dig sammen og gør en forskel – så vil gode ting ske for dig. Vi har lært det fra før vi kunne tale.

Og det er ekstremt svært at gøre oprør. Hvordan gør man oprør mod gode intentioner og smukke idealer? Hvordan fortæller man sine forældre, at deres ønske om at man finder det der gør en glad, og at man skal gøre sig umage for at opnå det, er ekstremt udmattende? De unge bliver ikke skoletrætte de bliver skoleudmattede.

Hjortkjær bygger sin analyse på bl.a. Kierkegaard, Alain Ehrensberg og Slavoj Zizek. Hvorfor det lige er de tre teoretikere der inddrages og ikke andre, bliver dog aldrig helt klart. På samme måde får vi heller ikke en fortælling om hvorfor at påbudsmoralen pludselig er dominerende. En bog som Andreas Reckwitz Singulariteternes samfund der beskæftiger sig med det samme, er anderledes grundig (men tager også 10 gange så lang tid at læse).

I det hele taget virker bogen lettere anekdotisk – det er Hjortkjær der siger, at unge er pressede, men vi hører det ikke fra de unge selv (udover fra udvalgte tv-shows). Her kan jeg på det varmeste anbefale doku-serien Niende fra DR Ultra. Her følger vi en gruppe niendeklasseelever fra Det Frie Gymnasium. Serien er støvsuget for voksne, teori og metaanalyse – og det er helt fantastisk. Ja, de unge tumler med livet (som unge altid har gjort), men der håb mine damer og herrer. Der er håb.

Utilstrækkelig skal altså ikke læses som en dyb faglig analyse. Men den er glimrende som en samtalestarter. Den tager udgangspunkt i de unges liv, men bruger de gamles sprog og tanker. På den måde kan generationer bruge den til at forstå hinanden – man kunne lade alle i familien læse den. Den halter dog på data og empiri og tenderer ofte det tendentiøse. Men det er ok. Den er læst på en god time, og så er samtalen i gang – og det må være det vigtigste.

Historien om hvordan vi endte her

Men hvordan er vi så endt i denne situation? Der er skrevet en hel del om det, og af det jeg har læst, er analysen af førnævnte Reckwitz den mest overbevisende. En mindre akademisk version er Can’t Even – How Millennials Became the Burnout Generation af amerikanske Anne Helen Petersen. Det er både en personlig historie om at føle sig overvældet og en fortælling om hvordan vi er havnet her. Udgangspunktet er Petersens eget liv: Hun har en god uddannelse og de rigtige drømme. Hun vil gerne læse klassikerne. Hun vil gerne skrive noget mere. Hun vil gerne komme i bedre form. Hun vil gerne ordne huset, vil i det hele taget bare gerne vise sig mere attraktiv og handlekraftig – for det er noget der bliver værdsat. Men hun bliver ligesom hele tiden forstyrret: Hun tager sig selv i at scrolle Instagram og hoppe fra overskrift til overskrift. Hun er god til at lave lister, men ikke så god til at få dem udført.

Hun arbejder for at over-performe, laver overspringshandlinger og føler i den proces, at verden fræser forbi hende. Det er en genkendelig historie, men den adskiller sig fra Bridget Jones ved at undersøge de strukturelle grunde til at så mange føler, at de ikke kan overskue selv de mindste ting.

Anne Helen Petersen tilhører Generation Y, og er ældre end de fleste af mine elever. Men hvad hun oplever, virker til at generation Z oplever i endnu større grad. Når det så er sagt, er det naturligvis vigtigt at huske på, at det ikke er alle der føler sig udbrændte. Heller ikke i vores elevers generation.

Så vidt et dansk øjebliksbillede og en bud på en strukturel forklaring. Men jeg vil gerne vide endnu mere om generation Z

Første større samlede studie af generation Z

Vil man have data og empiri skal man læse iGen af den amerikanske professor i psykologi Jean M. Twenge. Den handler om samme generation som Hjortkjærs unge og her får man analyse for alle pengene. Bogen er, ifølge sociolog Rasmus Willig, det første store samlede studie af seneste generation, hvor der bliver sammenlignet med tidligere generationer.

Bogen er baseret på flere års forskning i form af omfattende research og talrige interview. Twenge tager udgangspunkt i amerikanske unge, men er pligtlæsning for alle der ønsker at forstå den unge generation – Generation Z eller hvad Twenge kalder for iGen – unge født efter 1995. Inden vi når til bogens pointer, så lad os kort kigge på begrebet ’generation’.

Generationer

En generation er i dag mere end blot end tidsangivelse på ca. 30 år. I dag er generationer forskellige måder at forstå og leve i verden. Disse generationer kan opdeles på mange forskellige måder, men der er en vis enighed om, at der er i dag er nulevende fem generationer. Se nedenstående skema:

Børn af projektmenneskerne

Vi er alle sammen vores forældres børn. De unges forældre – Generation X – er projektmennesker. Deres arbejdsliv ses som et projekt med en ongoing portfolio, hvor skiftende stillinger (ofte i form af projektansættelser) løbende skal kurateres. Deres privatliv er et projekt der skal vises frem – det tog især fart med de første generationer af sociale medier (som generationen selv opfandt) og ikke mindst er deres børn projekter. Børnene skal have de perfekte vilkår. De skal hjælpes frem og passes på. Generation X legede selv uden opsyn, men har svært ved at give slip på deres børn eller lade dem gå ud i verden uden opsyn (eller som et minimum med telefon som sikkerhedsline).

For de yngre Generation X’ere de ældre Millennials (generation Y som fx Anne Helen Petersen tilhører) var ungdommen grænseløs: De kunne blive hvad de ville og kiggede ind i en lys fremtid med vækst og muligheder. Generation X’erne udbredte, den af Hjortkjær omtalte, påbudskultur – de fortalte sig selv og hinanden at de kunne blive hvad som helst, men at det var bedst at blive noget kreativt eller noget med mennesker. Man skulle for alt i verden ikke ’bare’ være fagudlært. Den kreative klasse var målet.

Det er de værdier som er de bærende for iGen. De har fået at vide at skal være unikke og innovative. At det er vigtigt at skille sig ud, men det bliver i stigende grad svært for de unge helt at tro på, at gevinsten vil være stor. Især i USA er der en stigende følelse blandt unge om, at hvis de bare ikke bliver dårligere stillet end deres forældre, så er det en succes. Mange tror dog ikke at det vil ske. Stadig flere kigger ind i fremtid, hvor fastansættelser bliver sværere og livet som selvstændig ikke så attraktivt. Twenge taler om USA, i Danmark er vi heldigvis ikke i samme situation. Men tilsyneladende føler unge også i Danmark, at der skal arbejdes ekstra hårdt for at kunne være sikker på et trygt og spændende voksenliv.

Et portræt af en generation

iGen har den lange undertitel Why Today’s Super-Connected Kids Are Growing Up Less Rebellious, More Telerant, Less Happy – and Completely Unprepared for Adulthood – en titel der fint indfanger bogens pointer. Twenge så i sine studier, at i slutningen af årtusindets første årti opstod markante ændringer i unge liv; eksempelvis en pludselig stigning af unge der føler sig utilstrækkelige:

Twenge undersøgte forskellige forklaringer: Kunne det være finanskrisen? Kunne det være klimaet? De kunne spille ind. Men som hun kiggede mere og mere efter, så hun at især omkring 2009 skete store ændringer. I 2009 var der hvor smartphones virkelig kom på markedet. Hypotese er, at en udbredt brug af smartphones medfører en lang række sociale og psykologiske ændringer – så mange at det definerer en hel generation. iPhones kan naturligvis ikke forklare det hele, men hun kan ikke finde andre faktorer, der på samme måde er så udslagsgivende. Bogens appendix med flere grafer kan hentes her.

Mig og min telefon

Bogen er delt op i 10 kapitler – omhandlende 10 forskellige karakteristika for generationen iGen. Her gengivet i punktform og med Twenges overskrifter. Og det skal lige gentages at det er amerikanske unge (og deres lige så amerikanske forældre som er undersøgelsens population).

1. In no hurry: Growing up slowly.
iGen er længere tid om at flyve fra reden. De får kørekort senere. Går senere til fester og på dates og har meget mindre social tid hvor der ikke er voksne til stede. Færre har fritidsarbejde og flere vil hellere være hjemme. De opfører sig med andre ord længere tid som børn. Men børn der hurtigt imiterer ældre i tøjstil og meninger – bare ikke handlinger.

2. Internet: Online time.
iGen er, ikke overraskende, meget mere på de sociale medier. De læser ikke fysiske bøger og vil meget hellere blive præsenteret for nyt stof i form af lyd, billede eller video.

3. In Person No More – I’m with you, but Only Virtually.
iGen ringer mindre til hinanden og besøger aldrig hinanden uanmeldt. De mødes i det hele taget ikke så meget fysisk som tidligere. De opererer ubesværet mange apps og profiler, men ved ikke særlig meget om teknikken bag. De er besatte af at følge hinandens liv og frygter ikke at være med. FOMO er udbredt.

4. Insecure –The New Mental Health Crisis.
iGen er ikke så glade som deres forældres generation. De bekymrer sig om det samme som tidligere: anerkendelse, fremtiden, jobs, sikkerhed mm. De gør det bare mere og er mere usikre. De kæmper mere med stress, angst og depression – piger mere end drenge. De sover mindre og den søvn de har er mere forstyrret (af deres telefon). De er sammen online, men mange flere føler sig ensomme. De oplever mere online-mobberi.

5. Irreligious
iGen er mindre troende. Det gælder en bred forståelse af religion: Færre går i kirke. Færre beder. Færre tror på en ’skabende kraft’ eller et liv efter døden.

6. Insulated but Not Intrinsic – More Saftety and Less Community.
iGen lever mere sikkert. De tager færre chancer, drikker mindre og kører mere fornuftigt. I psykologien taler man om indre (intrinsic) og ydre (extrinsic) motivation. iGen er i stigende grad motiveret af ydre faktorer. I uddannelsesøjemed er man indre motiveret hvis man går til undervisningen for at vokse som menneske og ønsker at tillære sig viden og kompetencer – også selv om der ikke er et klart mål. Er man ydre motiveret, går man til uddannelsen med henblik på at få et godt job eller klare sig godt til eksamen (og så er det ok, hvis man glemmer tingene bagefter).
Twenge refererer til forskning der viser, at et øget brug af sociale medier forstærker den tendens. Her vil måske komme en ændring hvis bevægelser som Fridays for Future bliver mere udbredt. Indtil er det dog mest noget der foregår online via likes.

7. Income Insecurity – Working to Earn but not to shop.
iGens har ikke lige så mange studie- og fritidsjobs. iGen, der er nået arbejdsmarkedet, har en stor arbejdsmoral. De arbejder gerne over. De er lidt mindre villige til at starte egen virksomhed (det er usikkert). iGen har en større tendens give andre eller omgivelserne skylden, hvis de ikke når deres (ofte ret ambitiøse) mål. Dette ser vi i fuld udblæsning inden for identitetspolitikken.

iGen tænker mere individualistisk og mindre på hvad der er godt for samfundet. iGen er ikke mindre materialistiske end tidligere generationer (i det hele taget giver Twenge ikke meget for analysen om at vi er gået ind i en post-materialistisk tid – hun kan i hvert fald ikke se det i hendes data). iGen bruger gerne penge og er meget glade for shopping. De forbruger blot lidt anderledes. Hurtigere, mere målrettet med et fokus på at have noget der set flot ud på deres profil. ”iGen’ers are materialistic nonconformist, interested in using money to stand out instead of to fit in. (…). iGen’ers ahve never known a world before Amazon.com; they are used to getting instant results online. They prefer to get the shopping over with quickly and get on to owning the stuff”.

8. Indefinite – Sex, Marriage, and Children. iGen ser mere porno men dyrker mindre og senere sex. Men de tror hver især, at alle de andre har enormt meget og avanceret sex. En af grundene til den faldende seksuelle aktivitet skyldes, at iGen sidder meget mere hjemme med skærmen i lappen frem for uden med en ven eller en drink i hånden. For nogle er det, at skulle opsøge intimitet med andre levende mennesker for grænseoverskridende. Men idealet for mange er stadig det faste parforhold – dog ikke nødvendigvis at blive gift eller få børn. iGen vælger at få børn sent.

9. Inclusive.
iGen accepterer det meste: LBGT+, racer og køn – de vil selv have lov til at vælge og accepterer andres valg. Valgene anses ikke for statiske, men kan skifte over tid. De accepterer dog ikke de personer, som de mener diskriminerer andre. Hvornår det sker er flydende – iGen er hypersensitive over for mikroaggressioner. Cancel culture er en iGen-opfindelse.

10. Independent. iGen identificerer sig i mindre grad med faste partier og ideologier. Det drejer sig mere om mærkesager og bevægelser. Men er generelt liberale: Individet skal respekteres og samfundet skal ikke forstyrre den enkelte for meget. Alle skal have lov til at være den de ønsker og selv styre deres krop (iGen går ind for fri abort). Dette sker samtidig med, at de gerne vil have nogle ’voksne’ til at hjælpe dem og fjerne forhindringer.

iGen synes i aftagende grad af institutioner som skoler, medier og offentlige / politiske institutioner gør det godt. Man mener ikke at de følger med tiden. Det er dog lidt uklart præcist hvad de gør galt og hvordan det kan blive bedre – men noget med at tilrettelægge tingene mere til det enkelte individ (præcist som det sker på deres smartphone).

iGen ønsker mest af alt sikkerhed

iGen er vokset op i en halv-skizofren verden. En verden hvor deres forældre har fortalt dem, at de kan blive hvad som helst, men også en verden som er farlig. Ingen anden generation har hørt så meget om terror, klimaproblemer, trafikulykker, psykiske overgreb, diagnoser, sundhed, forurening, tilsætningsstoffer og jobusikkerhed (forstået som hvilke jobs der er de gode).

Alt dette sker samtidig med, at der heller ikke har været en generation der så intensivt er blevet præsenteret for det fede liv og endeløse forbrugsmuligheder. Både samtidens for- og bagside oplever iGen igennem deres smartphone.

Når verden opleves farlig og forvirrende, er det naturligt at søge mod sikkerhed og mod noget man selv kan kontrollere. Og det er, ifølge Twenge, præcist det de unge gør og en af grundene til at smartphones føles så attraktive. Her kan en ustyrlig verden kurateres og kontrolleres.

Ønsket om at kunne kontrollere alt i livet

Ønsket om kontrol tager mange former, og hvordan grænserne for jagten på kontrol hele tiden bliver udvidet, bliver på interessant og underholdende måde dokumenteret af Jenny Kleeman i hendes Sex robots & Vegan Meat – Adventures at the Frontier og Birth, Death, Sex & Death. Kleeman besøger en lang række entreprenører der forsøger at kontrollere det tidligere untrollerbare. Hun besøger udviklere af kunstigt kød, som er en kæmpe industri der lover os at kunne spise kød uden at spise kød – det er dyrt og ikke særligt godt – men er fremtiden siger de (i stedet for blot at spise mindre). Noget der taler lige ind til iGen: Vil gerne leve behageligt, vil gerne gøre det rette (hvis det er nemt) og tager det for givet, at naturen kan hackes og kontrolleres.

Lysten til at kunne styre naturens gang er også grundlaget for et andet forretningsområde i vækst: Fødselshjælp. Kleeman besøger virksomheder der arbejder for at komme stadig tættere på at kunne føde børn uden for kvinden: Man kan nu undfange børn i en petriskål og holde det der i 14 dage (man kan sikkert længere, men må af etiske grunde ikke). På samme måde kan yngre fostre reddes i kuvøser. Men indtil videre har man ikke kunne lave en løsning, hvor kvinden ikke er med. Det drejer sig, for fødselsentreprenørerne om at lukke det hul fra petriskål til kuvøse.

Men det, i denne sammenhæng, mest interessante kapitel er kapitlet om sex-robotter. En hastigt voksende industri der lover intimitet, forståelse og tilfredsstillelse uden nogen sinde at skulle gå på kompromis med egne ønsker – noget der taler lige ind til en gruppe af iGens. Kleemans bog er et festligt og skørt møde med mærkelige mennesker der ser en strålende fremtid, når de kigger ud af vinduet. De ønsker kontrol, men de føler sig ikke utilstrækkelige.

Fuld kontrol kan aldrig opnås

Ønsket om kontrol er et grundlæggende kendetegn ved det senmoderne samfund, siger den tyske professor i sociologi Hartmut Rosa i den lille og meget gode bog Det ukontrollerbare.

Rosa er en af de nye stjerner inden for kritisk sociologi som blev kendt for hans tanker om samfundsmæssig acceleration: En undersøgelse af at alt faktisk går stadig hurtigere. Hans egentlige projekt er dog en udvikling af en forståelse af hvordan man som individ kan fungere i et samfund der fræser af sted. Hvordan man kan leve i kontant skiftende omgivelser. For når landskabet hele tiden ændrer sig, er det svært at planlægge en rute igennem livet. Præcist som min elev gav udtryk for. Rosas løsning– som, ret sigende, stadig er work in progress – er, at vi som individer er tvunget til at opøve en evne til på samme tid at være sin egen og at kunne indgå i skiftende situationen. Det er et begreb han kalder resonans.

I fysikken er resonans den egenskab, at hvis man interagerer med et objekt på dets egen frekvens, kan man fortsætte eller øge objektets bevægelse med minimal energi. Hvis man derimod ikke er i resonans, bruger man meget energi med dårligt resultat. Eksemplet er en gynge. Hvis du skubber til en gynge på det helt rigtig tidspunkt, kan du holde den kørende i lang tid uden at du bliver træt. Hvis du er imod skubber på det forkerte tidspunkt, stopper du bevægelsen. Rosas projekt er at se om denne tanke kan overføres til sociale situationer.

Et teoretisk skridt på den vej er behandlingen af begrebet kontrol. Og kontrol er interessant i denne sammenhæng, da det præcist er det de unge hele tiden jagter.

Verden kan ikke kontrolleres helt

Det er civilisationens grundlæggende dynamik at ville kontrollere: Verden er grundlæggende ukontrollabel. Den er der og følger egne regler. Kontrol er noget mennesket har fundet på. Og tak for det. Det har givet os varme, ly, sikkerhed og emojies. Vores historie er historien om hvordan graden af kontrol hele tiden øges i både dybde og bredde. Alt hvad der viser sig, vil mennesket vide noget om, beherske, erobre og gøre nyttigt. Alle sådanne situationer kalder Rose for aggressionspunkter. Et aggressionspunkt er et endnu ikke-kontrolleret område i verden som skal kontrolleres. Og det lykkedes. Vi kontrollerer og vokser som samfund. Faktisk så meget at vi er begyndt at fortælle os selv, at vi kan kontrollere alt: genetikken, fremtiden, klimaet og sygdomme. Men guess what; det kan vi ikke.

Det er flere grunde til:

1. Noget kontrol er umuligt. Nogle ting kan ikke kontrolleres: Naturen er et oplagt eksempel, men også følelser som begær, glæde, angst etc.

2. Kontrol af A kan føre til kaos ved B. Kontrol af ét system kan føre til noget ukontrollerbart i et andet system. Et data-system kan skabe kontrol et sted, men få andre systemer til at fungere dårligt (tænk på opdateringer af computere). En type medicin kan virke mod én sygdom, men sammen med andet medicin skabe uforudsete bivirkninger. Kontrol af fossile brændstoffer kan skabe ukontrollerbare feedback-funktioner i naturen. Des flere ting der skal fungere sammen, des større er risikoen for sammenbrud.

3. Uenighed om kontrol. Det er forskelligt hvad vi ønsker der skal kontrolleres, hvorfor vi kan modarbejde hinanden. Liberale mod socialister. USA mod Kina. Forældre mod børn

4. Kontrol kan være kedeligt. Det kontrollerede er, ja, under kontrol, men også en smule kedeligt. Derfor søger vi væk fra det igen. Des mere vi forsøger at fremtvinge det perfekte match / den perfekte ferie/event er der fare for at mister det. Des mere nettet bliver tilpasset mig, des mere søvngængeragtigt bruger jeg det. Jo mere planlagt undervisning, des mere stirilt bliver det. Den totalt kontrollerede, og i på-forhånd-aftalte-romance kan være kedelig.

Alligevel ønsker vi kontrol, siger Rosa. Og det bliver vi udmattede af.

Vi vil kontrollere stadig mere

Der er en tendens til at unge (ja, og altså alle os andre også) finder flere og flere aggressionspunkter som de vil kontrollere, og som omgivelserne siger at de skal kontrollere: personnære forhold som udseende, religion, anerkendelse etc. og det fælles anliggende – klimaet, robotterne, forureningen etc. No wonder at vi bliver udmattede.

Og så kommer vi tilbage til de unges følelse af utilstrækkelighed. Mange unge forsøger at leve op til de diffuse idealer, og vi gør det på den måde vi har lært: Ved at lægge en plan. Ved at gøre os umage. Læse lektier, spise sundt, være social etc. Livet, forholdet, uddannelsen, festen. Ferien skal være perfekt.

Men vi opnår aldrig den eftertragtede kontrol. Måske fordi vi hele tiden bliver forstyrret og forstyrrer os selv. Måske fordi at slutmålet hele tiden flyttes væk. Måske fordi perfektion jo aldrig kan nås.

Som Rosa skriver:

”Grundfejlen i den moderne kultur er, at den transformerer længslen efter at kunne nå ind til verden over i et krav om kontrollerbarhed, hvor kravet bliver institutionaliseret i et program, der skal gøre rækkevidden i verden større ved at gøre verden kontrollerbar. Denne forveksling af opnåelighed og kontrollerbarhed får sit måske tydeligste nedslag, når det fundamentalt menneskelige begær efter en relation bliver oversat til begær efter ting. Fordi ting kan gøres kontrollerbare på en sikker og omfattende måde, mens relationer ikke kan, baserer den kapitalistiske vareøkonomis og forbrugerismens logik sig på at komme den (uopfyldelige) længsel efter resonans i møde ved at love kontrollerbarhed og ved på den måde at knytte det handlingsdrevne begær til tingen selv.”

Rosa fortsætter

”Men når kontrollen over den erhvervede ting ikke er ensbetydende med løftet (det uudtalte) om resonans, lykkes kapitalismens nærmest magiske tryllenummer, at selvom vi som forbrugere igen og igen bliver skuffede over de erhvervede ting, men ikke på den måde, at vi holder op med at begære eller erhverve ting, men derimod på den måde, at vi umætteligt i en endeløs vækstspiral af skuffelse og håb fortsat begærer nye, hele tiden andre ting (uden nogensinde at finde, hvad vi søger).”

Opgaven for os, siger Rosa, er at finde en balance mellem at søge kontrol og anerkende at vi ikke kan kontrollere det hele. At noget simpelthen bare sker eller sker på en anden måde en først planlagt.

Lyt til verden

Hjortkjær mente, at vi skal lytte til os selv. Rosa tager skridtet videre og siger at vi skal lytte efter om vi svinger med verdenen. Om der er resonans. Resonans opstår i vekselvirkningen mellem forskellige enheder. Hvis jeg bliver bedre til at forstå min elev der ønskede en pause, kan vi sikkert bedre tune ind på hinanden.

Faktisk har Hartmut Rosa allerede gjort sig tanker om præcis det. I 2017 udgav han sammen med Wolfgang Endres interviewbogen Resonanspædagogik - Når det knitrer i klasseværelset om hvordan man opnår resonans i uddannelserne. Den er skrevet til undervisere og er fremragende. Den har fortjent en særskilt behandling, men handler kort om at vi undervisere skal bruge mere krudt på at møde eleven end at fokusere på faglige mål. Det er dog svært, når man bliver målt på det sidste og fordi eleverne bare gerne vil lære det de skal kunne for at bestå eksamen. De er med Twenges ord blevet for eksternt motiveret.

Resonanspædagogik handler om at “bygge broer til verden, der bliver ved med at bære selv om verden forandrer sig.” Rosa siger

“ I klasseværelset bør og kan lærere etablere disse broforbindelser igen og igen for at nå ud til sine elever. Det er en naturgiven og basal menneskelig færdighed. Men denne evne kan forsvinde i undervisningsstress, ren professionalitet, præstationsvurderinger eller konkurrencetvang.
Broer har den egenskab, at de er spændt ud over et tomrum og kun skaber forbindelse dér, hvor der er en afgrund. Netop dette er pædagogikkens opgave, at være i stand til at bygge broer over tomrum. Det indebærer evnen til at handle i situationer, hvor eleverne mangler solid viden og desuden også selvtillid og tiltro til verden”.

Det er noget af det min elev manglede, og jeg vil gerne være bedre til at bygge en bro sammen med hende.

Jeg savner dog flere yeah-agtige historier. Historier som modsiger eller nuancerer historien om de udmattede unge. Fordi de er jo derude. Hvis du har nogle af dem, eller kender til nogen der har beskrevet det, så giv mig endelig besked.